En ond drøm

Stemmerne kommer langt væk fra. Først lave og utydelige, så højere og mere krævende, insisterende. Jeg bliver irriteret, vil bare sove videre, er ikke klar til at vågne. Men det nytter ikke noget. Jeg bliver revet væk fra søvnens og glemslens blide mørke. Ind i den ubarmhjertige virkelighed.

     “Susanne, kan du høre mig?”

     Manden i den hvide kittel står nærmest og råber mig ind i ansigtet, så hvordan skulle jeg dog kunne undgå det? Jeg fniser lidt, men det bliver kun til en grimasse, jeg har ikke rigtig kontrol over mine muskler endnu. Søvnens greb i mig er stadig for omfattende.

     “Susanne, du bliver nødt til at vågne nu, vi skal tale sammen.”

     Langsomt bliver tingene omkring mig mere tydelige. Jeg ser vi er på et kontor af en slags. Lægen, som råbte mig ind i hovedet, sidder nu bag et skrivebord. Jeg sidder – eller rettere hænger – i en stol overfor ham. Lægen nikker til nogen bag mig, og jeg hører en dør der smække.

     Den midaldrende læge tager sine briller af og gnider sig over næseryggen, hvor brillerne har efterladt to røde mærker. Han misser lidt med øjnene og ser træt ud. Hans hår er hvidt og lidt uredt, selvom resten af ham er yderst nydelig og pertentlig.

     “Susanne, kig på mig. Er du her?”

     Jeg fniser igen ved det åbenlyst dumme spørgsmål. Er jeg måske usynlig? Selvfølgelig er jeg her.

     “Ja, doktor, jeg er her.”

     “Susanne, kan du huske hvorfor du er her? Kan du huske hvad der er sket?”

     Jeg forsøger at tænke tilbage, men når kun langsomt gennem min hukommelses snirklede labyrinter. Så husker jeg. Og sorgen rammer mig som en knytnæve i ansigtet. Lars er død. Jeg gisper.

     Lægen ser på mig med medlidenhed i øjnene. “Nå, du husker. Susanne, jeg er ked af det, men vi bliver nødt til at snakke om det her.”

     Tårerne blænder mig næsten, alt er sløret. Jeg hører hvad lægen siger, men det vil ikke rigtig sive ind. Sorgen fylder alt, både indvendig og udvendig, som en stor ballon inde i min mave, som bare vokser og vokser, indtil den er for stor til at være inde i mig og vokser ud af mig og fylder hele verden. Min krop gennemrystes af grådens krampetrækninger.

     Lægen siger ikke mere, jeg græder videre og får til sidst kontrol over mig selv. Jeg kigger op og møder lægens blik. Han ser væk. På bordet står en pakke med Kleenex. Jeg tager et par stykker og bemærker samtidig billederne på bordet. To små børn, rødhåret dreng og en lyshåret pige, ca. seks-syv år gamle, med armene om hinanden i en skov. De smiler til fotografen. Jeg pudser næse og ser op på lægen. Han rømmer sig.

     “Nå, er du klar? Susanne, vil du ikke med dine egne ord fortælle mig hvad du husker fra den aften, den 5. august 2010?”

     Jeg tænker tilbage. Selvom jeg godt ved hvilken dag lægen taler om, er jeg i tvivl om datoen. Var det nu den 5.? Hvad dag er det egentlig i dag? Jeg kan ikke huske det. Men jeg husker den 5. august.

     Jeg rømmer mig. “Jo, altså. Lars og jeg fejrede, at vi havde boet sammen en måned. Vi havde fået god mad og lidt rødvin. Vi var ved at komme i romantisk stemning, da det pludselig ringede på døren. Jeg gik ud for at lukke op. Det var Lars’ ekskone, Louise, som stod udenfor. Det regnede og hendes hår var vådt. Hun… hun havde en kniv i hånden.” Jeg kan næsten ikke sige mere. Jeg husker og genoplever den angst jeg havde følt den aften. Mine øjne spiler sig op og jeg kan næsten ikke få luft. Lægen må have set det, for pludselig står han ved siden af mig med et glas vand i hånden. Taknemmelig tager jeg imod det og drikker. Det hjælper.

