“Moar, kom nu, det begynder lige om lidt!”
Maria smilede. De der utålmodige unger… Hun tjekkede lige om hun havde det hele – kaffekopper i den ene hånd, termokande i den anden, popcorn i den tredje og et par sodavand i den fjerde. Jo, alt var der.
‘Godt man ikke måtte nøjes med to hænder, ligesom dem på Jorden – hvordan kan de dog det?’, tænkte hun.
Hun skyndte sig ind til familien, fik fordelt kopper, sodavand og popcorn, og satte sig ved siden af sønnen i sofaen.
“Hvad var det nu vi skulle stemme om denne gang?”, spurgte hun, imens hun hældte kaffe i kopperne til hende og Peter.
Datteren Sasha kiggede overbærende på hende, men Peter svarede:
“Det var i det der lille land, Danmark, du ved… Dem med Grønland og Donald Trump. De skulle holde folketingsvalg, og så skulle vi stemme om, om de skulle gå i en mere rød retning, en mere grøn retning eller en mere blå retning, hvor der så ville være risiko for, at landet ville bevæge sig mere over i en racistisk retning.” Han tog imod koppen fra Maria og pustede på kaffen.
“Ahh ja, men jeg forstår bare ikke, hvorfor de skulle vælge et racistisk parti. Altså – race – er det ikke samme race, alle sammen? Er det ikke mennesker?”
“Mor, du er så naiv”. Sasha himlede med øjnene. “Ved du overhovedet hvad der foregår? Det handler ikke om race, det handler om HAD og diskrimination, og selvom man har en anden religion, så er de altså også bare mennesker, de har liv, følelser, børn, arbejde – fuldstændig som os! De bløder, de dør…” Sasha åbnede en dåse sodavand med dramatiske fagter.
“Så”, kom det vredt fra Peter. “Jeg vil ikke have den tale foran din lillebror, du skræmmer jo livet af ham!”
“Men mor, det er da ikke rigtigt, vel?”, kom det klynkende fra Casper.
“Nej, min dreng, selvfølgelig er det da ikke det!”, kom det fra Peter, mens han kiggede bestemt på sin datter.
“Schyy, nu starter det”. Maria tog skålen med popcorn over i sofaen mellem hende og Casper
“Og det var så mit udgangssignal”, hvæsede Sasha, mens hun gik strækmarch ud af stuen og smækkede med døren.
“Og vi stiller om til studiet, hvor vores to værter, Amanda og Victor, sidder klar – velkommen til endnu en episode af “Jordens Skæbne – valg og fravalg!”
“Nå, Amanda, vi må jo erkende, at der ikke har været så mange stemmer i denne uge, som der plejer at være”. Victor kiggede på kameraet med et stort smil.
“Ja, ideen med at bruge et land som Danmark til at være centrum for afstemningen, var måske ikke den mest oplagte, men nu har vi prøvet det af. Og vi må sige, at vi er noget overraskede over jeres valg. Eller skal vi måske sige Folketingsvalg. Ja, det var en joke.”
Dåselatter brød ud fra det store TV, og Victor kiggede hengivent på hende med et stort smil, mens han rettede lidt på håret.
“Men før vi afslører noget, Amanda, skal vi lige snakke om hvad der skete sidste uge. Vi har jo fået en del henvendelser fra jer, og en del af jer var bekymrede over hvad der sker, når man lader et land som USA gå ind i Iran. Ja, altså, om det kan betyde tredje verdenskrig?” Victor rømmede sig lidt og så med alvorlige øjne mod kameraet
Amanda fortsatte: “Og til det må vi bare sige: Ja, det kan det. Altså, vi kan jo på ingen måde være ansvarlige for hvad vi sætter i gang på jorden. Vi kaster en snebold i en bestemt retning – en retning som I vælger – og hvad der så sker, hvilke konsekvenser det får, ja, det er jo ikke vores skyld, det kan vi ikke forudse, vel Victor?”
