Naboens børn

   – Kristoffer! Bente Hansens stemme forsøgte forgæves at skære igennem parcelhusets vægge, men det var som en smørkniv mod beton at forsøge at trænge igennem støjen fra hendes teenagesøns værelse.
     – Kristoffer! Gjaldede hendes stemme en gang til, med samme resultat.
     ‘Det er da også typisk teenagere og deres støj’, tænkte hun irriteret, mens hun trampede ud ad bryggerset og hen ad gangen til sønnens værelse, som hun bankede hårdt på et par gange, inden hun åbnede den.
     – Hvor mange gange skal jeg sige til dig, at du ikke skal spille så høj musik? Hvordan kan du overhovedet lave lektier i sådan en larm? råbte hun til sin søn, der sad bøjet over skrivebordet, mens heavy metal drønede ud igennem højttalerne.
     – Jeg kan ikke høre hvad du siger, mor, svarede Kristoffer, og gik hen og skruede ned for musikken.
     – Nej, sagde Bente hovedrystende, – det kan jeg da godt forstå, når du spiller den støj. Det var da forfærdeligt at høre på.
     -Det er da fed musik. Kristoffer forstod ikke rigtigt sin mors reaktion. – Alle mine kammerater er helt vilde med dem.
     Da han fik øje på det hans mor havde mellem hænderne, blev han en anelse blegere.
     – Hvad er det du har der, mor? spurgte han hurtigt.
     Bente kiggede ned på sine hænder, et øjeblik havde hun glemt hvorfor hun egentlig havde kaldt på Kristoffer.
     – Nåja, det er denne her hvide t-shirt. Hvad er der sket med den? Hvordan er det den ser ud?
     Kristoffer rødmede lidt og fik pludselig øje på noget nede på gulvet.
     – Jeg mener, unge mand, hvorfor er din nye, hvide t-shirt oversmurt med en eller anden rusten lyserød væske? Hvordan skal den nogensinde blive ren? Er du overhovedet klar over, hvor meget den koster?
     – Nåh, det. Ja, det er jeg også meget ked af, men det var her forleden, da vi var hjemme hos Tommy, du ved. Jeg skulle hjælpe ham med at male deres skur, i sådan en rustrød farve. Jeg fik desværre maling på tøjet, og så forsøgte jeg at lægge den lidt i blød, så jeg kunne få så meget som muligt af farven af, men det lykkedes vist ikke helt.
     – Nej, det skal jeg lige love for. Den er jo helt ødelagt, den bliver aldrig til t-shirt igen. Kunne du ikke tage og passe lidt bedre på dine ting? Du kunne jo have taget en gammel t-shirt på.
     – Jo, mor, sagde Kristoffer afvæbnende, – jeg er også frygtelig ked af det. Hvad skal vi egentlig have at spise? Skal jeg ikke hjælpe med at dække bord?
     – Nu skal du ikke skifte emne, unge mand. Men vi skal have frikadeller, og du må godt dække bord. Men hvordan får jeg nogensinde den t-shirt ren igen? sukkede hun opgivende.
     
                                                                            * * *
     – Har I hørt om ham den ældre mand, som blev slået ned på torvet i aftes? spurgte Holger, mens frikadellefadet gik rundt.
     – Nej, sagde Bente, – hvad skete der?
     – Ja, altså politiet siger, at det var en flok på fire-fem unge mennesker, teenagere, som overfaldt ham den hjemløse, som altid ligger og sover nede på bænken. De kaldte det for happyslapping eller sådan noget.
     – Det har jeg hørt om før, udbrød Bente. – Det er noget med unge mennesker, som filmer sig selv, mens de overfalder en eller anden tilfældig person. Ved de, hvem det er?
     – Nej, ikke så vidt jeg har hørt. Men det er da uhyggeligt. Og hvor er forældrene henne, om man må spørge?
     – Mor, må jeg gå over til Jesper? Jeg er færdig med at spise.
     – Nu igen? Du var også derovre i går.
     – Ja, men vi er jo i gang med det der geografiprojekt.
     – Jaja, så stik du bare af, min dreng, selv om du egentlig burde have stuearrest for at have ødelagt din t-shirt, men når det nu er skolen…
     – Tak mor, jeg er hjemme senest kl. ti. 
     
                                                                                  * * *
     Næste morgen, da Kristoffer kom ud til morgenmad, kiggede hans mor på ham med store øjne.
     – Jamen dog, hvad er der sket med din kind – og dine hænder?
     – Øhh, det var Jespers kat, den kradsede og rev mig, da jeg ville kæle med den.
     – Nå, så må du lade være med at røre den en anden gang. Spis nu, du kommer for sent.
     