     “Er du klar til at fortsætte, Susanne?”

     Jeg nikker. Så klar som jeg nu kan blive. “Jeg kaldte på Lars. Jeg var bange. Han kom styrtende. Hendes øjne lyste af had. Han forsøgte at værge for sig, men hendes raseri og jalousi gav hende kræfter, så det lykkedes hende…” Igen må jeg stoppe.

     “Hvad lykkedes hende?”

     Lægens ubarmhjertige stemme skærer igennem mine tanker. Kan han ikke bare lade mig være i fred? Jeg kan ikke samle mine tanker. Jeg forsøger at se det jeg ikke ønsker at se. Men jeg må, jeg ved jeg må.

     “Det… det lykkedes hende at stikke kniven i ham. Hun slog ham ihjel.”

     Atter skyller synet af Lars’ lemlæstede krop ind over mig.

     “Hun stak den i brystet på ham. Så trak hun den ud og jog den ind igen. Og igen. Jeg ved ikke hvor mange gange. Til sidst trak hun den ud, og så kiggede hun på mig.”

     “Og hvad havde du så foretaget dig i mellemtiden? Forsøgt at tilkalde hjælp?”

     Irritationen kommer brusende. “Nej, jeg var jo fuldstændig lammet. Jeg kunne ikke bevæge mig. Først da hun kiggede på mig med hævet kniv, blev jeg i stand til at reagere. Vi kæmpede om kniven, men jeg fik den vristet fra hende. Men i kampens hede blev jeg nødt til at forsvare mig, og så fik jeg fat i kniven, og så…”

     Jeg husker igen den voldsomme følelse af kampen om kniven. For mit indre blik gennemlever jeg den igen.

     “Ja, det næste jeg husker, var, at den stak ud af hendes mave.” Jeg stirrer hjælpeløs på lægen, som betragter mig meget intenst.

     “Og det er alt, hvad du husker?” Han stirrer på mig.

     “Ja, det er det hele.”

     “Hvad med tiden før?”

     “Før?”

     “Ja, tiden op til… den ulykkelige hændelse.”

     “Der havde været nogle episoder. Louise ville ikke acceptere, at Lars ville skilles. Hun kom rendende i tide og utide, altid med en eller anden dødssyg undskyldning. Hun ville ikke lade os være i fred.”

     Lægen kigger nu meget opmærksomt på mig. “Aha. Og hvordan var det nu, at dig og Lars mødte hinanden?”

     “Jeg begyndte jo at arbejde for ham, som sekretær, og til en julefrokost, ja, der udviklede det sig så. Vi… vi var… sammen, og så fortsatte det bagefter, som en affære.”

     “Jaså. Og hvor længe varede jeres affære så?” Han stirrer fuldkommen neutralt på mig. Det forvirrer mig. Hvorfor alle de spørgsmål? Lars og Louise er jo begge døde, hvad betød dog vores forhistorie? Men jeg svælger i minderne og fortæller gerne.

     “Den varede ca. otte måneder. Otte lange måneder, hvor vi måtte snige os til at mødes, hjemme hos mig, på rejse i fremmede byer, Paris, London. Og vi ringede tit sammen, når han skulle udenfor for at ryge. Og Lars var god til at skrive breve. Ikke e-mails, som mange ellers skriver i dag, men rigtige breve, som han sendte med posten. Jeg elskede de breve. Jeg læste dem igen og igen, når vi ikke kunne være sammen.” Jeg tænker igen på alle de kærlige ord, fyldt med varme og løfter om en fremtid sammen, kun for ham og mig. Lægens ord river mig brat ud af min drømmeverden.

     “Og efter de otte måneder?”

     “En aften fortalte Lars mig, at han havde bedt sin kone om skilsmisse. Han havde simpelthen bedt hende flytte. Jeg synes, det var lidt hårdt, men da han bad mig flytte ind med det samme, ja, så kunne jeg ikke sige nej. Det er så en måned siden…” Tårerne fosser ud af mine øjne, som en oversvømmet flod.

     “Fortæl mig om jeres rejser.”

     Jeg tænker tilbage. Turen til London, hvor vi shoppede, var i teatret. Jeg husker, hvor vi morede os sammen over Mama Mia. I Paris, hvor vi spiste pragtfulde middage på restauranter, lukkede os inde på hotelværelset i dagevis og bare nød hinanden.