“Vi har også fået en del henvendelser fra folk, som spørger, om der kom nogen undermennesker til skade. Vi må ærligt svare: Det ved vi faktisk ikke, det har vi ikke undersøgt, men det gjorde der nok. Og inden I sidder der og får dårlig samvittighed over jeres valg eller bliver vrede over andres, så husk: Det er trods alt kun undermennesker, de er jo ikke ligesom os, eller kan overhovedet sammenlignes med os.”
“Ja, bare fordi vi trækker lidt i trådene, kan vi jo ikke gøres ansvarlige for den enkeltes handlinger.” Amanda kiggede ned på sine hænder.
“Men lad os se lidt mere på valget i Danmark – eller jeres valg – hvilke tendenser kan vi se?”, sagde Victor med et stort smil. “Amanda, vil du fortælle lidt om det?”
“Ja, selvfølgelig, Victor. Altså den siddende regering gik jo stort tilbage. Sådan er det jo ofte. Det er som regel svært at bevare sin popularitet, når man må tage konsekvensen af den politik man fører. Men hvis vi kigger lidt mere ned i detaljen, kan vi se en større fremgang til…”
Pludselig væltede kameraet, og det eneste man så, var Amandas fødder. Der blev tumult inde i studiet samt flere råb.
Der lød et skud.
“Vi er Konsekvensen – og vi overtager studiet nu.”
Skærmen blev sort, og fra TV’et lød det:
“Vi holder en kort reklamepause, inden vi vender tilbage”
“Mor… – hvad sker der?” Caspers stemme var lille og bange, og hans store øjne kiggede på Maria.
“Det var nok bare for sjov”, forsøgte hun stille, men han afbrød:
“Nej, mor, der var jo skud! Er der nogen, som er døde?”
Maria kiggede hjælpeløst på sin mand, som bare sad og stirrede ind i skærmen med tomme øjne. “Det er bare TV”, kom det fra ham.
‘Ja, typisk’, tænkte hun, ‘ham får jeg ikke noget hjælp fra’.
“Nej, min skat, det tror jeg ikke”, svarede hun sin søn, mens hun forsøgte at smile til ham.
“Men du ved det jo ikke, vel mor? Hvem stemte du for resten selv på?”
“Øhh… jeg stemte på de røde. Jeg synes det er så pænt med træer, havene, dyrene og den slags, så jeg synes Jorden skal holde fast i det. Hvad stemte du, Peter?”
Hun kiggede bedende over på sin mand, der for en gangs skyld forstod, at han var nødt til at handle.
“Jeg… jeg stemte på de blå partier. Jeg synes det der religion er noget fjollet noget, så det må de godt afskaffe for min skyld.”
“Men far, er de ikke også mennesker, som elsker deres børn og som vil have et fredeligt liv?”
Maria blev rørt over den uskyldige klang i hans stemme, og inden Peter kunne finde på noget at svare, pegede han på skærmen:
“Så, øh, nu er det vist tilbage”.
‘Ja, reddet af gongongen, tænkte Maria’, mens hun et øjeblik overvejede om hun skulle sende drengen tilbage til sit værelse, men besluttede sig for, at hun bedre ville kunne trøste og berolige ham, hvis han sad ved siden af hende – og så kunne hun også holde ham for øjnene, om nødvendigt.
“Kom herover og sid ved siden af mig, skat”
Casper smuttede hurtigt over ved siden af sin mor og pressede sig ind til hende.
“Ja, så er vi tilbage”, lød det fra Amanda, som forsøgte at smile, mens hun blinkede med øjnene og kiggede over på Victor, der sad og stirrede ned i gulvet.
“Zoom ud”, lød en hård stemme.
“Vi…vi fortsætter programmet”
Kameraet zoomede langsomt ud, og man kunne nu se to personer i sort med elefanthuer med hver sin maskinpistol rettet direkte mod dem.
