Af Tim Jeffreys
Clare havde et grønt øje og et blåt øje. Med sit blå øje så hun verden som alle andre, med sit grønne øje så hun ting ingen andre kunne se. For eksempel monstrene på sit værelse.
Det var hendes far, som lærte hende tricket, fordi hun ikke ville sove alene om natten. Hans øjne var ligesom hendes: et grønt, et blåt.
”Sniger de sig ind på dig, prinsesse?”
Clare nikkede trist.
”Jeg forstår,” sagde hendes far. ”Skal jeg vise dig et trick, som afslører dem?”
Clare stirrede tilbage på ham. Hun havde aldrig kendt andre som havde to forskellige farver øjne. Han havde tidligere sagt, at det gjode dem begge anderledes, specielle.
”Det grønne øje er et magisk øje,” fortalte han hende, med lav, hemmelighedsfuld stemme. ”Luk det andet og kig kun med det, og så kan du se monstre, når de skjuler sig eller prøver at forklæde sig.”
Clare lukkede sit højre øje og kiggede rundt i værelset med det andet. Hun kunne ikke se nogen monstre. De måtte være forsvundet for nu.
Med det ene øje lukket kiggede Clare op på sin far. ”Hvad så nu?”
”Nu…” Hendes far kiggede rundt i værelset og tog en fastelavnsmaske fra toppen af klædeskabet. Han lænede sig fremover med masken over ansigtet. ”Må du skræmme dem væk!” Han stak tungen ud gennem den smalle revne i heksens mund.
Clare lo, så så hun alvorligt på sin far igen. ”Men jeg kan ikke skræmme monstre.”
Hendes far smilede. “Selvfølgelig kan du det. Du må bare lære at være frygtingydende. Mere skræmmende og frygtindgydende end de er.”
Clare satte sig brat op, så hendes ansigt næsten rørte hendes fars. Så skar hun nogle frygtelige grimasser, mens hun lød som et spøgelse.
Hendes far lod som om han blev bange. ”Sådan! Så har du vist ikke brug for mig mere.”
”Nej!” lo hun.
”Sov godt, prinsesse.”
I mørket øvede Clare sig i at kigge kun med det venstre, mens hun smilede for sig selv. Monstrene var væk. De brød sig ikke om at blive set.
Kort tid efter skete ulykken. En dag kom Clares far ikke hjem efter arbejde. Han var kørt galt med bilen. Clare så sin mor græde. I de efterfølgende uger begyndte hun at samle på fastelavnsmasker. Hun brugte al sin vrede og sorg til at jage monstrene væk når de kom.
Et år gik. Knebet hun havde lært af sin far svigtede aldrig. Så en dag kom en mand til middag.
”Clare, det her er Frank. Sig hej.”
Clare betragtede den høje, buttede fremmede, som stod ved siden af hendes mor. Hun vidste med det samme, at hun ikke kunne lide ham. Han smilede venligt til hende over middagsbordet, så spurgte han bekymret: ”Hvad er det hun gør?”
Clares mor stod henne ved komfuret med ryggen til dem. ”Hvad gør hun?”
”Hun bliver ved med at blinke til mig.”
Clares mor, som havde brune øjne, sendte pigen et skarpt. ”Hold op med det der og kom og hjælp mig med at dække bord,” sagde hun.
Med et sidste surt blik på Frank rejste Clare sig og gik over til sin mor.
”Nogle gange kommer de i forklædning. Man ved det ikke før de har fået fat i dig.”
Hendes mor lagde bestikket fra sig. ”Hvad snakker du om? Frank, vil du have en drink?”
Clare hev i sin mors kjole. ”Du kan ikke se dem. Du har ikke det magiske øje.”
Frank lo fra den anden ende af lokalet. Da Clare sendte ham et skarpt blik, stivnede han frygtsomt.
”Hvor kommer den slags dog fra?” Clares mor stillede en tallerken med en bøf og pommes frites foran Frank, mens hun smilede til ham. Han smilede tilbage, men under middagen skævede han nervøst til Clare.
Da måltidet var slut, tændte Frank en cigaret, og Clare fortalte ham hadefuldt, ”Der plejede min far at sidde!”
Selvfølgelig flyttede Frank ind. Da han ankom, sprang Clare fra det øverste trappetrin, iført en sort troldemaske og kappe.
”Åh!” Frank tabte flyttekassen i sine arme og tog sig til brystet. Clare lo bag troldemasken.
En nat, hvor vinden hylede udenfor og ruskede i vinduerne, hørte Clare Frank i gangen udenfor hendes værelse. Hun hørte hvordan hans fødder bevægede sig over gulvet mod hendes dør. Da hans silhuet viste sig i den halvåbne dør, stirrede Clare på den, mens hun åbnede og lukkede sit venstre øje. Frank skiftede form når hun gjorde det. Det ene øjeblik var han høj og bred, det næste var han krumrygget og vansiret. Clare rakte ud efter masken hun havde ved siden af sengen og satte sig op mens hun hylede. Frank forsvandt.
Efter dette vidste Clare, at det var på tide hun drev Frank-monstret væk for evigt. Hun var nådesløs i sine anstrengelser. Når han steg ind i sin bil om morgenen, sprang et spøgelse op fra bagsædet. Når han kom hjem fra arbejde, ventede en varulv under bordet i det mørke køkken på at snappe efter hans fødder før han nåede at tænde lyset. Hun sprang frem fra gardinerne, udklædt som Frankenstein, eller faldt ud af skabene med et lagen viklet omkring sig. En dag så hendes mor med rædsel hvordan pigen bugtede sig som en slange henover køkkengulvet bag Frank, med tungen svirpende ind og ud og øjnene fast fikserede på manden. Frank vendte sig om, da han så udtrykket på moderens ansigt, men så ingenting. Så gav han et hyl fra sig, idet Clares satte sine tænder dybt i hans ankel. Bagefter sad Frank i en lænestol, mens han tyllede cognac. Hans øjne stirrede tomt ud i luften. En cigaret brændte mellem hans fingre. Clares mor sad hovedrystende ved siden af ham. Senere hørte Clare, at de snakkede om hende.
Næste morgen blev Clare misfornøjet da hun så Frank til morgenmaden. Han gemte sig for hendes stirren bag avisen. Han kunne ikke klare når hun blinkede med øjet. Hun blev enig med sig selv om, at hun stadig ikke havde skræmt ham nok. Hun havde været frygtelig. Nu måtte hun være forfærdelig. Endelig kom dagen, hvor der skete noget virkelig specielt. Det var oktober. Bladene hvirvlede rundt i gaderne. Frank var begyndt at se træt og bleg ud. Han blev hjemme fra arbejde. Så snart han så Clare, blev han anspændt og nervøs.
Da Clare kom hjem fra skole, sad Frank foran fjernsynet, hvor hendes far plejede at sidde. Da hun nærmede sig, trak han sig umærkeligt væk. Hun smilede til ham med hænderne på ryggen. Hendes lysblonde hår lagde sig omkring hendes ansigt som en ramme om hendes sære uensartede træk.
”Hvad vil du?” spurgte Frank varsomt. ”Hvad er der?”
”Jeg fandt noget på vej hjem,” sagde hun sødt. ”Jeg har taget det med til dig.”
Frank smilede næsten. Han slappede lidt af. “Har du?”
“Ja.”
Og så smed Clare en død kat i skødet på ham, som hun havde samlet op i vejkanten. Frank sprang skrigende op og smed den rådnende ting på gulvtæppet. Han stirrede på den, så vendte han sig mod vantro mod Clare.
”Hvad er der galt med dig?,” råbte han. ”Du har brug for hjælp, pigebarn.”
Clare lo og løb ud af værelset. Hun løb ovenpå, hvor hun fandt sin mors make-up pung og pudrede sit ansigt foran spejlet til det var spøgelseshvidt. Så malede hun sig med læbestift rundt om øjnene og munden.
Hun krøb nedenunder igen og stak sit hoved gennem døråbningen ind til stuen. Hun kunne se ud til køkkenet, hvor Frank stod ved vasken og vaskede sine hænder. Hun kiggede på ham, mens hun åbnede og lukkede sit højre øje. Når hun kiggede med begge øjne, var det Frank, som stod ved vasken, når hun kun kiggede med sit magiske øje, var det et krumbøjet pelset væsen, et væsen med flagermusevinger og hale.
”Jeg kan se hvem du virkelig er,” sagde Clare lavt til sig selv. Hun smuttede ud af hoveddøren. I garagen fandt hun en fakkel. Da hun var kravlet i skjul under køkkenvinduet, var det allerede mørkt. På den anden side af ruden kunne hun høre Frank rumstere med tallerknerne i vasken. Dette skulle være hendes øjeblik. Hun tændte faklen og sprang op med lysskæret pegende mod ansigtet. Da Frank så hende komme ud af mørket med et ondskabsfuldt blik, skreg han. Så stivnede han. Hans ansigt fortrak sig i smerte. Han faldt om, så hun ikke kunne se ham, og der hørtes lyden af knust porcelæn.
Clare lo.
Klokken seks kom hendes mor hjem og fandt ham. Clare havde ventet i garagen. Hun havde tørret al make-uppen af med en fedtet klud. Da ambulancen og politiet var kørt, gik hun ind og fandt sin mor, som sad på trappen.
”Hvor har du været?” græd hendes mor og omfavnede hende.
”Hos en ven,” sagde Clare. ”Hvorfor? Hvad er der sket? Hvor er Frank?”
Men hendes mor knugede hende bare tættere ind til sig.
Otte måneder senere kom Tony til middag. Han kiggede på Clare over spisebordet. Da Clare blinkede til ham, blinkede han tilbage. Da hun blev ved at blinke, drejede han hovedet og spurgte: ”Hvad er der galt med hende?”