     Alt dette fortæller jeg lægen. Han ser undersøgende på mig. Så lægger han en bunke papirer på bordet foran mig. Jeg genkender straks min elskedes håndskrift. Det er alle hans kærlighedsbreve til mig. Jeg mærker endnu en gang hvordan mine øjne er ved at løbe over deres bredder.

     “Hvad er dette?” Han peger med fingeren på bunken. Jeg har svært ved at se tydeligt og svært ved at tale. Min stemme vil ikke lystre mig.

     “Det… det er alle Lars’ breve til mig. Alle hans kærlighedsbreve.”

     Lægen kigger på mig, længe, med et undersøgende blik.

     “Susanne, der står intet i disse breve. Siderne er fyldt med kruseduller. Der står intet, som giver mening.”

     Der går et øjeblik, før lægens ord siver ind. Langsomt, som en snigende giftgas, giver hans ord mening. Jeg stirrer på ham, føler mig helt tom indeni. Hvad var det han sagde?

     “Hvad – er – det – du – siger?” Jeg har hørt alle ordene, men forstår det ikke. Jeg tager endnu en Kleenex og tørrer øjnene. Så tager jeg bunken med brevene og kigger på dem. Jeg læser højt.

     “Kære elskede Sanne. Hvor jeg dog savner dig. Jeg tæller timerne til vi skal være sammen igen og glæder mig til at vi kan dele vores liv sammen, åbent og i kærlighed…”

     Jeg kigger på lægen. Han rækker ud efter bunken, som jeg tøvende rækker ham. Han tager dem, kigger på bunken, bladrer den igennem, langsomt og omhyggeligt. Jeg rødmer ved tanken om alle de intime detaljer, lægen kan læse sig frem til. Så bliver jeg pludselig indigneret.

     “Hør, hvad er det egentlig, der foregår? Og hvad giver dig i grunden ret til at snage i mine private breve?”

     Lægen ser træt på mig.

     “Susanne, jeg vil virkelig gerne tro på dig og din forklaring, men… der er alt for meget, der ikke stemmer. For det første – der står ingenting på disse sider. For det andet – du boede ikke sammen med Lars, han boede stadig sammen med sin kone, Louise, indtil de begge blev dræbt, og beviserne peger på dig. Så måske du vil være så rar at fortælle mig – hvad er det, der foregår? Jeg har politiet over mig, de vil frygtelig gerne afhøre dig med en sigtets rettigheder, men jeg er først nødt til at overbevise mig selv om, at du er egnet til afhøring, at du ikke er…”

     “At jeg ikke er skør, mener du?” Jeg stirrer rystet på ham. Hvad var det han lige havde sagt? At der var nogen, der troede, jeg havde slået Lars og Louise ihjel? At vi ikke havde boet sammen? “Doktor, det passer simpelthen ikke. Der er noget galt. Prøv nu og læs de breve igen.”

     Lægen kigger kort på mig, så løfter han telefonen og siger et par ord i røret. Øjeblikket efter går døren op, og en stor mand i hvid kittel træder ind. Han kigger kort på mig, og hans blik får mig til at blive nervøs.

     “Simonsen, læs lige de første par linjer af dette her.”

     Lægen rækker et af mine breve frem mod manden, der tavs tager imod. Han kigger på det, så rynker han brynene.

     “Men… der står jo ikke noget?”

     “Tak, Simonsen, du må godt gå.”

     Simonsen trækker på skuldrene, lægger brevet på bordet og går ud, mens hans undrende øjne følger mig, som var jeg et mærkeligt dyr i zoologisk have.

     Lægen ser på mig. “Mener du stadig, at det er kærlighedsbreve fra Lars til dig?”

     Jeg tager bunken med breve, men kan næsten ikke se bogstaverne, så meget ryster mine hænder. Da jeg får tilstrækkelig kontrol over mig selv, så jeg kan læse, kigger jeg på brevene igen. Jeg tager et andet frem og læser højt.