“Vi har lavet en aftale med tv-stationen. Vi får lov at fortsætte her i studiet – og vi dræber ikke nogen herinde. Så bliv endelig siddende, I bliver ikke snydt for jeres ugentlige afstemning, bare rolig. Men nu har I leget Gud med en anden planets indbyggere i lang tid. I stemmer. De dør. Nu er det tid til Konsekvensen. Nu skal I se hvad de valg I træffer har af konsekvenser for andre.”
“Men… men det er jo bare en leg”, kvækkede Victor, “det er jo bare undermennesker”.
“Bare undermennesker, siger du? Og de har ikke nogen følelser, mener du?” kom det hårdt fra den anden elefanthue, en kvindestemme. “Men så lad os give jer noget rigtigt at stemme om – nogle rigtige mennesker!”. Hun kiggede direkte ind i kameraet: “Stil om til de to.”
Et todelt lærred fyldte det meste af skærmen, men man kunne stadig se de to værter og elefanthuerne i højre side.
På den ene halvdel af lærredet kunne man se ind i en stue, hvor en ældre dame sad i en sofa, og smilede forvirret og forsigtigt ind i kameraet. Hun drejede hovedet og sagde noget, man ikke kunne høre, til den maskerede person, som stod ved siden af hende og pegede på hende med en maskinpistol. Damen kiggede igen ind i skærmen med skræmte øjne, mens hun knugede sine rystende hænder i skødet.
På den anden halvdel af skærmen var vi inde i køkkenet hos en yngre kvinde, som sad på en stol, mens hun beskyttende holdt den ene hånd på sin mave. Hun så trodsigt direkte ind i kameraet, mens hendes underlæbe bævede. Ved siden af hendes stol stod en maskeklædt person og pegede på hende med sit våben.
De to værter udstød begge et gisp, og Amanda tog et hårdt greb i Victors arm.
“Sikken I reagerer”, kom det hånligt fra den kvindelige elefanthue, “nogen I genkender? Ikke bare nogle tilfældige ‘undermennesker’?”
“Min… min mor”, stammede Amanda.
“Og det er min søster”, næsten jamrede Victor.
“Så er det på tide med dagens afstemning,” sagde den maskerede mand. “En af dem dør. I vælger – Amandas mor eller Victors søster. Hvem skal overleve – hende, som har levet et langt, liv. Eller hende, som er ved at skabe et nyt? I bestemmer…”
Maria tog hurtigt fat i Caspers hoved og trykkede det ind mod sin skulder.
“Mor”, kom det grådkvalt fra ham, “det sker ikke rigtigt, vel? Det… det er bare en leg, ikke?”
Maria kiggede kort over på Peter, som slugte det der skete på skærmen.
“Jeg… jeg ved det ikke, min skat, jeg ved det ikke.”
Tankerne kørte rundt i hendes hoved. Hvad var det, som skete – og hvad skulle hun fortælle sin søn?
Pludselig blev døren smækket op, og deres rebelske teenagedatter marcherede ind i stuen med lange, hårde skridt.
“Så kan de lære det, de møgdyr”, hvæsede hun.
“Sasha”, sagde Maria, mens hun prøvede at få sin stemme til at holde op med at skælve, “jeg troede slet ikke du så det her program”
“Nej, men det gør Emma, og hun ringede til mig for at fortælle mig hvad der sker. Sgu godt, at der endelig kommer noget konsekvens ud af det her syge spil. Eller hvad tænker du, far?” Hun rystede på hovedet og rullede med øjnene, mens et suk undslap hendes læber.
“Hvad?” Farens stemme lød som om han var langt væk. “Jamen, jeg… øh, jeg tænker, at vi skal stemme på den gamle dame. Altså, at det er hende, som… at det er den gravide, som skal overleve.”
Sasha kiggede på ham, som om han var faldet ned fra månen. “Det sagde du bare ikke, far – det kan du da ikke mene? Du har da ikke tænkt dig at gå ind på deres præmisser?”