                                                                                  * * *
     – Har I hørt – nu er der en ny, som er blevet overfaldet, i går aftes. En lettere bedugget mand, på vej hjem fra værtshus. Politiet mener, at det er de samme teenagere som sidst. Hvor er det dog skammeligt, at forældre ikke holder bedre styr på deres børn.
     Familien sad og spiste aftensmad.
     – Jamen dog, det var da forfærdeligt, sukkede Bente. – Hvad sker der dog i hovedet på mennesker, som kan gøre sådan noget?
     – De keder sig måske bare, foreslog Kristoffer.
     – Keder sig? Keder sig!! Spruttede hans far. – Og det skulle være grund nok til at gøre sådan noget? Men ham her kæmpede heldigvis imod. Han fik sparket og slået ud efter dem, så de løb deres vej. Bente, er der flere kartofler? Ungdommen nu til dags. Næ, dengang jeg var dreng, da havde børn respekt for de voksne, og der kunne man også afstraffe sine børn ordentligt, så de ikke lavede den slags numre. En dragt prygl, det er der ingen, der nogensinde har taget skade af, bare se på mig.
     – For øvrigt, Kristoffer, jeg vil gerne have, at du lægger den bluse til vask, som du havde på i går. Vi skal ud til mormor og morfar på lørdag, og de må gerne se, at du er glad for den bluse, de har køb til dig.
     – Blusen? Kristoffer rødmede. – Den har jeg vist glemt hos Jesper i går. Kan jeg ikke bare få en anden på?
     – Jo, det bliver du jo nødt til, hvis altså ikke du kan få Jesper til at tage den med i skole i morgen.
     
                                                                               * * *
     Den næste dag, da Bente var nede i Brugsen, fik hun pludselig øje på en velkendt skikkelse.
     – Jamen, hej Hanne. Hvordan går det? Det er længe siden. Ja, jeg ved jo fra Kristoffer, at Jesper har det godt, men hvordan går det med resten af familien?
     Da de havde sludret lidt, kommer Bente i tanke om blusen, og siger:
     – Du, den bluse Kristoffer havde på i forgårs, da han var hjemme hos jer, kan du ikke bede Jesper om at tage den med i skole i morgen? Jeg vil så gerne have den vasket til på lørdag.
     – Bluse? I forgårs? Hanne rynkede brynene. -Kristoffer var da ikke hjemme hos os i forgårs.
     – Hvad siger du? Jamen det sagde han jo.
     – Det er jeg ret sikker på, at han ikke var. Vi var nemlig slet ikke hjemme. Drenge i den alder… Du skal se, han har nok fået sig en kæreste, han vil bare ikke sige det endnu.
     – Ja, mumlede Bente. – Det må være det. Nå, men vi må snakkes ved.
     Bente gik fortumlet ud af butikken, mens tankerne kværnede rundt i hovedet på hende. Kristoffers løgn om hvor han havde været, bluserne, rifterne – og overfaldene. Han havde ændret sig meget de seneste måneder, var blevet mere indadvendt og distræt. Han hørte meget af det der larm, som han kaldte musik. Men – overfald? Det kunne han da ikke finde på – eller?
     Selvom solen bagte ned, frøs hun pludselig.
     
                                                                                 * * *
     – Kristoffer, kom lige ind i stuen, far og jeg vil gerne lige tale med dig.
     – Ja, hvad er der?
     Bente så lidt nervøst på sin store søn. Hun havde fortalt Holger om sin mistanke, og han havde i første omgang afvist den, men da hun fik forklaret ham det hele, ja, så ville han pludselig også gerne høre en forklaring.
     – Hvor var du henne i forgårs aftes?
     – Det har jeg jo sagt, henne hos Jesper.
     – Lyv ikke for os, unge mand. Din mor har talt med Jespers mor i dag, og hun siger, at du ikke var derhenne. De var nemlig slet ikke hjemme.
     Kristoffer rødmede.
     – Nå, min ven, hvad har du at sige?
     Kristoffer tav stadig.
     – Altså, du lyver for os om hvor du er, dit tøj bliver ødelagt og du er fyldt med skrammer. Samtidig sker der voldelige overfald nede på torvet af nogen på din alder. Hvad har du at sige til det?
     Kristoffer kiggede forbløffet op.
     – Tror I virkelig, at jeg har noget med det at gøre? At jeg kunne finde på at tæve løs på tilfældige mennesker? Helt ærligt, hvad tror I egentlig om mig? At jeg er syg i hovedet?
     – Ærlig talt, Kristoffer, din mor og jeg ved ikke hvad vi skal tro. Har du ikke nogen kommentarer?
     – Jo, lød det sammenbidt fra Kristoffer. – Jeg har to kommentarer. For det første, de har fanget dem der bankede tilfældige mennesker. Det var nogen fra min parallelklasse, og jeg har ikke noget med det at gøre. For det andet, jeg har været sammen med Patrick, men jeg ved I ikke kan lide ham, derfor løj jeg om hvor jeg var. Er forhøret færdigt nu?
     – Åh, gudskelov, kom det fra Bente. – Det… det må du undskylde, Kristoffer, det er jo ikke fordi vi tror sådan noget om dig, men omstændighederne, og du løj for os og…
     – Og så bliver man stemplet som voldsforbryder? Nej, nu må jeg altså ud og have lidt luft.
     – Men Kristoffer… kom det fra Bente.
     – Farvel, jeg er hjemme inden kl. ti – og jeg skal nok lade være med at slå nogle gamle damer ned.
     
                                                                                    * * *
     Kristoffer tog sin cykel og rystede på hovedet. Tænk, at de kunne tro han kunne finde på sådan noget.
     Nå, Patrick ventede. I aften skulle de futte en hund af for første gang. Patrick havde fundet en gammel hjemløs en, som ingen ville savne. Det havde været sjovt at gøre det med hamsteren og også med katten, men det her var højdepunktet. Først overhælde den med benzin, så ned i posen og så en tændstik til – og puf. Det var det fedeste sus. Men overfalde tilfældige mennesker – det var da det sygeste.