     “Kære, elskede Sanne. Tak for sidst, det var en fantastisk dejlig tur i London, hvor jeg virkelig nød at være sammen med dig. Tænk at vågne op sammen med dig hver dag, som vi gjorde det i de tre dage…”

     Jeg lægger langsomt brevet ned, mens jeg kigger på lægen. Jeg kan ikke se, hvad han tænker. Nu må han da være overbevist.

     “Susanne, der står altså ikke noget i de breve. Ikke et ord.” Jeg læser medlidenhed i hans øjne nu.

     “Men… hvad snakker du om? Jeg kan da læse det lige her, jeg har jo lige læst højt for dig.” Jeg kan selv høre desperationen i min stemme. Og hvad var det han havde sagt om, at jeg var under mistanke for at have dræbt min elskede og hans ekskone? Hvad foregår der? Er det en dårlig spøg? Er der nogen, der forsøger at drive mig til vanvid? Det er da i hvert fald tæt på at lykkes for dem. Jeg mærker pludselig sveden løbe ned af min ryg, og det op for mig, at den ramme lugt, jeg ikke har været bevidst om før nu, kommer fra mig selv.

     “Susanne, jeg vil godt bede dig om at tage en test. En løgnedetektortest. Hvad siger du til det?” Han kiggede på mig.

     Jeg mærker mine hænder ryste. Hvad er det han snakker om? Løgnedetektortest? “Ja, doktor, jeg er klar til at tage en test. Hvis det er det, der skal til, så du tror på mig.”

     Han ringer, en vagt kommer ind. Det er ikke Simonsen, men en noget mindre, og dog stærk og senet mand. Han går tæt ved siden af mig, mens vi bevæger os ud af lokalet, ud i den lange gang.

     Væggene er malet i blide pastelfarver, og der er ingen lysstofrør eller nøgne pærer i loftet, som man ellers kunne forestille sig i et fængsel eller på et sindssygehospital. Men vinduerne sidder højt oppe, og de er meget små.

     Vi går ind af en dør, jeg sætter mig i en stol og bliver tilsluttet apparatet. Så begynder spørgsmålene, først de almindelige, hverdagsagtige, derefter de mere ubehagelige. “Havde du et forhold til Lars?”, “Boede I sammen?”, “Slog du Lars og Louise ihjel?”

     Efter at have besvaret spørgsmålene går vi samme vej tilbage. Lægen sætter sig til at læse papirerne, mens jeg studerer hans kontor. Ingen diplomer på væggene. Pludselig slår tanken ned i mig. Det er slet ikke virkeligt, det her. Det er et komplot, en sammensværgelse, skabt af Louise, for at skille Lars og mig ad. Hun er slet ikke død, tænker jeg, det er alt sammen et spil, et spil for at drive mig til vanvid. Men hvordan? Og hvad med Lars? Der lyder en rømmen, som bringer mig ud af min tankerække.

     “Ja, Susanne, du bestod testen. Så det kan betyde tre ting. Enten taler du sandt eller også hører du til dem, som ikke bliver påvirket og på en måde snyder testen. Eller også er der en tredje mulighed…”

     “Ja?” Jeg kigger på ham i spænding.

     “Den sidste mulighed er, at du har gjort det, men selv tror på, at du ikke har gjort det. I så fald…”

     “I så fald er jeg skør, doktor.”

     “I så fald vil der være tale om en… psykisk forstyrrelse af en art, som vi så må diagnosticere.”

     “Men hvordan afgør vi det?”

     “Ja, se, jeg har et forslag. Hypnose.”

     “Hypnose? Men… det troede jeg ikke var anerkendt.”

     “Nej, det er det sådan set heller ikke, men vi er i gang med nogle forsøg, som… har givet bemærkelsesværdige resultater. Vi har videreudviklet Scopolamin, et sandhedsserum, som vi vil sprøjte i dine årer, og samtidig hypnotisere dig. Det har givet nogle fantastiske resultater. Men det er altså ganske frivilligt.”

     Jeg tænker mig om. Jeg ved, at jeg ikke er skør, og hvis det kan overbevise andre om det samme…

     “Jeg gør det, doktor. Jeg ved, at jeg ikke har gjort det, og hvis det kan hjælpe med at overbevise jer…”

     “Men der er altså visse bivirkninger…”

     “Jeg vil ikke høre om bivirkningerne. Jeg vil i gang. Lad os begynde med det samme.”