“Hvad hvis ingen stemmer?”, sagde Maria håbefuldt, “så kan de da ikke slå nogen ihjel, vel?”
“Åh, mor, hvad for en planet kommer du fra? Så finder de da bare på noget andet. Eller slår dem begge to ihjel. Og kig på skærmen – du kan jo se, hvordan stemmerne strømmer ind….”
Maria kiggede på skærmen, med optælling over hver af de to kvinders hoveder. Det var tydeligt, at gamle mødre ikke var i lige så høj kurs som kommende mødre, tænkte hun.
“Far, hvorfor sidder du med afstemningsappen på din telefon? Har du seriøst tænkt dig at stemme?
Der gik et jag igennem Peter: “Jeg… jeg, jeg… det ved jeg ikke rigtigt, men altså, alle andre gør det jo, kan du se”
“Okay, så hvis alle andre hoppede i havnen eller tog en tur til Jorden ville du gøre det samme?”
Maria kiggede ned på Casper, som gemte sit ansigt i en pude, mens han holdt sig for ørerne.
“Såh, min skat, du skal ikke være bange, det er ikke virkeligt…”, hviskede hun til ham.
“IKKE virkeligt?”, kom det fra Sasha, “hvordan kan du sige det?” Hun rullede med øjnene, mens hun tog nogle popcorn.
“Fordi, Sasha, han er kun 9, han er din lillebror og han er bange!”. Pludselig havde Maria fået nok. Nok af afstemninger, nok af frygt, nok af Jorden og dens problemer – og nok af sin mand, der bare sad med sin telefon, mens han søbede kaffe i sig.
“Peter, hvad er det præcis du sidder og laver? Er du sikker på, at det er det rigtige at lære drengen? At vi bare skal følge med strømmen, uanset hvilken vej den går? Uden at tænke selv?”
Peter kiggede ned, mens han rystede forsigtigt på hovedet, “men du kan jo godt se, at…” Han pegede hjælpeløst hen på skærmen, hvor det pludselig lød:
“Og så er der 5 minutter tilbage af afstemningen, skynd jer at få stemt. For at øge spændingen har vi i dag tilføjet en ekstra gimmick. Det ser desværre ikke så godt ud for din mor, Amanda, jeg er bange for, at hun har trukket nitten den her gang. Men du får nu chancen for at flytte nogle stemmer. Du får nu et minut til at fortælle os alle sammen hvorfor det er din mor, som skal leve og ikke Victors søster. Fortæl seerne lidt om din mor, Amanda, hvad hedder hun?”
“Hun… hun hedder Hanne, og hun er min mor. Hun er alt jeg har” Amanda brød ud i store hulk igen.
“Så, Amanda, nu må du tage dig sammen, det der kommer ikke til at redde din mor. Tik-tok, tiden går. Fortæl os noget mere, hvorfor skal vi lade din mor leve?”
“Fordi hun er den eneste jeg har tilbage. Hende og min far blev skilt, da jeg var lille. Min far flyttede til en anden by, fik en anden familie…”
“Buhu, ja det var synd, at du ikke mere var Fars pige, lille Amanda-skat. Du har 30 sekunder tilbage. Du kan også sige noget til hende, hun kan godt høre dig”
Amanda kiggede på skærmen, hvor hendes mor stirrede direkte på hende. Tårer løb ned ad den ældre kvindes kinder.
“Mor, jeg elsker dig. Jeg er så ked af alt det her” hun slog hjælpeløs ud med armene. “Jeg skulle aldrig have taget det her lortejob, så havde vi ikke stået her i dag. Du sagde jo, at det var et dårligt program, og det vidste jeg også godt. Det var bare… det var bare…” Hun brød hulkende sammen.