     “Men det er min pligt at oplyse dig om disse bivirkninger, så du ved hvad du går ind til.”

     Han remser op, men jeg lytter ikke efter. Lige nu er jeg villig til hvad som helst, der kan opklare det her mysterium for mig.

     Vi rejser os, og jeg bliver igen fulgt ind på et kontor af en slags, men anderledes end det første. Der er en briks herinde, hvor jeg får besked på at lægge mig. Så kommer en sygeplejerske med en sprøjte, efterfulgt af en mand, som må være hypnotisøren. Med øvede hænder giver sygeplejersken mig en indsprøjtning og jeg får besked på at lægge mig ned og slappe af. Så sætter hypnotisøren sig ved siden af mig på briksen, og jeg får et tæppe over mig. Jeg betragter ham. Hans mørke, glatte hår er helt tilbagestrøget. Øjnene er brune og huden olivenfarvet, som om han tilbringer meget tid ude i solen. Han begynder at snakke til mig med blød, dæmpet stemme og fortæller mig, at jeg skal slappe af, og det gør jeg.

     “Og nu, Susanne, vil jeg gerne bede dig gå tilbage i tiden. Jeg vil bede dig gå tilbage til dengang, du var ude og rejse med Lars. Lad os starte med jeres London-tur.”

     Jeg tænker tilbage på vores rejse, tænker på lykkefølelsen og ham og mig sammen. Jeg ser det hele for mig.

     “Så vil jeg godt bede dig tænke på jeres tur i teatret. Hvad var det I så?”

     “Mama Mia.”

     “Og I sad ved siden af hinanden?”

     “Ja.”

     “Sad han til højre eller venstre for dig?”

     “Til højre.”

     “Godt. Så vil jeg godt have dig til at kigge grundigt på sædet til venstre for dig. Hvem sidder der?”

     “Der sidder en kvinde. Hun har en lang, mørkeblå kjole på og kort lyst hår.”

     “Fint. Og til højre for dig?”
     “Der sidder en midaldrende mand. Han har overskæg og han er kraftig…” Pludselig indser jeg, at det ikke er Lars jeg beskriver. Det er en fremmed mand. Men… det var jo Lars, som sad der. Hvor er han dog blevet af?

     “Susanne, jeg vil godt bede dig kigge et par rækker længere frem. Ser du nogen du genkender?”

     Jeg kigger længere frem i teatret. Pludselig får jeg øje på Lars og hans kone et par rækker længere fremme. De sidder tæt sammen. Jeg mærker koldsveden springe frem.

     “De… de sidder et par rækker længere fremme i salen. Men hvordan kan det passe?”

     “Hvem, Susanne? Hvem sidder et par rækker længere fremme?”

     “Lars og hans kone. Hvad… hvad sker der for mig? Hvad har I sprøjtet ind i mig? Hvorfor sker det her?”

     “Susanne, slap af og tag det roligt. Træk vejret dybt ind og forsvind fra teatret.”

     Jeg trækker vejret dybt, som hypnotisøren siger, og ser hvordan teatret langsomt forsvinder omkring mig i en tåge. Jeg fniser lidt. Det føles mærkeligt. “Og hvad så nu? Hvor skal jeg nu svæve hen?”

     “Så skal du svæve til Paris, til jeres besøg der. Kan du huske en af de gange, I var ude og spise? Tænk på situationen ved bordet. Beskriv den for mig.”

     “Det er en meget romantisk situation. Vi sidder over for hinanden og snakker om vores fremtidsplaner. At han snart skal skilles…”

     “Fint, Susanne, hvad farve er hans skjorte?”

     Jeg kigger på skjorten. Forbavset ser jeg, hvordan Lars pludselig er væk og pladsen foran mig er tom. Jeg mærker tårerne i mine øjne og mit hjerte begynder at slå hurtigere. Hvad er det her? Hvad er det der sker?

     “Han er væk! Lars er forsvundet! Hvad er det I gør med mine minder?”

     “Rolig, Susanne. Slap af. Prøv og kig dig rundt i restauranten og se om der er nogen du kender.”