“Hmm, ja, det var så som så med veltalenheden her. Men skynd jer at stemme, alle sammen, I kan stadig nå at redde Amandas mor, og så er det måske Victors søster, som desværre må dø denne her gang. Hvad siger tallene?” Skikkelsen vendte sig om “Jo jo, Amanda, jeg kan se, at dine tårer alligevel har ramt nogen, nu flytter tallene sig. Det er da godt, at der er nogle af jeres seere, som stadig kan bevæges.”
Amanda sad og hulkede med ansigtet skjult i sine hænder og hovedet foroverbøjet. Victor stirrede lige ud i luften med et dødt blik.
“Så, min skat, du skal ikke græde”, snøftede Maria, mens hun forsøgte at trøste sin hulkende søn.
“Han burde jo slet ikke se det her”, hvæsede Sasha. “Hvorfor slukker I ikke for det.”
“Vi er da nødt til at følge med i hvad der sker” Peter stirrede på skærmen som haren der er fanget i billygternes skær, ude af stand til at flytte sig.
“Og så er det din tur, Victor, kan vi få en salgstale for din søster?”
Victor stirrede frem for sig: “Min søster”, begyndte han. Stemmen knækkede over “Min søster…” Hans øjne blev blanke.
“Så, lille Victor-mand, du har ikke så meget tid tilbage, hvis du skal nå at redde din søster. Se, Amandas mor har næsten taget føringen”. Maskinpistolens munding blev rettet over mod tallene på skærmen som en pegepind, hvor Amandas mor ganske rigtigt var kommet meget tæt på Victors søster. “Og husk når I stemmer – der er konsekvenser. Når I vælger Amandas mor, betyder det samtidig, at Victors søster dør – og omvendt, selvfølgelig”
“Min søster har altid været meget vigtig for mig”, kom det tonløst fra Victor. “Hun har altid beskyttet mig mod de drenge i skolen, som drillede mig, da jeg var lille. Hun venter sig, en lille pige, som skal komme til verden her inden for kort tid. Hendes søn på tre glæder sig til at få en lillesøster.”
Maria kunne ikke bære det. Kunne ikke holde ud at kigge på det, men heller ikke gå væk. Casper havde nægtet at forlade stuen, da hun forsigtigt havde foreslået ham det. Han havde blot siddet med tårerne ned ad kinderne, munden knebet tæt sammen og rystet på hovedet. Hun havde hentet hans legetøjskanin Ninus fra da han var mindre. Det var flere år siden han ville have noget med den at gøre. Nu sad han og knugede den i sine arme.
“Nå, Victor – tror du det var nok til at redde din søster?”
“Jeg kan ikke mere!” kom det fra Victor. “Jeg kan ikke mere. Skyd mig! Skyd mig i stedet for. Jeg er alligevel ingenting. Ingenting! Jeg vil ikke blive savnet. Virkelig! Bare spørg mine ekskærester. Jeg er selvoptaget og egoistisk. Men… men min søster, derimod, hun er en engel. Hun har snart to børn, som begge to har brug for deres mor. Tag mig i stedet for. Skyd mig!” Han flåede sin skjorte op og gik med udstrakte arme hen imod den maskeklædte, som lynhurtigt pegede sit våben over mod Victors blottede brystkasse.”
“Wow, wow, wow, lille mand. Det er OS, der bestemmer her. Vi har valgt at din søster eller Amandas mor skal dø i dag, du kan ikke bar komme her og lave om på vores regler. Og vis lidt respekt for alle de mennesker, som har stemt derude, ikke? Det var jo ikke dig, der blev stemt om.”
Sasha bed negle foran TVet. “Og jeg synes ellers han var så dum. Nu bliver han jo nærmest – menneskelig”
“Nå, venner, så er det ved at være tid til nedtælling. Er I klar, Amanda og Victor? Sidste stemmer nu. Ti. Ni. Otte.”
Amandas læber bevægede sig, som om hun talte med. Victor var gået tilbage til at stirre ud i luften.
“…Syv. Seks. Fem. Fire. Tre. To. En. Vi lukker for afstemningen. Og hvem er nu den heldige vinder? Og den uheldige taber?” Han vendte sig om og kiggede op på skærmen. “Åh, det var synd, Amanda, det var desværre din mor. Inden vi eksekverer, vil vi lige komme med lidt mere informationer om Hanne. Ser I, ikke alene klarede hun sig igennem en hård skilsmisse fra Amandas far, hun sørgede også for sin søn, Amandas storebror, der som psykisk syg blev indlagt på et hospital. Jeg tror ikke engang, du vidste, at du havde en storebror, gjorde du, Amanda? Det var vist før du blev født. Men denne kvinde er desuden frivillig hjælper i et suppekøkken, hvor hun deler mad ud til de fattige. Victors søster, aftenens vinder, har også haft en spændende fortid. Hun var i sine yngre dage med i en fraktion, en fraktion, som lavede aktivisme. Husker I bombningen af rådhuset i vores hovedstad, hvor to af forbryderne aldrig blev fundet? Lad mig præsentere jer for en af dem: Josefine, også kendt som Victors søster!”
Maria gispede. Hvad var det der, foregik?
“Men folket har talt, afsagt sin dom.” Han nikkede op til lærred, hvor Amandas mor sad og græd hjerteskærende.
“Jeg elsker dig, min skat,” råbte hun. “Husk det – og det var ikke din skyld”.
Der lød et skud. Det rykkede i maskinpistolen. Den ældre dame spjættede i sin stol, så faldt hendes hoved forover.
Fra studiet hørtes Amandas hjerteskærende skrig. Skærmen gik i sort.
Maria sad helt stille med åben mund og tårerne løbende ned ad kinderne, mens Casper hulkede i hendes skød. Peter stirrede apatisk på skærmen, mens han rørte rundt i sin kolde kaffe. Sasha så ned i skødet, mens hun rystede stille på hovedet.
“Nå, min skat, du skal vist i seng nu. Vil du sove inde hos os i nat?”
Casper nikkede.
Pressemeddelelse
Som tv-station skal vi på det dybeste beklage det ubehag, gårsdagens optrin i vores yderst populære program, “Jordens Skæbne – valg og fravalg”, har forårsaget – ikke mindst for de pårørende til de implicerede. Vi kan oplyse, at vi har pågrebet alle de implicerede, som nu kan se frem til lange fængselsstraffe. Vores dybeste medfølelse går ud til vores vært, Amanda, og hendes familie.
På baggrund af det skete og programmets store popularitet, har vi derfor besluttet at programmet fortsætter, dog i et lidt anderledes format, med nye værter og meget bedre sikkerhed.
Vi glæder os til at se jer på fredag igen.
“Moar, det starter nu”.
Maria tog kopper, kaffekande, popcorn og sodavand i hænderne og gik ind i stuen.
Hun hældte en kop kaffe op til sin mand. “Peter, er du sikker på, at du ikke vil se tegnefilm sammen med os andre herinde?”
“Mor, lad ham nu bare være. Han elsker det jo. Lad ham bare gå ind i soveværelset og se sit lille fascist-program alene, så hygger vi.”
Peter kiggede skarpt på sin datter, men sagde ikke noget. Han tog kaffekoppen, hældte sukker i og gik ud af stuen. “Vi ses, min skat”. Han kyssede Maria på kinden. Hun kiggede efter ham.
“Og så stiller vi om til denne uges episode af “Jordens Skæbne – valg og fravalg”. Den unge mand med det blonde hår så smilende ind i kameraet. “Jeg hedder Andreas, og jeg er jeres nye vært.”
“Ja, og jeg hedder Victoria”, smilede den mørkhårede kvinde ved hans side. “Vi skal selvfølgelig beklage, at sidste uges udsendelse endte i … – ja, kaos, så vi faktisk ikke nåede det vi skulle, nemlig se på det danske folketingsvalg. Så det skal vi snakke lidt om i dag. Det er jo heller ikke fordi vi fik sat en ny afstemning i gang i sidste uge, vel Andreas?” Hun lo lidt nervøst.
“Nej, det ville vist også have været lidt… ufølsomt. Så i dag skal vi gå lidt mere i dybden med valget. Som I kan se på væggen her bag mig, skete der kort fortalt det, at de røde gik tilbage og de blå gik frem. Altså når folk stemmer blåt, så hænger det jo tit sammen med frygt. Frygt for fremtiden, frygt for dem der er anderledes, både med hensyn til hudfarve, religion og sådan noget, så dem ønsker man ikke at lukke ind i sit land. Medmindre, selvfølgelig, man har brug for deres arbejdskraft, så er der nok nogle, som godt vil have dem.”
“Ja, og det kan jo både være fordi de har en uddannelse, man mangler specialister i – eller fordi de tager nogle jobs, som ingen andre vil have. Og det er jo også godt, den slags arbejde skal jo også udføres”. Andreas smilede stort. “Og så er det jo godt, at man sådan kan hjælpe hinanden.”
“Men der er selvfølgelig også noget alvor omkring det hele”. Victoria så alvorligt ind i kameraet. “For det er jo ikke bare sjov og ballade, det hele. Det er jo en tendens, vi ser over hele Europa i disse år. Og selvfølgelig i USA også, men de er i en liga for sig selv, dem holder vi lige ude her.”
Andreas nikkede ivrigt. “Ja, Victoria, du har ret. Og selvom det selvfølgelig giver os nogle spændende afstemninger her hos os, så er det jo alvorligt nok for dem på Jorden. Altså det er jo dem, der ligesom gennemlever det her, mener jeg. De er jo også en slags mennesker”.
“Men jeg undrer mig bare over, at de ikke rigtigt har lært noget af alt det her – var det ikke også sådan Anden Verdenskrig blev startet, med de samme tendenser? Og det er jo kun 100 år siden – glemmer de det bare så hurtigt?”
“Du har ret igen, Victoria”. Andreas så beundrende på hende. “Din viden om politik og historie er virkelig stor. Men ja, man kan undre sig over, at folk glemmer så hurtigt. Men det øger selvfølgelig spændingen her hos os, når vi skal finde på noget at stemme om”.
“Men nu er det nok med al den snak om politik – lad os tale lidt om den nye afstemning, vi skal have i dag”. Hun klappede i hænderne. “Det bliver nemlig SÅ spændende! Vi har nemlig kigget lidt på jeres seneste afstemninger, og opdaget en lidt trist tendens”.
“Ja, vi synes jo, at I har været lidt hårde ved Jorden de seneste afstemninger, med en del krig og ufred, så i dag bliver valget lidt mere… ultimativt, end det plejer at være. Måske er I blevet trætte af planeten og synes de gør alt for mange dumme ting. Men fakta er, at et meteor rammer Jorden inden for de næste par måneder. Det sker. Det kan vi ikke lave om på”.
Victoria kiggede med store øjne på Andreas. “MEN det vi KAN gøre, er at påvirke HVOR det falder ned. Skal det falde ned i Bangladesh, hvor det vil påvirke de 10 % fattigste – eller skal det falde ned i Atlanterhavet, hvor det vil udløse tsunamier, som vil udslette 90 % af verdens befolkning som helhed, så de mere eller mindre må starte forfra? Andreas, hvad tænker du?”
“Ja, Victoria, det er jo et ualmindeligt hårdt valg, du udsætter os for her. Ingen af dem er jo særlig rare at skulle træffe, det må jeg lige sige. Og hvis I også synes, at det er svært derude, så forstår jeg det godt. Når det så er sagt, så er det selvfølgelig de 10 % af verdens fattigste, som skal udslettes. Det kan der overhovedet ikke herske nogen tvivl om. For det første er det jo det lavest mulige antal menneskeliv, som går tabt, 800 millioner i stedet for 7,2 milliarder. For det andet er det jo de fattigste. Det er mennesker, som lever i fattigdom, og som på grund af klimaforandringerne måske på et tidspunkt vil blive fristet til at søge mod de rige lande og OVERSVØMME dem – tænk lige på det, Victoria, 800 millioner mennesker, det er godt nok mange! Næh, lad de 7,2 milliarder af de stærkeste på Jorden overleve, lad DEM slippe for ulandsbistand og dårlig samvittighed, så får de bedre økonomi og færre bekymringer. Men hvad tænker du?”
“Jo, Andreas, der har jeg et lidt andet synspunkt”. Victoria ler nervøst. “Du synes jo nok jeg er lidt naiv eller idealistisk, og det er grusomt at ville slå så mange mennesker ihjel, men i mine øjne ville det være det eneste rigtige. Med alle de onde ting, de jordboere har gjort mod hinanden, både tidligere og i krige, de har ført mod hinanden, så tænker jeg faktisk, at det ville være godt med en frisk start. Du ved, ligesom når jeg genstarter min telefon. Bare tryk på knappen, og så…” Hun pegede frem med hånden, som havde hun en fjernbetjening i den, som ville slukke for tv’et. “Og så er der jo også miljøet og havene. De jordboere har jo totalt næsten ødelagt planeten med al deres forurening og udnyttelse af råstoffer og sjældne mineraler. Grønland smelter – og polerne. Sådan en tsunami til at rydde op i det hele, det ville være godt. Og så kunne alle få en fair chance, uanset om de er fattige eller ej. Men det er jo bare min mening”. Hun kiggede smilende ud mod kameraet.
“Ja, og nu er det så jeres tur.” Andreas kiggede med et alvorligt blik direkte på kameraet. “Skal vi lade de stærkeste overleve” han tog sin tommelfinger op, “eller slå 90 % af Jordens befolkning ihjel?” Han vendte tommelen nedad.
“Eller en anden måde at sige det på”, Victoria skævede til Andreas. “Skal vi lade dem starte forfra på Jorden med mindre forurening og lige chancer for alle, som overlever?” Hun vendte tommelen op. “Eller skal vi lade de rigeste blive ved med at udnytte Jordens ressourcer, mens de bliver mere og mere fremmedfjendske og hadefulde over for alt, som er anderledes?” Hun vendte tommelen op.
“Valget er jeres – og Jorden tager sig af konsekvenserne” Andreas smilede.
Maria lukkede forsigtigt døren til Caspers værelse. Han sov sødt nu, med sin Ninus i armene. Det var første nat i en uge, at han var faldet i søvn i sin egen seng. Gad vide om han ville få mareridt igen i nat? Hun håbede, at han så ville komme ind til dem i sengen.
Hun bankede forsigtigt på Sashas dør, inden hun åbnede den: “Hej skat, jeg ville lige se hvordan du har det?” Sasha sad som sædvanligt foran sin computer, men kiggede op på sin mor, da hun kom ind. Hun sukkede: “Sidder far virkelig stadig og ser det lort?”
“Nej, det er vist slut, men han er ikke kommet ud endnu. Hvordan har du det?”
Sasha trak på skuldrene: “Nogenlunde. Forstår stadig ikke, at nogen – og så endda min FAR – stadig ser det lort.”
“Næh, det er jo nok bare en vane, som er svær at komme ud af, tænker jeg”. Hun strøg sin datter over håret, gik ud og lukkede døren efter sig.
Hun åbnede døren ind til soveværelset, hvor hendes mand sad i sengen med et forstenet blik og fjernbetjeningen i hånden.
“Hvordan var det så, skat? Hvad skulle de stemme om? Og hvad stemte du?”, spurgte hun ham.
Peter stirrede tomt på hende.
“Og de sidste stemmer kommer nu ind. Hold da op, jeg skal lige love for, at I har stemt i dag, vi har aldrig fået så mange stemmer før. Og resultatet af afstemningen er…”