     Jeg ser mig omkring, spejder rundt i restauranten. Et par borde længere væk sidder Lars med sin kone. De taler sammen. Min hals snører sig sammen. “Hvad er det, der sker? Hvorfor forsvinder alle mine minder?”

     “Slap af nu og forsvind fra restauranten. Vi skal nok forklare dig det hele om et øjeblik. Nu kan du åbne øjnene og sætte dig op. Der er lige en sidste ting…”

     Jeg sætter mig op og kigger rundt. Lægen ser bekymret på mig. “Hvordan går det?”

     “Ikke så godt, jeg forstår ikke hvad det er, der foregår. ”

     “Prøv lige at se på det her.”

     Lægen rækker en bunke papirer hen mod mig. Jeg kigger på siderne. Der er tegnet en masse ubehjælpsomme kruseduller på siderne. Jeg vender og drejer papirerne, prøver at få dem til at give mening. Jeg giver op og kigger på lægen, som ser meget intenst på mig.

     “Hvad ser du, når du kigger på papirerne?”

     “Er det sådan en slags Rorschach-test eller sådan noget? Jeg kan ikke se hvad det skal forestille.”

     Jeg kigger spørgende på lægen, der pludselig ser meget afslappet ud og endda smiler til mig. Jeg fatter ingenting.

     “Susanne, det du kigger på, er dine breve fra Lars.”

     Han betragter mig et øjeblik, mens hans ord langsomt siver ind. Men jeg forstår ikke hvad han mener.

     “Mine breve? Men… det giver jo ingen mening. Der står jo ingenting på de sider.”

     “Nej, netop. Det er jo det, vi har forsøgt at fortælle dig hele tiden. Du er meget syg, Susanne.” Han kigger alvorligt på mig igen. “Du har forestillet dig det hele, det var alt sammen i din fantasi. Dit forhold til Lars, hans skilsmisse, at du flyttede ind hos ham…”

     “Nej,” hvisker jeg. “Nej, det kan ikke passe. Jeg kan jo huske det hele. Alle de ting vi foretog os.”

     “Alle de ting du bilder dig ind, at I foretog jer. Intet af det passer. Vi har forsket meget i din form for sygdom på det sidste.” Han læner sig tilbage i stolen og ser med ét meget professoragtig ud. “Du har levet i en form for drømmeverden, en illusion. Kombinationen af hypnose og sandhedsserum har i ét hug flået gardinerne fra dine øjne. Og det har været yderst effektivt, kan jeg se. Kort fortalt går det ud på, at når man lever i en drømmeverden, som du har gjort, og bilder sig alt muligt ind, man har foretaget sig sammen, ja så forestiller man sig ikke alle de små detaljer, som for eksempel farven på den deltagende persons slips eller ordret hvad der blev sagt, man husker kun de store, generelle ting, at man var i teatret eller ude at spise. Ved at gå ind direkte og spørge på dette, kan man så at sige ophæve den illusion. Nu har vi så bare den ultimative test tilbage. Nu vil jeg bede dig slappe af og tænke tilbage på aftenen den 5. august. Hvor er du henne, og hvad sker der?”

     Jeg lægger mig forvirret ned og tænker tilbage. Ordene lægen har sagt ligger et sted i min bevidsthed, men de har ikke rigtig lagret sig endnu. Jeg ved hvad det er for en aften, han mener, den aften jeg ikke ønsker at tænke tilbage på, som jeg har skubbet ud af mit sind så længe. Men nu er tiden kommet, jeg må huske.

     “Jeg … jeg står udenfor huset. Det regner, og jeg har ikke regntøj på. Jeg er helt gennemblødt. Jeg kigger ind ad vinduet. Jeg ser Lars og Louise, de sidder tæt sammen på gulvet foran pejsen. De drikker rødvin. Så går jeg om til hoveddøren og ringer på. Der går lidt tid. Så bliver døren åbnet. Det er Louise. Hun kigger på mig et øjeblik, så ser jeg hendes øjne udspile sig. Hun kigger ned, og jeg følger hendes blik. Det går op for mig, at jeg har en stor kniv i hånden. Hun forsøger at træde tilbage og lukke døren, men jeg er hurtigere end hende. Hurtigt får jeg stukket min fod i døren, så hun ikke kan lukke den, og træder indenfor. Hun kalder på Lars, som kommer løbende. Jeg løfter kniven…” Mit blik bliver sløret, jeg kan ikke se mere.

     “Og hvad skete der så?” Lægens stemme skærer som en kniv gennem mine tanker. Som i en drøm ser jeg hvordan jeg løfter kniven og jager den først i Lars, derefter i Louise, men jeg kan ikke få ordene over mine læber. “Susanne, du bliver nødt til at fortælle os det, vi må vide hvad der virkelig skete.”

     Men jeg kan ikke. Jeg kan ikke få mig selv til at se det, se sandheden. Jeg rejser mig op med et sæt, med tårerne løbende ned af kinderne. Var det virkelig mig? Havde jeg virkelig gjort alt det, som de ville bilde mig ind? Desperat tager jeg fat i papirerne, som lægen har lagt fra sig på bordet ved siden af briksen. Mine øjne er slørede af tårer, men jeg kigger og kigger på siderne med kruseduller. Og så sker miraklet. Pludselig forvandler stregerne sig igen til mine breve, og jeg kan læse alt hvad min elskede Lars har skrevet til mig. Jeg løfter bunken med papirer mod loftet og ler højt i triumf. De troede, at de kunne overliste mig, at de kunne få mig, men jeg vandt, jeg vandt…

     Pludselig går døren op, og et par store stærke mænd kommer ind, fulgt af lægen, som undersøgte mig første gang. De griber fat i mig, tager mig i armene og vrister mine breve ud af hænderne på mig. Så tvinger de mig ned på briksen, og lægen trækker en sprøjte op, som han stikker i min arm. Jeg mærker en summende fornemmelse i kroppen, som langsomt slapper mere og mere af. Jeg ser de to læger stirre bekymret på mig, mens de snakker om “tilbagefald “og “uegnet til straf”. Det bliver sort omkring mig.

    
“Susanne, er du der?”

     Jeg er døsig, men vågner langsomt op. Igen sidder jeg i en stol, overfor mig står et skrivebord. Lægen, som sidder bagved skrivebordet, er en anden end ham fra sidst. Han er meget yngre og meget tiltrækkende. Mens han snakker, betragter jeg ham. Jeg ser vielsesringen på hans finger.

     “Susanne, prøv lige at fokuser på mig en gang. Ved du hvorfor du er her? Du er anklaget for at have dræbt din tidligere chef, Lars Holm, og hans kone, Louise Holm. Du har været under psykologisk udredning, og der blev du fundet uegnet til straf på grund af en lægelig diagnose, skizofreni. Man forsøgte at kurere dig via en meget uortodoks eksperimentel metode, men uden held. Du er derfor blevet dømt til at skulle være her indtil videre, ja, altså, indtil man finder dig rask nok til at kunne komme ud i samfundet igen.”

     Han ser bekymret på mig med sine varme grå øjne. I det øjeblik ved jeg, at han vil have mig. Jeg ved, at det kun er et spørgsmål om tid, før han bliver min, som Lars blev det. Jeg smiler til ham.

     “Jamen, så skal jeg vel i en eller anden form for behandling, når jeg er syg. Skal vi se at komme i gang?”

Dette indlæg blev udgivet i Gysernoveller. Bogmærk permalinket.

6 Responses to En ond drøm

  1. Anne skriver:

    Sikke en god novelle 😀 helt klart fem stjerner fra mig 😀

  2. He he… Fed slutning..! Det er sq en god og velskrevet historie du har gjort dér.

    Hilsen
    Pierre

  3. R. Kier skriver:

    Ja! Sådan skal det være. God historie, som ender hvor dramaet begynder…Og det er som titlen siger….en ond drøm.
    Fremragende personskildringer!
    Rykker videre og læser den næste!

  4. Camilla skriver:

    Utroligt godt skrevet. Velformuleret og fantastiske billeder man danner sig. Du kan være stolt af dig selv. Jeg levede mig virkelig ind i historien. Og slutningen..? Hun er helt klar til at gå i krig med ham :p

  5. Luna skriver:

    Sjov og god slutning ! Super god novelle !!!

  6. Luna skriver:

    SUPER FED NOVELLE ! Elsker slutningen =-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *