Blaffer

Af R.Kier

Kulden slog mod Allans ansigt, som mørkets vingeslag, da han trådte ud fra rastepladsens toilet. Han bandede og slog frakken om sig, inden han begyndte at kæmpe sig fremad mod vinden, som var tæt af hvide hidsige snefnug. I det mindste lugter her ikke af lort, tænkte han opgivende, og fortrængte kvalmen han havde oparbejdet på det klamme toilet.

 Han så frem mod bilen og indså, at det bare ikke var hans aften. Snefnug havde allerede lagt sig tæt over den blanksorte Audis lakering og ruden var sneet til. Han havde kun været væk i omkring fem minutter. Nu var han glad for, at han havde aflåst bilen. For ved Audien stod en fremmed og var i fuld gang med at prøve på at komme ind i den.

”Hey… hvad fanden laver du med min bil”, råbte Allan og begyndte at sætte i løb. Manden snurrede rundt og så hen imod ham. Han flygtede ikke som Allan havde håbet, men holdt blot hænderne ud i en afværgende gestus, uden at sige noget.

Allan sagtnede farten og gik de sidste par skridt mod manden og bilen. Han indså, at han ikke havde noget at frygte. Manden var gammel og mager som et trådnet og intet ved ham så ud til at udgøre en trussel. Han var så bleg, at hans ansigt var tæt på at gå i et med sneen og han rystede af kulde, tilsyneladende for svag til at sige noget.

”Herregud mand! Hvad er der sket med dig”, sagde Allan. Et hurtigt blik rundt på rastepladsen viste, at der ikke var kommet biler til, Allans Audi var det eneste køretøj på pladsen. Manden foran ham krummede sig sammen og begyndte at hoste. Allan trådte hen og støttede ham, samtidig med at han trykkede på centrallåsknappen på sin nøgle.

”Sæt dig ind, du må se at få noget varme i kroppen”, sagde han til manden.

”Mit navn er Theodor”, sagde manden, da han havde fået sig slæbt ind i bilen. Motoren var startet og varmen bredte sig hurtigt i kabinen. Theodors stemme var svag og raspende.

”Allan”, præsenterede Allan sig, ”hvad laver du herude Theodor? Du er jo ved at omkomme af kulde!”

”Lang historie…” sagde Theodor blot og lænede sig tilbage i lædersædet. ”Tak fordi du lod mig komme ind i varmen”

”Er din bil gået i stå eller sådan…? Jeg kan godt køre dig hen til en tankstation”

Theodor rystede på hovedet og hev efter vejret et øjeblik. Han gned sine hænder for at få varmen og holdt dem så hen foran bilens udblæsningssystem.

”I 42 år…” sagde han ”de 42 år vi har været gift, har jeg aldrig haft et skænderi med min kone…” Han sank tungt tilbage i sædet og sukkede, ”og nu har hun forladt mig”

”Æh…”, sagde Allan og vidste ikke rigtigt hvad han skulle stille op med den oplysning. ”Det er jeg ked af at høre, men jeg forstår stadig ikke hvad du laver herude, især ikke i det tøj” Theodor havde ingen frakke på, kun blazere og en tynd habitjakke.

”Det var her hun forlod mig”

Det begyndte at dæmre fra Allan, der lige selv var kørt efter et ligegyldigt skænderi med kæresten. Et af den slags skænderier, hvor alt det forkerte der blev sagt, overhalede den egentlige grund til skænderiet og druknede muligheden for forsoning. Han smilede til Theodor.

”Kvinder!”

”Ja, kvinder”, medgav Theodor ham. ”Agnes, min kone, mente det nok ikke sådan. Men hun blev altså frygtelig hidsig og kørte fra mig. Hun kan ikke have tænkt over det. Kulden, mener jeg.” Theodor fik et nyt hosteanfald, og Allan ventede på yderligere forklaring.

”Jeg regnede med, at hun ville køre lidt ned af afkørslen og så bakke tilbage, men hun fortsatte blot. Så regnede jeg med, at hun ville vende tilbage efter næste afkørsel.. men…”

”Hvor længe siden er det at hun kørte?”

”Halvanden time, tror jeg. Du er den første, der har været på pladsen siden”

”De advarer mod al udkørsel i radioen, vidste I ikke det?”, Allan så nysgerrigt på Theodor.

”Jo, men Agnes ville hjem, og desuden var det ikke så slemt da vi startede”, raspede Theodor. ”At du også er her viser at ikke alle tager advarslerne så seriøst”

Allan grinede. ”Nej, jeg er her også på grund af en kvinde, kan man sige. Kæresten og jeg blev uenige og jeg skred”

Theodor løftede et øjenbryn og smilede. Det var et smil, som virkede bittert og var blottet for munterhed. Allan var ikke helt sikker på han brød sig om det. Han skulle til at sige noget, uddybe at det var en bagatel, der havde udløst skænderiet med Hanne, men Theodor kom ham i forkøbet.

”Måske, min ven, kunne du køre mig til den næste rasteplads, det kan være Agnes er blevet forvirret og holder der. Jeg er ret bekymret for hende. Hun har kørekort, men hun har ikke kørt i mange år, hun snuppede bilen da jeg var inde for at tisse”.

”Ulækkert”, sagde Allan og så på Theodors forvirrede udtryk, at han havde tænkt højt. ”Jeg mener toilettet, det er sgu for klamt” Theodor nikkede. ”Jeg skal til Århus, så vi kan sagtens køre ind om den næste rasteplads. Ellers må vi finde ud af noget derfra”, skyndte Allan sig at tilføje.

”Tak”

Allan begyndte at køre, og Theodor, der tilsyneladende blev ved med at være bleg, begyndte at fortælle om Agnes og hans skænderi. De havde besøgt deres datter i Ålborg, som var flyttet sammen med en fyr. En rigtig laps, sagde Theodor med iskold foragt i stemmen. Agnes havde ikke været enig. Hun havde skældt Theodor ud og sagt til ham, at det var den samme historie hver gang deres datter mødte en ny fyr. Ingen var god nok til hende.

”Jeg kender den slags fyre, de er kun ude på en ting”, betroede Theodor Allan, som fik helt medlidenhed med staklen, for manden lagde ikke skjul på hvad han mente om fyre der forsøgte at komme i lag med hans datter. Theodor var ikke til at stoppe og han virkede som om at han først var ved at varme op omkring hans holdninger til unge mænd og deres standard i forhold til datteren.

Allan mistede interessen for historien og mens han foregav at lytte, koncentrerede han sig om at se gennem snefnuggenes hypnotiske cirkelbaner mod forruden. Den gamle mands stemme faldt i baggrunden og han begyndte at fortryde at han havde hjulpet ham. Mest af alt fortrød han sit skænderi med Hanne. Han savnede hende pludselig frygteligt. Ønskede at de ikke havde skændtes og at han stadig sad ved hende i hendes varme stue. Det var meningen de skulle flytte sammen og aftenen skulle bruges til at finde en passende lejlighed eller et hus gennem boligannoncer i bladene og på nettet.

”Er du ikke enig?” Theodor så på ham og det gik op for Allan at han var blevet stillet et spørgsmål, som Theodor forventede svar på. Han havde overhovedet ikke havde hørt efter og han nikkede vagt, usikker på om det var det rigtige. Theodor var øjensynlig tilfreds, for han fortsatte straks med at skælde ud. Allan drømte sig væk og i favnen på Hanne. Vejret og et eller andet ved den gamles holdninger, fik Allan til at tænke på hendes forældre. Den historie hun havde fortalt om dem.

Den aften hun fortalte om dem, havde Allan og hun lige elsket. Det havde været intenst og smukt på en måde som han aldrig havde oplevet det før. Han havde taget turen fra Århus til Ålborg og undervejs havde han spekuleret på de følelser han havde for hende. Dengang havde de mødt hinanden tre uger tidligere ved et bachelorparty. Festen var gået helt i stå for Allan da hun trådte ind gennem døren. Hun havde fyldt lokalet helt og aldeles og det var som om musikken lagde sig omkring hende og at luften fyldtes af hendes nærvær. Han var blevet forelsket med det samme. Og hun i ham. De var som to halve sjæle, der endelig blev forenet. Det var første gang han skulle besøge hende, ellers havde deres få stævne møder været hos ham.

Han var nervøs, da han stod uden for hendes dør i den smalle opgang på Holbergsgade. Han huskede, at han havde undret sig over den nervøsitet, der kom snigende hver gang han skulle møde hende. Det var som om, at hvert møde med hende var afgørende for hans fremtid. Lige inden han skulle til at ringe på, åbnedes døren, og hun stod og smilede til ham, som en åbenbaring fra gudernes allersmukkeste dale. Hendes røde krøllede hår indrammede hendes ansigt og fremhævede hendes grønne øjne med de lyse pletter omkring iris.

”Nå, der er du”, havde hun sagt og grebet hans hånd, hvorpå hun førte ham ind gennem en smal gang og direkte til soveværelset. Hun havde tændt stearinlys overalt, og hundrede af lys var placeret omkring sengen, på kommoder og i vindueskarme. Hun snurrede rundt og løsnede bæltet på den silkekimono, som han først da bemærkede. Synet af hende nøgen og hundrede af flammer bagved, var det smukkeste han nogensinde havde set.

Bagefter, da de havde elsket, græd hun pludselig. Instinktivt vidste han, at hendes gråd ikke havde noget med akten, eller med dem at gøre, men kom fordi et væld af følelser havde udløst et eller andet i hende. Han havde ventet, holdt om hende og mærket hvordan hun var svundet ind til en lille rystende spurv i hans favn. Og så havde hun pludselig fortalt om forældrenes ulykke.

”De døde… og det var min skyld”, fortalte hun. Først forstod han ikke hvem hun snakkede om og han så spørgende på hende.

”Mine forældre, åh gud hvor ville jeg gerne have at min mor havde mødt dig”, hun kyssede hans hals og trykkede sit hoved helt ind mod hans øre, sådan lå hun mens hun fortalte. Allan lyttede og afbrød hende ikke. Forstod at hun havde brug for at fortælle.

”De havde været på besøg her, forstår du. For fem år siden, den vinter snestormen lukkede hele landet. Mine forældre var gamle, de fik mig i en sen alder – far var tooghalvtreds, mor otteogfyrre”.

”Jeg var deres et og alt. Det var frygteligt for dem, dengang jeg flyttede hjemmefra. Især min far tog på vej over det. Han var ret gammeldags og mente at jeg burde bo hjemme indtil jeg en dag blev gift”.

 Hanne smilede og lod en finger glide over Allans læber, inden hun kyssede den og igen trykkede fingeren mod hans læber.

”Jeg havde mødt en, Thomas, og ville gerne præsentere ham for mine forældre. Derfor havde jeg inviteret dem til middag. Thomas var flyttet ind hos mig og ret nervøs over at møde dem. Med rette”.

 ”Jeg havde ikke fortalt mor og far, at Thomas var flyttet ind, som sagt så var de ret gammeldags. Men jeg troede, at hvis de mødte Thomas, så ville være lettere at acceptere at vi skulle bo sammen.”

”Min far ville overhovedet ikke acceptere ham. Jeg ved ikke hvorfor, Thomas var egentlig en sød fyr. Senere viste det sig, at han ikke var den rette for mig. Han var sød og ordentlig. Men min far stemplede ham øjeblikkeligt som en idiot. Gav ham ikke en chance”.

Allan vendte sig mod Hanne og så at hendes øjne stadig var fyldt med tårer, selv om hendes stemme var rolig og kontrolleret. Hun smilede og han gav hende et let kys på næsen, inden hun fortsatte.

”Under middagen blev min far direkte ubehøvlet over for Thomas og lagde overhovedet ikke skjul på at han synes ringe om ham. Jeg prøvede alt for at glatte ud, fortalte min far at Thomas var ved at blive optaget på politiskolen, men selv det var ikke nok for far. Til sidst blev jeg vred og fortalte at Thomas var flyttet ind og at far intet kunne gøre ved det. Jeg gjorde det klart for ham at jeg ikke var hans lille pige mere og… ” Hannes stemme begyndte at skælve igen. ”og…”, hun tog et dyb åndedrag

”… og så løb ordene af med mig, jeg ved ikke hvorfor, men pludselig fik jeg en voldsom trang til at provokere far. Jeg begyndte at råbe, og selv om mor prøvede på at tysse os ned, så gik det hele galt”

 Hanne smilede skælmsk og kom med et lille uventet fnis.

 ”Jeg råbte at jeg var ligeglad med hvad han mente om Thomas, og at uanset hvad han mente om det, så boede vi sammen, spiste sammen, sov og vågnede op sammen – og mellem det hele kneppede vi sgu!”.

”Det blev selvfølgelig for meget for far. Han rejste sig resolut og sagde at de kørte hjem. Både Thomas og mor prøvede at hidse os ned. Men det var lige så formålsløst som at prøve på at få to hidsige kamphunde til at give pote efter at have lugtet blod”.

Pludselig afbrød Hanne samtalen og satte sig oven på Allan. Han mærkede, at hun var blevet liderlig og nåede kun lige at tænke på hvor underlig en kvinde hun var, inden hun førte ham ind i sig. Hun red ham hidsigt og det varede kun et minut inden hun stivnede og skælvede gennem hele kroppen i en voldsom orgasme. Senere tænkte han at det var den bedste orgasme han nogensinde havde oplevet – selv om den ikke var hans egen. Det havde dog været lysten til ham, som havde udløst den. Inden han helt nåede at fatte hvad der var sket var hun af ham og hun fortsatte sin beretning, som om intet var sket.

”De kørte, trods min mors protester. Det var første gang jeg hørte dem skændes. På det tidspunkt var jeg ligeglad. Jeg råbte til min far, at han ikke skulle vise sig igen, før han havde accepteret at jeg var en voksen kvinde og ikke hans lille pige. Jeg så dem aldrig igen.”

”Min far fandt de fire kilometer fra bilen. De kørte galt på vej hjem og han må have prøvet på at gå efter hjælp. Ingen af dem ejede en mobiltelefon. Han frøs ihjel i forsøget. Min mor døde ved kollisionen med autoværnet”.

”Sommetider, når jeg savner min mor allermest, tager jeg ud til stedet, hvor de kørte galt. Man har selvfølgelig udskiftet autoværnet, men jeg har skrevet deres navne på det, på den måde har de deres eget gravmonument, og jeg kan altid huske, præcis hvor de forulykkede”.

På det tidspunkt satte Hanne sig halvvejs op og lænede sig ind over Allan. Han følte næsten at han kunne forsvinde ind i de lyse pletter i øjnene, som nu glitrede i lyset fra stearinlysene.

”Jeg fortæller dig alt dette nu”, sagde hun med en trist mine ”fordi det er som om min far aldrig har givet slip på mig. Jeg fortæller det for at advare dig. Du har bare ikke at såre mig”. Hun så så alvorlig ud, at Allan ikke kunne lade være med at le. Han trak hende ned til sig og sagde:

”Aldrig, aldrig min egen”.

Aldrig. Aldrig. Allan troede først, at han hørte genklangen fra et minde, der stod så tydeligt for ham, at det lige kunne være sket. Så gik det op for ham at det var Theodor og pludselig var han tilbage på motorvejen. Forvirret så han at han havde ladet sig hypnotisere af snefnuggene mod forruden. Han havde været helt væk. De kørte over hundrede kilometer i timen på en vej der lignede brun sæbe.

”Aldrig”, tordnede Theodor ved siden af ham. Allan fór sammen ved det skærende i hans røst og pludselig råbte Theodor:

”DU FÅR HENDE KRAFTSTEJLEME ALDRIG, DIN LIDERLIGE SØN AF EN HUNDESTEJLEKNEPPER…”

Allan virrede med hovedet, det var som om luften i bilens cockpit pludselig var forvansket af ondskab. En ondskab, som han var tvunget til at trække vejret i, og som smertede og sløvede ham for hvert et åndedrag.

”Hvad er det her for noget?”, begyndte han og drejede sig mod Theodor. Så stivnede han. Theodor var væk. Eller i hvert fald den levende Theodor.

”HØRER DU. ALDRIG! HUN ER MIN LILLE PIGE OG INGEN SKAL KNEPPE HENDE. KNEPPE. LAPSEKNEPPE. KNEPPER DU SOM EN LAPS. ALDRIG! HUN ER MIN…”

I stedet for den gamle blege mand, sad et lig, der så ud som om det havde været frosset og nu var ved at tø op. Dets ansigt var forvredet i en rædselsmaske og øjnene bulede ud, som om øjenhulerne var blevet for små og var ved at presse øjenæblerne ud. Munden var vidtåben, og is havde krøllet tungen sammen, så den lignede en igle, blåsort, svullen og bristefærdig af blod. Læberne var revnede og krænget tilbage over hans sorte, forrådnede tænder.

Til Allans skræk gik det op for ham at den rådne skabning faktisk var ved at tø op. Med en fart som en isklump kastet på et bål. Vand drev ned af habitjakken, og lugten af råd var forfærdelig. Liget rakte pludselig over og lagde sine krogede fingre over Allans og rattet. Allan skreg, da han mærkede det iskolde rådne kød mod sin hånd. Han forsøgte at flytte hånden, men den var låst under Theodors, eller det der havde været hans hænder. Kulden gik hele vejen gennem Allan og han mærkede hvordan hans fod blev tung og hvordan han øgede trykket på speederen. Bilen accelererede til 120.

”JEG HAR FANEME FORBUDT HENDE AT LAPSEKNEPPE! HUN VED HVOR VRED JEG BLIVER! FORSTÅR DU. JEG BLIVER VRED NÅR HUN GØR DET!”

Tingen øgede presset mod Allans hånd, og Allan mærkede hvordan hans fingre brækkede under det nådesløse greb. En efter en. Han mærkede hvordan han pressede speederen helt i bund, og gennem tårer så han speedometeret bevæge sig op på 170.

Så gik bilen i spin. Snurrede rundt som snefnug mod en rude. Bilen ramte autoværnet i venstre side og blev kastet tværs over vejen, som en kugle på et billardbord. Han så autoværnet mod venstre komme mod ham. Bilen ramte med en fart, som et eksprestog fra helvede. Han var alene i bilen. Han forstod ikke hvordan.

Allan lå med hovedet ind mod autoværnet. Han var blevet slynget ud af bilen og kunne mærke, at ansigtet var sønderrevet af glasskår. Han kunne ikke bevæge sig, og han regnede med at han havde brækket ryggen. Hans højre hånd smertede frygteligt, som om hver eneste knogle i den var brækket. Når han trak vejret, mærkede han bobler af blod i svælget og det lød som når hans gamle kaffemaskine var ved at brygge fra den sidste streg i vandbeholderen. Han kunne ikke bevæge sig, men han var stadig i stand til at læse hvad der stod på autoværnet:

Til minde om mine kære forældre.

Theodor og Agnes.

Nedenunder var tilføjet:

Til minde om

Thomas. Frederik. Kim.

Elsker jer for evigt.

Hanne

Udgivet i Gysernoveller | 2 kommentarer

En ond drøm

Stemmerne kommer langt væk fra. Først lave og utydelige, så højere og mere krævende, insisterende. Jeg bliver irriteret, vil bare sove videre, er ikke klar til at vågne. Men det nytter ikke noget. Jeg bliver revet væk fra søvnens og glemslens blide mørke. Ind i den ubarmhjertige virkelighed.

     “Susanne, kan du høre mig?”

     Manden i den hvide kittel står nærmest og råber mig ind i ansigtet, så hvordan skulle jeg dog kunne undgå det? Jeg fniser lidt, men det bliver kun til en grimasse, jeg har ikke rigtig kontrol over mine muskler endnu. Søvnens greb i mig er stadig for omfattende.

     “Susanne, du bliver nødt til at vågne nu, vi skal tale sammen.”

     Langsomt bliver tingene omkring mig mere tydelige. Jeg ser vi er på et kontor af en slags. Lægen, som råbte mig ind i hovedet, sidder nu bag et skrivebord. Jeg sidder – eller rettere hænger – i en stol overfor ham. Lægen nikker til nogen bag mig, og jeg hører en dør der smække.

     Den midaldrende læge tager sine briller af og gnider sig over næseryggen, hvor brillerne har efterladt to røde mærker. Han misser lidt med øjnene og ser træt ud. Hans hår er hvidt og lidt uredt, selvom resten af ham er yderst nydelig og pertentlig.

     “Susanne, kig på mig. Er du her?”

     Jeg fniser igen ved det åbenlyst dumme spørgsmål. Er jeg måske usynlig? Selvfølgelig er jeg her.

     “Ja, doktor, jeg er her.”

     “Susanne, kan du huske hvorfor du er her? Kan du huske hvad der er sket?”

     Jeg forsøger at tænke tilbage, men når kun langsomt gennem min hukommelses snirklede labyrinter. Så husker jeg. Og sorgen rammer mig som en knytnæve i ansigtet. Lars er død. Jeg gisper.

     Lægen ser på mig med medlidenhed i øjnene. “Nå, du husker. Susanne, jeg er ked af det, men vi bliver nødt til at snakke om det her.”

     Tårerne blænder mig næsten, alt er sløret. Jeg hører hvad lægen siger, men det vil ikke rigtig sive ind. Sorgen fylder alt, både indvendig og udvendig, som en stor ballon inde i min mave, som bare vokser og vokser, indtil den er for stor til at være inde i mig og vokser ud af mig og fylder hele verden. Min krop gennemrystes af grådens krampetrækninger.

     Lægen siger ikke mere, jeg græder videre og får til sidst kontrol over mig selv. Jeg kigger op og møder lægens blik. Han ser væk. På bordet står en pakke med Kleenex. Jeg tager et par stykker og bemærker samtidig billederne på bordet. To små børn, rødhåret dreng og en lyshåret pige, ca. seks-syv år gamle, med armene om hinanden i en skov. De smiler til fotografen. Jeg pudser næse og ser op på lægen. Han rømmer sig.

     “Nå, er du klar? Susanne, vil du ikke med dine egne ord fortælle mig hvad du husker fra den aften, den 5. august 2010?”

     Jeg tænker tilbage. Selvom jeg godt ved hvilken dag lægen taler om, er jeg i tvivl om datoen. Var det nu den 5.? Hvad dag er det egentlig i dag? Jeg kan ikke huske det. Men jeg husker den 5. august.

     Jeg rømmer mig. “Jo, altså. Lars og jeg fejrede, at vi havde boet sammen en måned. Vi havde fået god mad og lidt rødvin. Vi var ved at komme i romantisk stemning, da det pludselig ringede på døren. Jeg gik ud for at lukke op. Det var Lars’ ekskone, Louise, som stod udenfor. Det regnede og hendes hår var vådt. Hun… hun havde en kniv i hånden.” Jeg kan næsten ikke sige mere. Jeg husker og genoplever den angst jeg havde følt den aften. Mine øjne spiler sig op og jeg kan næsten ikke få luft. Lægen må have set det, for pludselig står han ved siden af mig med et glas vand i hånden. Taknemmelig tager jeg imod det og drikker. Det hjælper.

     “Er du klar til at fortsætte, Susanne?”

     Jeg nikker. Så klar som jeg nu kan blive. “Jeg kaldte på Lars. Jeg var bange. Han kom styrtende. Hendes øjne lyste af had. Han forsøgte at værge for sig, men hendes raseri og jalousi gav hende kræfter, så det lykkedes hende…” Igen må jeg stoppe.

     “Hvad lykkedes hende?”

     Lægens ubarmhjertige stemme skærer igennem mine tanker. Kan han ikke bare lade mig være i fred? Jeg kan ikke samle mine tanker. Jeg forsøger at se det jeg ikke ønsker at se. Men jeg må, jeg ved jeg må.

     “Det… det lykkedes hende at stikke kniven i ham. Hun slog ham ihjel.”

     Atter skyller synet af Lars’ lemlæstede krop ind over mig.

     “Hun stak den i brystet på ham. Så trak hun den ud og jog den ind igen. Og igen. Jeg ved ikke hvor mange gange. Til sidst trak hun den ud, og så kiggede hun på mig.”

     “Og hvad havde du så foretaget dig i mellemtiden? Forsøgt at tilkalde hjælp?”

     Irritationen kommer brusende. “Nej, jeg var jo fuldstændig lammet. Jeg kunne ikke bevæge mig. Først da hun kiggede på mig med hævet kniv, blev jeg i stand til at reagere. Vi kæmpede om kniven, men jeg fik den vristet fra hende. Men i kampens hede blev jeg nødt til at forsvare mig, og så fik jeg fat i kniven, og så…”

     Jeg husker igen den voldsomme følelse af kampen om kniven. For mit indre blik gennemlever jeg den igen.

     “Ja, det næste jeg husker, var, at den stak ud af hendes mave.” Jeg stirrer hjælpeløs på lægen, som betragter mig meget intenst.

     “Og det er alt, hvad du husker?” Han stirrer på mig.

     “Ja, det er det hele.”

     “Hvad med tiden før?”

     “Før?”

     “Ja, tiden op til… den ulykkelige hændelse.”

     “Der havde været nogle episoder. Louise ville ikke acceptere, at Lars ville skilles. Hun kom rendende i tide og utide, altid med en eller anden dødssyg undskyldning. Hun ville ikke lade os være i fred.”

     Lægen kigger nu meget opmærksomt på mig. “Aha. Og hvordan var det nu, at dig og Lars mødte hinanden?”

     “Jeg begyndte jo at arbejde for ham, som sekretær, og til en julefrokost, ja, der udviklede det sig så. Vi… vi var… sammen, og så fortsatte det bagefter, som en affære.”

     “Jaså. Og hvor længe varede jeres affære så?” Han stirrer fuldkommen neutralt på mig. Det forvirrer mig. Hvorfor alle de spørgsmål? Lars og Louise er jo begge døde, hvad betød dog vores forhistorie? Men jeg svælger i minderne og fortæller gerne.

     “Den varede ca. otte måneder. Otte lange måneder, hvor vi måtte snige os til at mødes, hjemme hos mig, på rejse i fremmede byer, Paris, London. Og vi ringede tit sammen, når han skulle udenfor for at ryge. Og Lars var god til at skrive breve. Ikke e-mails, som mange ellers skriver i dag, men rigtige breve, som han sendte med posten. Jeg elskede de breve. Jeg læste dem igen og igen, når vi ikke kunne være sammen.” Jeg tænker igen på alle de kærlige ord, fyldt med varme og løfter om en fremtid sammen, kun for ham og mig. Lægens ord river mig brat ud af min drømmeverden.

     “Og efter de otte måneder?”

     “En aften fortalte Lars mig, at han havde bedt sin kone om skilsmisse. Han havde simpelthen bedt hende flytte. Jeg synes, det var lidt hårdt, men da han bad mig flytte ind med det samme, ja, så kunne jeg ikke sige nej. Det er så en måned siden…” Tårerne fosser ud af mine øjne, som en oversvømmet flod.

     “Fortæl mig om jeres rejser.”

     Jeg tænker tilbage. Turen til London, hvor vi shoppede, var i teatret. Jeg husker, hvor vi morede os sammen over Mama Mia. I Paris, hvor vi spiste pragtfulde middage på restauranter, lukkede os inde på hotelværelset i dagevis og bare nød hinanden.

     Alt dette fortæller jeg lægen. Han ser undersøgende på mig. Så lægger han en bunke papirer på bordet foran mig. Jeg genkender straks min elskedes håndskrift. Det er alle hans kærlighedsbreve til mig. Jeg mærker endnu en gang hvordan mine øjne er ved at løbe over deres bredder.

     “Hvad er dette?” Han peger med fingeren på bunken. Jeg har svært ved at se tydeligt og svært ved at tale. Min stemme vil ikke lystre mig.

     “Det… det er alle Lars’ breve til mig. Alle hans kærlighedsbreve.”

     Lægen kigger på mig, længe, med et undersøgende blik.

     “Susanne, der står intet i disse breve. Siderne er fyldt med kruseduller. Der står intet, som giver mening.”

     Der går et øjeblik, før lægens ord siver ind. Langsomt, som en snigende giftgas, giver hans ord mening. Jeg stirrer på ham, føler mig helt tom indeni. Hvad var det han sagde?

     “Hvad – er – det – du – siger?” Jeg har hørt alle ordene, men forstår det ikke. Jeg tager endnu en Kleenex og tørrer øjnene. Så tager jeg bunken med brevene og kigger på dem. Jeg læser højt.

     “Kære elskede Sanne. Hvor jeg dog savner dig. Jeg tæller timerne til vi skal være sammen igen og glæder mig til at vi kan dele vores liv sammen, åbent og i kærlighed…”

     Jeg kigger på lægen. Han rækker ud efter bunken, som jeg tøvende rækker ham. Han tager dem, kigger på bunken, bladrer den igennem, langsomt og omhyggeligt. Jeg rødmer ved tanken om alle de intime detaljer, lægen kan læse sig frem til. Så bliver jeg pludselig indigneret.

     “Hør, hvad er det egentlig, der foregår? Og hvad giver dig i grunden ret til at snage i mine private breve?”

     Lægen ser træt på mig.

     “Susanne, jeg vil virkelig gerne tro på dig og din forklaring, men… der er alt for meget, der ikke stemmer. For det første – der står ingenting på disse sider. For det andet – du boede ikke sammen med Lars, han boede stadig sammen med sin kone, Louise, indtil de begge blev dræbt, og beviserne peger på dig. Så måske du vil være så rar at fortælle mig – hvad er det, der foregår? Jeg har politiet over mig, de vil frygtelig gerne afhøre dig med en sigtets rettigheder, men jeg er først nødt til at overbevise mig selv om, at du er egnet til afhøring, at du ikke er…”

     “At jeg ikke er skør, mener du?” Jeg stirrer rystet på ham. Hvad var det han lige havde sagt? At der var nogen, der troede, jeg havde slået Lars og Louise ihjel? At vi ikke havde boet sammen? “Doktor, det passer simpelthen ikke. Der er noget galt. Prøv nu og læs de breve igen.”

     Lægen kigger kort på mig, så løfter han telefonen og siger et par ord i røret. Øjeblikket efter går døren op, og en stor mand i hvid kittel træder ind. Han kigger kort på mig, og hans blik får mig til at blive nervøs.

     “Simonsen, læs lige de første par linjer af dette her.”

     Lægen rækker et af mine breve frem mod manden, der tavs tager imod. Han kigger på det, så rynker han brynene.

     “Men… der står jo ikke noget?”

     “Tak, Simonsen, du må godt gå.”

     Simonsen trækker på skuldrene, lægger brevet på bordet og går ud, mens hans undrende øjne følger mig, som var jeg et mærkeligt dyr i zoologisk have.

     Lægen ser på mig. “Mener du stadig, at det er kærlighedsbreve fra Lars til dig?”

     Jeg tager bunken med breve, men kan næsten ikke se bogstaverne, så meget ryster mine hænder. Da jeg får tilstrækkelig kontrol over mig selv, så jeg kan læse, kigger jeg på brevene igen. Jeg tager et andet frem og læser højt.

     “Kære, elskede Sanne. Tak for sidst, det var en fantastisk dejlig tur i London, hvor jeg virkelig nød at være sammen med dig. Tænk at vågne op sammen med dig hver dag, som vi gjorde det i de tre dage…”

     Jeg lægger langsomt brevet ned, mens jeg kigger på lægen. Jeg kan ikke se, hvad han tænker. Nu må han da være overbevist.

     “Susanne, der står altså ikke noget i de breve. Ikke et ord.” Jeg læser medlidenhed i hans øjne nu.

     “Men… hvad snakker du om? Jeg kan da læse det lige her, jeg har jo lige læst højt for dig.” Jeg kan selv høre desperationen i min stemme. Og hvad var det han havde sagt om, at jeg var under mistanke for at have dræbt min elskede og hans ekskone? Hvad foregår der? Er det en dårlig spøg? Er der nogen, der forsøger at drive mig til vanvid? Det er da i hvert fald tæt på at lykkes for dem. Jeg mærker pludselig sveden løbe ned af min ryg, og det op for mig, at den ramme lugt, jeg ikke har været bevidst om før nu, kommer fra mig selv.

     “Susanne, jeg vil godt bede dig om at tage en test. En løgnedetektortest. Hvad siger du til det?” Han kiggede på mig.

     Jeg mærker mine hænder ryste. Hvad er det han snakker om? Løgnedetektortest? “Ja, doktor, jeg er klar til at tage en test. Hvis det er det, der skal til, så du tror på mig.”

     Han ringer, en vagt kommer ind. Det er ikke Simonsen, men en noget mindre, og dog stærk og senet mand. Han går tæt ved siden af mig, mens vi bevæger os ud af lokalet, ud i den lange gang.

     Væggene er malet i blide pastelfarver, og der er ingen lysstofrør eller nøgne pærer i loftet, som man ellers kunne forestille sig i et fængsel eller på et sindssygehospital. Men vinduerne sidder højt oppe, og de er meget små.

     Vi går ind af en dør, jeg sætter mig i en stol og bliver tilsluttet apparatet. Så begynder spørgsmålene, først de almindelige, hverdagsagtige, derefter de mere ubehagelige. “Havde du et forhold til Lars?”, “Boede I sammen?”, “Slog du Lars og Louise ihjel?”

     Efter at have besvaret spørgsmålene går vi samme vej tilbage. Lægen sætter sig til at læse papirerne, mens jeg studerer hans kontor. Ingen diplomer på væggene. Pludselig slår tanken ned i mig. Det er slet ikke virkeligt, det her. Det er et komplot, en sammensværgelse, skabt af Louise, for at skille Lars og mig ad. Hun er slet ikke død, tænker jeg, det er alt sammen et spil, et spil for at drive mig til vanvid. Men hvordan? Og hvad med Lars? Der lyder en rømmen, som bringer mig ud af min tankerække.

     “Ja, Susanne, du bestod testen. Så det kan betyde tre ting. Enten taler du sandt eller også hører du til dem, som ikke bliver påvirket og på en måde snyder testen. Eller også er der en tredje mulighed…”

     “Ja?” Jeg kigger på ham i spænding.

     “Den sidste mulighed er, at du har gjort det, men selv tror på, at du ikke har gjort det. I så fald…”

     “I så fald er jeg skør, doktor.”

     “I så fald vil der være tale om en… psykisk forstyrrelse af en art, som vi så må diagnosticere.”

     “Men hvordan afgør vi det?”

     “Ja, se, jeg har et forslag. Hypnose.”

     “Hypnose? Men… det troede jeg ikke var anerkendt.”

     “Nej, det er det sådan set heller ikke, men vi er i gang med nogle forsøg, som… har givet bemærkelsesværdige resultater. Vi har videreudviklet Scopolamin, et sandhedsserum, som vi vil sprøjte i dine årer, og samtidig hypnotisere dig. Det har givet nogle fantastiske resultater. Men det er altså ganske frivilligt.”

     Jeg tænker mig om. Jeg ved, at jeg ikke er skør, og hvis det kan overbevise andre om det samme…

     “Jeg gør det, doktor. Jeg ved, at jeg ikke har gjort det, og hvis det kan hjælpe med at overbevise jer…”

     “Men der er altså visse bivirkninger…”

     “Jeg vil ikke høre om bivirkningerne. Jeg vil i gang. Lad os begynde med det samme.”

     “Men det er min pligt at oplyse dig om disse bivirkninger, så du ved hvad du går ind til.”

     Han remser op, men jeg lytter ikke efter. Lige nu er jeg villig til hvad som helst, der kan opklare det her mysterium for mig.

     Vi rejser os, og jeg bliver igen fulgt ind på et kontor af en slags, men anderledes end det første. Der er en briks herinde, hvor jeg får besked på at lægge mig. Så kommer en sygeplejerske med en sprøjte, efterfulgt af en mand, som må være hypnotisøren. Med øvede hænder giver sygeplejersken mig en indsprøjtning og jeg får besked på at lægge mig ned og slappe af. Så sætter hypnotisøren sig ved siden af mig på briksen, og jeg får et tæppe over mig. Jeg betragter ham. Hans mørke, glatte hår er helt tilbagestrøget. Øjnene er brune og huden olivenfarvet, som om han tilbringer meget tid ude i solen. Han begynder at snakke til mig med blød, dæmpet stemme og fortæller mig, at jeg skal slappe af, og det gør jeg.

     “Og nu, Susanne, vil jeg gerne bede dig gå tilbage i tiden. Jeg vil bede dig gå tilbage til dengang, du var ude og rejse med Lars. Lad os starte med jeres London-tur.”

     Jeg tænker tilbage på vores rejse, tænker på lykkefølelsen og ham og mig sammen. Jeg ser det hele for mig.

     “Så vil jeg godt bede dig tænke på jeres tur i teatret. Hvad var det I så?”

     “Mama Mia.”

     “Og I sad ved siden af hinanden?”

     “Ja.”

     “Sad han til højre eller venstre for dig?”

     “Til højre.”

     “Godt. Så vil jeg godt have dig til at kigge grundigt på sædet til venstre for dig. Hvem sidder der?”

     “Der sidder en kvinde. Hun har en lang, mørkeblå kjole på og kort lyst hår.”

     “Fint. Og til højre for dig?”
     “Der sidder en midaldrende mand. Han har overskæg og han er kraftig…” Pludselig indser jeg, at det ikke er Lars jeg beskriver. Det er en fremmed mand. Men… det var jo Lars, som sad der. Hvor er han dog blevet af?

     “Susanne, jeg vil godt bede dig kigge et par rækker længere frem. Ser du nogen du genkender?”

     Jeg kigger længere frem i teatret. Pludselig får jeg øje på Lars og hans kone et par rækker længere fremme. De sidder tæt sammen. Jeg mærker koldsveden springe frem.

     “De… de sidder et par rækker længere fremme i salen. Men hvordan kan det passe?”

     “Hvem, Susanne? Hvem sidder et par rækker længere fremme?”

     “Lars og hans kone. Hvad… hvad sker der for mig? Hvad har I sprøjtet ind i mig? Hvorfor sker det her?”

     “Susanne, slap af og tag det roligt. Træk vejret dybt ind og forsvind fra teatret.”

     Jeg trækker vejret dybt, som hypnotisøren siger, og ser hvordan teatret langsomt forsvinder omkring mig i en tåge. Jeg fniser lidt. Det føles mærkeligt. “Og hvad så nu? Hvor skal jeg nu svæve hen?”

     “Så skal du svæve til Paris, til jeres besøg der. Kan du huske en af de gange, I var ude og spise? Tænk på situationen ved bordet. Beskriv den for mig.”

     “Det er en meget romantisk situation. Vi sidder over for hinanden og snakker om vores fremtidsplaner. At han snart skal skilles…”

     “Fint, Susanne, hvad farve er hans skjorte?”

     Jeg kigger på skjorten. Forbavset ser jeg, hvordan Lars pludselig er væk og pladsen foran mig er tom. Jeg mærker tårerne i mine øjne og mit hjerte begynder at slå hurtigere. Hvad er det her? Hvad er det der sker?

     “Han er væk! Lars er forsvundet! Hvad er det I gør med mine minder?”

     “Rolig, Susanne. Slap af. Prøv og kig dig rundt i restauranten og se om der er nogen du kender.”

     Jeg ser mig omkring, spejder rundt i restauranten. Et par borde længere væk sidder Lars med sin kone. De taler sammen. Min hals snører sig sammen. “Hvad er det, der sker? Hvorfor forsvinder alle mine minder?”

     “Slap af nu og forsvind fra restauranten. Vi skal nok forklare dig det hele om et øjeblik. Nu kan du åbne øjnene og sætte dig op. Der er lige en sidste ting…”

     Jeg sætter mig op og kigger rundt. Lægen ser bekymret på mig. “Hvordan går det?”

     “Ikke så godt, jeg forstår ikke hvad det er, der foregår. ”

     “Prøv lige at se på det her.”

     Lægen rækker en bunke papirer hen mod mig. Jeg kigger på siderne. Der er tegnet en masse ubehjælpsomme kruseduller på siderne. Jeg vender og drejer papirerne, prøver at få dem til at give mening. Jeg giver op og kigger på lægen, som ser meget intenst på mig.

     “Hvad ser du, når du kigger på papirerne?”

     “Er det sådan en slags Rorschach-test eller sådan noget? Jeg kan ikke se hvad det skal forestille.”

     Jeg kigger spørgende på lægen, der pludselig ser meget afslappet ud og endda smiler til mig. Jeg fatter ingenting.

     “Susanne, det du kigger på, er dine breve fra Lars.”

     Han betragter mig et øjeblik, mens hans ord langsomt siver ind. Men jeg forstår ikke hvad han mener.

     “Mine breve? Men… det giver jo ingen mening. Der står jo ingenting på de sider.”

     “Nej, netop. Det er jo det, vi har forsøgt at fortælle dig hele tiden. Du er meget syg, Susanne.” Han kigger alvorligt på mig igen. “Du har forestillet dig det hele, det var alt sammen i din fantasi. Dit forhold til Lars, hans skilsmisse, at du flyttede ind hos ham…”

     “Nej,” hvisker jeg. “Nej, det kan ikke passe. Jeg kan jo huske det hele. Alle de ting vi foretog os.”

     “Alle de ting du bilder dig ind, at I foretog jer. Intet af det passer. Vi har forsket meget i din form for sygdom på det sidste.” Han læner sig tilbage i stolen og ser med ét meget professoragtig ud. “Du har levet i en form for drømmeverden, en illusion. Kombinationen af hypnose og sandhedsserum har i ét hug flået gardinerne fra dine øjne. Og det har været yderst effektivt, kan jeg se. Kort fortalt går det ud på, at når man lever i en drømmeverden, som du har gjort, og bilder sig alt muligt ind, man har foretaget sig sammen, ja så forestiller man sig ikke alle de små detaljer, som for eksempel farven på den deltagende persons slips eller ordret hvad der blev sagt, man husker kun de store, generelle ting, at man var i teatret eller ude at spise. Ved at gå ind direkte og spørge på dette, kan man så at sige ophæve den illusion. Nu har vi så bare den ultimative test tilbage. Nu vil jeg bede dig slappe af og tænke tilbage på aftenen den 5. august. Hvor er du henne, og hvad sker der?”

     Jeg lægger mig forvirret ned og tænker tilbage. Ordene lægen har sagt ligger et sted i min bevidsthed, men de har ikke rigtig lagret sig endnu. Jeg ved hvad det er for en aften, han mener, den aften jeg ikke ønsker at tænke tilbage på, som jeg har skubbet ud af mit sind så længe. Men nu er tiden kommet, jeg må huske.

     “Jeg … jeg står udenfor huset. Det regner, og jeg har ikke regntøj på. Jeg er helt gennemblødt. Jeg kigger ind ad vinduet. Jeg ser Lars og Louise, de sidder tæt sammen på gulvet foran pejsen. De drikker rødvin. Så går jeg om til hoveddøren og ringer på. Der går lidt tid. Så bliver døren åbnet. Det er Louise. Hun kigger på mig et øjeblik, så ser jeg hendes øjne udspile sig. Hun kigger ned, og jeg følger hendes blik. Det går op for mig, at jeg har en stor kniv i hånden. Hun forsøger at træde tilbage og lukke døren, men jeg er hurtigere end hende. Hurtigt får jeg stukket min fod i døren, så hun ikke kan lukke den, og træder indenfor. Hun kalder på Lars, som kommer løbende. Jeg løfter kniven…” Mit blik bliver sløret, jeg kan ikke se mere.

     “Og hvad skete der så?” Lægens stemme skærer som en kniv gennem mine tanker. Som i en drøm ser jeg hvordan jeg løfter kniven og jager den først i Lars, derefter i Louise, men jeg kan ikke få ordene over mine læber. “Susanne, du bliver nødt til at fortælle os det, vi må vide hvad der virkelig skete.”

     Men jeg kan ikke. Jeg kan ikke få mig selv til at se det, se sandheden. Jeg rejser mig op med et sæt, med tårerne løbende ned af kinderne. Var det virkelig mig? Havde jeg virkelig gjort alt det, som de ville bilde mig ind? Desperat tager jeg fat i papirerne, som lægen har lagt fra sig på bordet ved siden af briksen. Mine øjne er slørede af tårer, men jeg kigger og kigger på siderne med kruseduller. Og så sker miraklet. Pludselig forvandler stregerne sig igen til mine breve, og jeg kan læse alt hvad min elskede Lars har skrevet til mig. Jeg løfter bunken med papirer mod loftet og ler højt i triumf. De troede, at de kunne overliste mig, at de kunne få mig, men jeg vandt, jeg vandt…

     Pludselig går døren op, og et par store stærke mænd kommer ind, fulgt af lægen, som undersøgte mig første gang. De griber fat i mig, tager mig i armene og vrister mine breve ud af hænderne på mig. Så tvinger de mig ned på briksen, og lægen trækker en sprøjte op, som han stikker i min arm. Jeg mærker en summende fornemmelse i kroppen, som langsomt slapper mere og mere af. Jeg ser de to læger stirre bekymret på mig, mens de snakker om “tilbagefald “og “uegnet til straf”. Det bliver sort omkring mig.

    
“Susanne, er du der?”

     Jeg er døsig, men vågner langsomt op. Igen sidder jeg i en stol, overfor mig står et skrivebord. Lægen, som sidder bagved skrivebordet, er en anden end ham fra sidst. Han er meget yngre og meget tiltrækkende. Mens han snakker, betragter jeg ham. Jeg ser vielsesringen på hans finger.

     “Susanne, prøv lige at fokuser på mig en gang. Ved du hvorfor du er her? Du er anklaget for at have dræbt din tidligere chef, Lars Holm, og hans kone, Louise Holm. Du har været under psykologisk udredning, og der blev du fundet uegnet til straf på grund af en lægelig diagnose, skizofreni. Man forsøgte at kurere dig via en meget uortodoks eksperimentel metode, men uden held. Du er derfor blevet dømt til at skulle være her indtil videre, ja, altså, indtil man finder dig rask nok til at kunne komme ud i samfundet igen.”

     Han ser bekymret på mig med sine varme grå øjne. I det øjeblik ved jeg, at han vil have mig. Jeg ved, at det kun er et spørgsmål om tid, før han bliver min, som Lars blev det. Jeg smiler til ham.

     “Jamen, så skal jeg vel i en eller anden form for behandling, når jeg er syg. Skal vi se at komme i gang?”

Udgivet i Gysernoveller | 6 kommentarer

Når søen kruser

Jeg går frem og tilbage i cellen, tre skridt den ene vej og tre skridt den anden. Her er sparsomt møbleret, et skrivebord, en seng, en reol. Hænderne kører gennem håret, jeg har lyst til at tage fat i det, flå til, så det gør rigtig ondt. Mine skrig må kunne høres langt væk. Men ingen reagerer.

Døren går op. Det er vagten med mad.

                                                                                      ****

Den første gang det skete var jeg kørt ud i skoven. Dagen havde været særlig slem i skolen. Pernille og rosset havde været efter mig igen. De stødte ind i mig på cykel og væltede mig. Da jeg kom hjem med sår på knæet og albuen og tårerne som to rene streger i mit snavsede ansigt, var ydmygelsen total. Mens jeg rensede sårene, rasede jeg.

”Dumme møgtøser. Hvad bilder de sig ind? Hvem tror de, de er? Jeg skal vise dem, jeg skal lære dem.”

Jeg måtte ud til mit fristed, skoven, og strøg ud til cyklen, blot for at opdage, at hjulet var blevet slået skævt efter styrtet.

Tårerne kom tilbage, mens jeg sparkede på min uskyldige, nye cykel. I skuret stod den gamle. Jeg kastede mig op på den og begav mig mod skoven.

Jeg kørte rundt på må og få, vidste ikke hvad jeg skulle, men så fandt jeg stedet.

Det var midt i en lysning. Høje træer dannede et værn, og en lille sø var der også. Fuglene fløjtede og alt var friskt og grønt. Det var maj måned og skoven var lige sprunget ud. Træerne stod høje og majestætiske. Ikke en vind rørte sig, trætoppene lignede et maleri.

Jeg satte mig ned ved kanten af søen, som ikke havde en krusning. Skoene røg af, og jeg dyppede tæerne i det kølige vand. Efter et par skridt fandt jeg ud af, at jeg vist også havde fået et sår på skinnebenet, for det brændte og sved da min hud kom i berøring med vandet. Atter følte jeg vreden koge og ulme inde i mig. Det var så uretfærdigt.

De havde ikke altid været efter mig, men siden Pernille var flyttet til, var der kommet kliker i klassen. Jeg havde aldrig været en, som indordnede mig, så Pernille udså mig hurtigt. Da jeg ikke reagerede på verbal mobning, gik hun mere fysisk til værks.

Jeg begyndte at fryse om de våde ben, igen sved såret. Der var helt vindstille, ikke en fugl sang lige nu. Luften var tyk, den var som ladet med en eller anden sær form for energi. Jeg følte en pludselig tørst, en uimodståelig trang til at drikke af søen. Jeg gik ned i knæ, så munden var i vandoverfladen, så åbnede jeg den og drak begærligt. Pludselig var der et lilla lysglimt, som et lynnedslag, det fyldte hele himlen og alt omkring mig. Trætoppene bevægede sig som havde en bombe ramt området.

Jeg blev ikke bange. Selvom jeg burde være blevet rædselsslagen, følte jeg kun en vis opstemthed, en forventning. Mit blik blev trukket ned i søens overflade, hvor små krusninger bredte sig. Hårene i nakken rejste sig og nu frøs jeg på armene. Jeg kiggede rundt på træerne, stadig ingen vind, men hvor kom så krusningerne fra? Som en forbipasserende efter et trafikuheld kunne jeg ikke løsrive mig, og jeg måtte stirre ned i vandet. Krusningerne lavede underlige skygger, skyerne foroven og træernes kroner, der vred og vendte sig, trods de i virkeligheden stod blikstille. Noget i vandet ændrede sig, og pludselig var det som en film blev afspillet under overfladen, med søens spejlflade som lærred. Jeg så en lastbil, som kom kørende af landevejen, med alt for høj fart. Den kørte op over en bakke, jeg kendte stedet, det var lige her uden for byen. Men hvad var det? På toppen af bakken mistede vi noget af udsynet, og pludselig var der en cyklist, alt for tæt på bilen. Chaufføren dyttede, han prøvede at trække ind mod midten, men for sent, cyklen væltede. Jeg kom tæt på cyklisten, som om vandet zoomede ind, og jeg genkendte Pernilles røde jakke og lange lyse hår. Hendes cykel lå oven på hende, benet lå i en akavet stilling. Der kom blod ud af næsen.

Med et sæt rettede jeg mig op, som var en trance blevet brudt. Et øjeblik troede jeg, at nogen spillede på trommer et sted i nærheden, indtil det gik op for mig, at det var mit eget hjerte. Jeg stod helt stille og ventede på det faldt til ro. Jeg turde ikke kigge ned i vandet, turde ikke, men jeg vidste, at jeg måtte. Bølger af kvalme stod ind over mig, og jeg var ved at falde. Jeg havde ikke lyst, men tvang mig selv til at kigge ned i vandet. Det var blankt som skærmen på min mobiltelefon, og ingen biler eller væltede cykler var at se.

Da jeg cyklede hjem, var jeg stadig meget nervøs. Mor var kommet hjem, men far arbejdede over, så vi spiste alene. Hun plejede altid at spørge mig om min dag, men i dag var hun helt anderledes stille, hvilket passede mig fint. Jeg kunne ikke få billedet af Pernille og lastbilen væk fra nethinden eller tankerne, så ikke en lyd blev sagt.

Efter maden mumlede jeg, at jeg var træt og vistnok også havde nogle lektier. Mor så lige så lettet ud som jeg følte mig, og jeg fortrak ind på mit værelse. Underligt nok faldt jeg hurtigt i søvn.

Næste morgen vågnede jeg tidligt med en sær følelse i kroppen. Jeg havde næsten fået bildt mig selv ind, at det hele bare var fantasi. Ovre i skolen spejdede jeg hele tiden efter Pernille, men hun dukkede ikke op. Efterhånden som tiden gik og det ringede ind, og hun stadig ikke var kommet, begyndte en kildrende fornemmelse i nakken, en følelse jeg huskede fra jeg var mindre, når jeg havde gjort noget jeg ikke måtte, og bare gik og ventede på at blive opdaget.

Vores lærer kom for sent til undervisningen, hvad der slet ikke lignede hende, og da hun endelig dukkede op, så hun meget alvorlig ud. Den kildrende fornemmelse havde nu bredt sig til hovedbunden, skuldrene og det øverste af ryggen.

”9. A, jeg har noget meget alvorligt at fortælle jer. Det drejer sig om Pernille. Hun… hun er kommet ud for en ulykke. I går aftes blev hun kørt ned af en lastbil og ligger på hospitalet med et meget kompliceret benbrud.”

Lettelsen, der som en tidevandsbølge skyllede ind over mig, var lige ved at vælte mig, og sukket, der kom over mine læber, var tydeligvis meget hørbart, for pludselig kiggede hele klassen på mig, vores lærer med rynkede øjenbryn og en sammenrimpet mund.

”Hvad smiler du af, Sanne? Synes du, der er noget sjovt i den nyhed?”

Jeg studerede lynhurtigt mine skosnuder, mens jeg mumlede: ”Nej, nej, selvfølgelig ikke!” Jeg kunne føle varmen i ansigtet helt op til ørerne. Men jeg var så lettet over, at hun ikke var død.

Timerne føltes lange den dag, og da det endelig ringede ud, strøg jeg ud til den gamle cykel og styrtede hjemad. Jeg var igen alene, så jeg gik direkte ind på mit værelse og lagde mig på sengen. Tankerne kørte rundt i hovedet på mig. Hvad var der sket i skoven dagen før? Var det mig, der havde udløst ulykken, eller…? Men det kunne jeg jo ikke, eller kunne jeg? Spekulationerne gjorde mig træt og jeg faldt i søvn.

Jeg vågnede først, da mor kom ind og sagde at vi skulle spise. Far arbejdede igen over, og måltidet var som dagen før.

Ugerne gik, Pernille kom tilbage, og tingene var som før. Eller næsten, for Pernille lod mig være i fred. Hun virkede næsten bange for mig, og jeg forstod det ikke, men jeg nød det. På hjemmefronten var der heller ingen forandring, far blev ved at arbejde over, men så en aften skete der noget. Jeg var gået i seng, men pludselig hørte jeg mor og far skændes.

”… hvor kunne du dog gøre det? Og så din sekretær, hvor banalt kan det blive?”

”Jeg ved det virkelig ikke, Birgit, det skete bare. Vi arbejdede tæt sammen så længe, og så…”

”Tak, spar mig for detaljerne. Men hvad har du så tænkt dig?”

”Det ved jeg ikke, så langt har jeg ikke tænkt.”

”Nej, det er jo det, som er problemet. Du tænker ikke. Hvad så med mig? Og Sanne?”

Jeg trissede tilbage i seng, mens tårerne løb ned af kinderne. Far havde en anden, og så hans sekretær! Skulle de så skilles? Og hvad så med mig? Jeg græd mig i søvn den nat.

Næste dag var det lørdag, solen skinnede og jeg vågnede tidligt. I lang tid lå jeg bare og kiggede op i loftet, mens jeg tænkte på det jeg havde hørt aftenen før. Følelser af afmagt og frustration steg op i mig og gjorde mig rastløs, og jeg mærkede en trang til stedet ude i skoven. Mindet om hvad der var sket sidste gang holdt mig tilbage, men mit behov voksede, jeg begyndte at ryste over hele kroppen, og pludselig var det som om kroppen tog over. Jeg styrtede ud i køkkenet, hvor jeg fandt et par skiver brød og noget vand, og så ud til cyklen. Jeg havde fået skiftet mit hjul, vejret var skønt og vejen hurtigt tilbagelagt.

Jeg havde ikke været ude i skoven siden den dag, og håbede inderst inde, at jeg ikke kunne finde lysningen, men cyklen førte mig direkte derud. Bladene var blevet grønnere og frodigere siden sidst. Fuglene sang stadig, og igen var der ikke en vind, der rørte sig i lysningen. Atter blev jeg tiltrukket af den vindstille sø, og da den med ét blev fyldt med krusninger, kiggede jeg med en blanding af skræk og forventning ned i den. Som sidst begyndte en film at køre i vandet. Det var en ældre dame, som jeg ikke kendte. Hun stod på en stol i en lejlighed og forsøgte at nå noget højt oppe på en hylde. Men så stivnede hun pludselig, hendes ansigt fortrak sig i smerte og angst, og hun styrtede til jorden.

I første omgang var jeg sikker på, at det var fars sekretær jeg ville se, men det var ikke hende. Jeg anede ikke hvem hun var, men jeg var ligeglad i det øjeblik, bare lettet over, at det ikke var en jeg kendte. Jeg fløjtede på vej hjem.

Da jeg kom hjem, talte far i telefon i køkkenet. Han så alvorlig ud. Efter samtalen gik han ind i stuen til mor, og jeg lyttede ved køkkendøren.

”Det… det var Lajla. Hun siger op. Hendes mor har fået en hjerneblødning og er faldet, så hun rejser tilbage til Jylland for at være sammen med hende.”

Med et lettet suk lukkede jeg døren, inden jeg gik tilbage til mit værelse. Jeg forsøgte at analysere hvad der var sket, men fandt ingen svar. Var det i virkeligheden ikke også ligegyldigt? Uanset hvad der var sket, havde jeg jo ikke noget med det at gøre. En lille stemme inden i mig sagde, at det vist ikke var helt rigtigt, men den fortrængte jeg.

Jeg blev færdig med skolen og kom i lære i den lokale tøjbutik. Jeg tog ikke mere ud i skoven, og efterhånden som tiden gik, lykkedes det mig næsten at få overbevist mig selv om, at det hele bare var noget jeg havde drømt eller indbildning. Efter overstået læretid fik jeg fast arbejde i butikken, og en dag trådte Kenneth ind i den. Han skulle købe en gave til sin søster, som lige var flyttet til byen med sin familie, og han ville gerne have det blev noget, som kunne byttes. Jeg kendte godt Susanne og hjalp ham med at vælge en lækker bluse med nederdel til. Han sagde, at hvis hun kunne lide det, ville han invitere mig ud. Det var dog kun blusen, der faldt i hendes smag, men han inviterede mig ud alligevel. Vi gik ud sammen et halvt års tid, så flyttede han ind hos mig, og året efter blev vi gift.

Vi ville gerne have børn, helst mange, og gik i gang med den sjove del af det. Desværre udeblev den endelige belønning, og efter et besøg hos lægen måtte vi se i øjnene, at vi aldrig ville få børn sammen. Det blev vores store sorg, men vi arbejdede os ud af den. Vi gik meget op i det lokale kulturliv, vi gik ud og hørte levende musik, gik i biografen og teatret, og når der ikke var noget i vores nærområde, tog vi endnu længere væk. Vi tog også på lange rejser, krydstogter, USA, Thailand, Afrika, og pludselig holdt vi kobberbryllup, uden at vi forstod, hvor tiden var blevet af.

En lørdag morgen, hvor sommeren netop var kommet efter et køligt forår, vågnede jeg tidligt og følte mig frisk. Der var noget i luften, det var den første rigtige varme dag, græsset var grønt og fuglene sang vidunderligt, som var det sidste gang de ville få lejlighed til det. Jeg måtte ud på cyklen, og hvorfor ikke tage en tur i skoven. Jeg havde ellers holdt mig væk siden den dag, men nu måtte jeg en gang for alle overbevise mig selv om, at der ikke var sket noget overnaturligt dengang. Dagen før fyldte jeg 34 år, og i gave havde jeg fået en ny cykel, så den måtte naturligvis afprøves. Kenneth var på arbejde, han havde noget, der skulle være færdigt inden mandag, så jeg klarede hurtigt den resterende oprydning fra dagen før samt rengøring og fik sat en maskine tøj over.

Og så op på cyklen og af sted i fuld fart gik det. Vejen gik forbi de åbne marker, og insekterne summede matte i varmen, som var kraftig på trods af det stadig kun var tidlig formiddag. Solen varmede på mine blege ben i shortsene, og jeg fløjtede en glad melodi. Det sidste stykke var op af bakke, og jeg mærkede lårmusklerne anstrenge sig, for at trække både mig og cyklen opad. Formen var gået lidt tabt under en lang vinter og et dårligt forår, men nu var varmen der, og jeg skulle ud og cykle.

I skoven kørte jeg ad de store velkendte stier, mens jeg tænkte på alt og ingenting. Vera, som ejede butikken jeg arbejdede i, overvejede at sælge den og gå på pension. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at købe, men vidste samtidig, at det ville indskrænke vores muligheder for at tage ud og rejse, et gode, som jeg meget nødig ville give afkald på. Mens jeg spekulerede, kørte jeg rundt på må og få, og stor var derfor min overraskelse, da jeg drejede rundt i et sving og foran mig så… min lysning. Først tænkte jeg: ’nej, det kan ikke være det samme sted, det lå slet ikke her, og det er så længe siden, det må havde forandret sig.’ Men da jeg fik set ordentligt på det, var der ingen tvivl om, at det var det samme sted. Jeg kunne genkende nogle af træerne, den måde de stod på i forhold til hinanden. Og søen. De store sten, som lå ude i kanten, var også de samme. Ikke en vind rørte sig, men jeg begyndte pludselig at fryse.

Jeg stod af cyklen og gik ned til vandkanten. Sandalerne røg af, og pludselig soppede jeg i det lune vand. Forundret kiggede jeg mig rundt, jeg havde slet ikke bemærket, at jeg var gået ud, før jeg mærkede den bløde fornemmelse af det lune vand mod min hud. Jeg vendte mig rundt, der var et par meter ind, og med ét var jeg ikke bange mere. Forventningsfuld kiggede jeg ned i vandet, og jeg blev ikke skuffet. Der kom krusninger på vandet, og efter et øjeblik kom filmen igen. Men jeg begyndte at fryse, da jeg så hvad søen viste mig.

Det var et soveværelse, jeg ikke kendte. Et par lå i sengen, ingen tvivl om hvad de foretog sig. Men pludselig gik det op for mig, at der var noget bekendt ved kvinden, hvis ansigt jeg kunne ane. Hun lagde nakken tilbage og lo, og så løftede hun hovedet og kiggede lige frem, som var søen et kamera, hun kunne kigge i. Jeg gispede. Det var Pernille, min plageånd fra folkeskolen. Hun boede stadig i byen, og jeg havde hørt, at hun lige var blevet skilt. Men hvem var det hun var sammen med? Den nakke og den ryg virkede også underligt bekendt.

Så fik jeg dagens andet store chok, for det var Kenneth, min elskede mand, som var på arbejde lige nu! Hvordan kunne det dog gå til?
   Jeg rystede på hovedet. Nej, det kunne ikke være rigtigt, søen måtte tage fejl. Men de første to gange havde det jo været rigtigt nok.

Mens jeg stod og vaklede, usikker på hvad jeg skulle gøre, betragtede jeg stadig filmen, som kørte foran mig. Jeg stivnede. En skygge kom ind foran mig, så jeg ikke kunne se mere, en skygge, som havde form af et menneske. Jeg kunne ikke se skikkelsen ordentligt, men det så ud som om den trådte hen imod parret i sengen. Så begyndte Pernille at skrige, og billedet blev utydeligt.

Jeg kneb øjnene hårdt sammen og stirrede ned i søen igen, jeg måtte se mere. Men søen forblev tavs og tillukket, ingen billeder viste sig. Hvad skulle jeg gøre? Med ét mærkede jeg kulden, små knopper som et månelandskab stod ud på huden, og jeg lagde armene over kors for at få varmen. Jeg måtte op af vandet.

Lysningen, som før havde virket så venlig, så nu ud som om den hånede mig. Træernes barkafmærkninger lignede forvrængede mundvige, der vendte nedad, grinede af mig, fjolset, med den utro mand. Hurtigt kom jeg op på cyklen og bevægede mig ud af lysningen, væk derfra. Jeg ville aldrig mere tilbage hertil. Selvom solen stadig bagte ned og cyklede hurtigere end jeg nogensinde havde gjort før, frøs jeg, som et dyr, der lige har opdaget slagterens kniv. Og som dem kunne jeg heller ikke undvige.

Da jeg kom hjem, forsøgte jeg at ringe til Kenneths arbejde. Telefonen gik øjeblikkelig over på telefonsvarer (’Det er fordi, det er uden for almindelig åbningstid, skat. Hvis folk vidste jeg tog telefonen, ville de ringe hele tiden, og jeg ville ikke få arbejdet’) Eller også er det fordi du er hjemme hos din veninde? Mobilen var selvfølgelig slukket. Rasende travede jeg op og ned af gulvet. Så fandt jeg telefonbogen frem og fandt frem til Pernilles adresse.
   Ud på cyklen igen og af sted. Pernilles hus lå i den anden ende af byen. Hun var blevet boende efter skilsmissen med deres to børn. Det var et hyggeligt bondehus med første sal og stråtækt tag, slet ikke som jeg ville have forestillet mig. Da jeg stod ude foran døren, vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre. Kenneths bil var ingen steder at se, men det havde selvfølgelig også været lidt for åbenlyst. Måske stod den i garagen? Der stod et par børnecykler ude foran, men ingen lyd var at høre nogen steder. Bortset fra… oppe på første sal stod et vindue åbent, og var det ikke dæmpet kvindelatter? Jeg lagde hovedet på skrå og lyttede. Jo, og så var der en lidt dybere mandsstemme. Det var for utydeligt til at jeg kunne genkende den. Jeg måtte indenfor.
   Jeg gik rundt om huset, tog i hoveddøren, som selvfølgelig var låst. Så gik jeg rundt om huset. Terrassedøren stod åben og jeg listede indenfor. Stemmerne mumlede stadig, men blev lidt højere, dog stadig utydelige.

Det næste jeg husker er, at jeg står oppe i soveværelset. Stemmerne bliver højere og højere, manden med ryggen til skygger for mit udsyn til kvinden, indtil han rykker sig og hun får øje på mig. Først ser hun chokeret, så vred ud og til sidst skriger hun. Det er først der jeg opdager, at jeg har en kniv i hver hånd, jeg ser den ene, da jeg hugger den ind i ryggen på Kenneth. Pernille bliver ved at skrige, først da jeg hugger den anden kniv i hende tier hun stille. Så begynder skrigene igen, manden er faldet om på sengen og landet på ryggen, den røde plamage på lagenet bliver større og større, og jeg ser, at det ikke er Kenneth. Det går op for mig, at skrigene er mine egne. Så bliver alt sort.

****

Jeg kiggede på Kenneth. Han så træt ud med poser under øjnene, furer om øjne og mund og med grå og ru hud. Øjnene var trætte og munden en smal streg af bekymring og vrede.

”Men, Sanne, jeg forstår stadig ikke, at du kunne gøre det, hvad tænkte du på?”

Et øjeblik overvejede jeg om jeg skulle fortælle ham om søen og dens film, men nej, det var slemt nok som det var.

Politiet havde afhørt mig i timer og timer, og jeg havde svaret på deres spørgsmål efter bedste evne. Nej, jeg vidste ikke hvem den mand i Pernilles seng var, men jeg troede det var min mand. Nej, jeg havde ikke nogen psykiske lidelser, og jeg vidste ikke hvorfor jeg troede det var min mand, hun var sammen med. Spørgsmålene fortsatte i timevis, indtil min advokat krævede, at jeg fik en pause.

”Jeg ved det ikke, jeg troede jo det var dig,” sagde jeg træt til Kenneths spørgsmål.

”Mig?” Stemmen steg til falset, så gned han sig i øjnene. ”Hvorfor troede du det? Jeg kendte hende jo overhovedet ikke.”

Han undgik mit blik og studerede billedet på væggen bag mig påfaldende længe, men jeg havde allerede gennemskuet ham. Søen løj ikke.

”Men det var åbenbart hendes mand, ham, hun skulle skilles fra, som… som lå der. Som jeg tidligere har sagt, jeg husker ikke ret meget af det. ”

”Ja, det var hendes mand, de var ved at finde sammen igen.”

”Sikke velinformeret du er, jeg troede ikke du kendte hende.”

Han rødmede. ”Det… det er hvad jeg har hørt.”

Med hver eneste fiber i kroppen vidste jeg, at han løj. Jeg vidste, at han havde været sammen med hende, at de havde haft et forhold. Selv hvis jeg ikke havde set det, fortalte hans opførsel mig, at han var skyldig.

Jeg tog en dyb indånding og kiggede direkte på ham.

”Jeg vil have, at du går nu.”

Han kiggede overrasket på mig. ”Går? Men vi skal jo planlægge dit forsvar?”

”Det klarer jeg med min advokat. Jeg vil godt have du går.”

Han kiggede ned, mens han kløede sig i håret, så mødte han mine øjne igen, og blev åbenbart overbevist, for han bankede på døren for at komme ud. Han kiggede hovedrystende på mig, mens han ventede på, døren blev åbnet, så forlod han lokalet.

                                                                              ****

Vagten har mad med til mig, hønsekødssuppe og hamburgerryg med kartofler, gulerødder, ærter og smørsovs. Han sætter bakken fra sig og kigger mærkeligt på mig. Så skynder han sig hen til døren og lukker den bag sig, uden at blikket har forladt mig et sekund. Jeg smiler, nogen gange kan det være en fordel at have et vist rygte.
   Jeg sætter mig foran tallerkenen med suppe, men inden jeg når at sætte skeen i, begynder jeg at fryse. Jeg betragter suppen, som begynder at få krusninger på, som om der bliver pustet på den. Som tryllebundet kigger jeg ned i den. Jeg ser en film, som bliver afspillet i min celle: døren går op og vagten kommer ind for at fjerne mit tomme service. Jeg tager min gaffel og jager den lige i øjet på ham, hvorefter jeg løber ud af døren. Vandet bliver sløret igen og en ny film udspiller sig. Det er min sø, som jeg på en gang elsker og frygter. Jeg ser mig selv gå ud i den, jeg står ude på midten og ler. Langsomt bliver jeg trukket ned i den, som står jeg i kviksand, men jeg er ikke bange og jeg kæmper ikke imod, jeg står helt stille og bare ler og ler. Til sidst er jeg suget helt ned under overfladen, der er intet tilbage. Filmen gør mig glad og opstemt. Den første film har jeg ikke lyst til. Men jeg ved, at jeg må gøre det. 
Jeg skynder mig at spise færdig og sætter mig til at vente.

Så hører jeg lyden af vagten, der nærmer sig. Han åbner døren og spørger: ”Er du færdig med at spise?”

Udgivet i Gysernoveller | 3 kommentarer

Den forliste by

Af Tim Jeffreys

Jeg har på fornemmelsen, at jeg aldrig nogensinde i hele mit liv vil kunne se på en solnedgang uden at blive berørt af den samme følelse, som jeg havde den dag jeg trådte ud af Neath skoven og så himlen over Marystown. Jeg blev overvældet af en stor lettelse, som jeg var overbevist om ville være hos mig altid. Jeg var sikker på, at en dalende sol og ujævne røde og orange striber tværs over himlen for evigt ville være forbundet i mit sind med et andet billede: Tid. Eller mere nøjagtigt, tiden der rinder. For blandet med min glæde, min store lettelse, var en mørkere følelse. Den kom fra bevidstheden om, at jeg ikke kunne have tilbragt endnu en nat i de skove.

Jeg ved ikke hvorfor jeg siger dette, da drengen – på trods af hans tavshed og fjerne blik og på trods af, at han havde tilbragt tre nætter alene i skovene – var uskadt. Han var ikke, som folkene i Marystown vil fortælle dig, hvis du spørger, den første unge mand, som var faret vild i skoven. Ikke desto mindre var han den første, som blev fundet i live. Og jeg var den, som hentede ham tilbage, jeg, som bragte hans historie hjem.

Drengens navn er Adam Parkes. Jeg kalder ham en dreng, men han er høj og hans ansigt har begyndende hårvækst. Jeg troede han var død, da jeg fandt ham tidligt den morgen. Han sad støttet op af et træ, bleg og stille i det tiltagende lys. Hans øjne var stirrende og glasagtige. Men selvfølgelig var han levende. Hans hjerte slog. Han drejede hovedet, da vi ankom. Han rejste sig hurtigt. Han gik ved min side tilbage til byen, selvom han virkede ude af stand til at få det døde udtryk væk fra øjnene. Han sagde heller ikke meget til hverken mig eller min følgesvend på vejen tilbage, med undtagelse af en meget mærkelig samtale vi havde, da mørket faldt på. Han kiggede tilbage mod skovene. Jeg spurgte om han havde det godt, og han vendte sig om mod mig og svarede:

  ”De venter. De venter på mig. Det gør de.”

Jeg kunne kun lige ane hans ansigt i det svindende lys. Blidt spurgte jeg ham hvad han mente. Adam blev pludselig hemmelighedsfuld og mistænksom. Han blev fjern og smilede for sig selv. Da jeg kom tættere på ham, opdagede jeg, at han rystede.

  ”Du må fryse, Adam. Tag det roligt, du er snart hjemme.”

Han så på mig og hans øjne var skinnende og dristige. ”Jeg skælver af glæde.”

  ”Hvad mener du?”

  ”Hvem er du?” spurgte han pludselig.

  ”Det har jeg fortalt dig før, Adam. Mit navn er Warren, jeg er forfatter.”

  ”Forfatter!?” Adams ansigt fortrak sig. ”Nå, det var derfor du ledte efter mig, for at få en historie?” Han sagde ikke noget et øjeblik, så stoppede han og stirrede på mig. ”Hvad vil du skrive om?” spurgte han med foragt i stemmen. Han ventede på et svar, men jeg trak bare på skuldrene.

  ”Vi får se,” svarede jeg forsigtigt. ”Så du noget, mens du var faret vild?”

  ”Jeg var ikke faret vild,” bjæffede han.

  ”Adam, du har været forsvundet i tre dage! Du ville have været død, hvis vi ikke var kommet og havde reddet dig.”

  ”Nej!” sagde han med skinnende øjne. ”Nej!” Så blev han stille og nægtede at sige mere. Når jeg prøvede at sige noget, ignorerede han mig. Men på det tidspunkt blev jeg ikke bekymret over hans tavshed og mutte humør. Det var en anden, hvis stilhed gjorde mig meget mere ængstelig.

Jeg har endnu ikke præsenteret Abs, den eneste mand, som stod frem og tilbød mig at følge med ind i skoven for at lede efter Adam; en mørkhåret tidligere faldskærmssoldat i starten af trediverne. Abs voksede op i Marystown, og vendte nygift tilbage for nylig sammen med sin hustru efter at have forladt hæren. Abs ville ikke afsløre sine grunde til at følge med mig ind i skoven. Min eneste tanke var, at han fascination var lig min egen. I starten havde han været snaksalig og spændende, og jeg forestillede mig, at han ville være godt selskab til en eftersøgning. Han talte ofte om sin hustru Marie, som han tydeligvis var meget forelsket i. Jeg havde selv mødt Marie og forstod hans dybe hengivenhed. Aftenen før Abs og jeg drog af sted på vores eftersøgning, lavede Marie aftensmad til os. Under måltidet gik det op for mig, at jeg misundte Abs. Jeg så ham som en mand, som var tilfreds med lidt. Han havde et behageligt liv og en smuk og charmerende hustru. Dette fik mig selvfølgelig til at stille spørgsmålstegn ved hans årsag til at ville følge mig ind i Neath-skoven. Mens Abs vaskede op, var jeg alene med Marie. Jeg spurgte hende om hun var urolig over at han skulle følge med mig på eftersøgningen, og hun lo bare.

  ”Da jeg mødte Abs,” sagde hun, ”var han stadig i hæren, udstationeret i min by nær Berlin. En dag blev hans deling smidt ned i en nærliggende skov, kun med kompas og ingen kort. Abs var tilbage i byen en dag før alle andre, fordi han ville tilbringe så meget tid som muligt sammen med mig. Så jeg vil være urolig for dig, Warren, og urolig for Adam Parkes. Men jeg vil ikke være urolig for min mand.” Hun lo igen og jeg tænkte: ’Måske er hun ikke urolig, fordi hun ikke er herfra. Hun er ikke vokset op med myterne om Neath-skoven.’

Abs, derimod, som var vokset op i Marystown, kendte alt til frygten og mistanken, som omgav Neath-skoven. Jeg tvivler ikke på, at han som mig var fascineret af det hele. Et forbudt sted er fascination nok i sig selv. Hvis han havde andre grunde til at ville ledsage mig, talte han ikke om dem.

Og hvad med mine grunde? Jeg indrømmer, at jeg ikke havde noget forhold til Adam Parkes. Jeg gik ikke ind i skoven for at lede specifikt efter ham. Hvad jeg ledte efter, var en historie. Det er sjældent at finde en myte i den moderne verden, sjældent at finde et sted så omgærdet af overtro som Marystown og skovene omkring den. I begyndelsen var jeg usikker på om mit mål var at afsløre myten eller forstærke den. Hvis Adam blev fundet i live, hvad kunne han så fortælle om det han havde set i skoven?

Noget overhovedet?

Ville det være nok til at holde overtroen i live eller simpelthen et eventyr om at fare vild, en nær-døds-oplevelse, som handlede mere om dårlig stedsans end om noget, der bare mindede om noget overnaturligt?

Byen Marystown er i sig selv ikke særlig bemærkelsesværdig. Da vi vendte tilbage fra skoven og kom ned af bakkeskråningen, blev vi mødt af en halvt ødelagt fabrik. Jeg har gjort mit hjemmearbejde. Engang var der en stor industri og fremgang i byen. Men alt for mange mænd, som forsvandt i skoven, har reduceret byen til en halvt forladt dynge af huse, et par mørke gader, en eller to butikker, en restaurant og et par barer. En fremmed bliver mødt med mistænksomhed. De fleste forlader forbløffede stedet, som om de lokale har lavet en spøg med dem, og forstår ikke hvorfor de ikke blev mødt med åbne arme. Sådan et lille samfund byder da et nyt ansigt velkomment?

Nej. Tro mig. Det gør det ikke.

Jeg følte mig ikke velkommen, da jeg ankom. Der var ingen opmuntring, da jeg stillede mig op i en af pubberne og fortalte om mine intentioner om at finde Adam Parkes. I et lettere truende tonefald blev jeg faktisk tilskyndet til at forlade byen. Det viste sig, at de lokale mere frygtede, at jeg ville bringe Adam levende hjem, end de egentlig bekymrede sig for mig. Og som jeg selv var de ikke bekymrede for Adam som sådan, men for den historie han ville bringe med hjem. Mine instinkter fortalte mig, at hvor jeg ønskede at fortælle historien – hvad den så end ville være – var de lokales eneste ønske at dysse den ned.

Abs og jeg nåede frem til byen idet mørket faldt på og afleverede Adam hjemme. I det mindste var hans mor glad for at få ham tilbage. Da hun åbnede døren, stod hun et øjeblik forvirret, som om hun havde opgivet håbet i samme øjeblik drengen vovede sig ind i skoven. Jeg følte det som om jeg præsenterede hende for et spøgelse, og jeg puffede drengen ind i hendes arme, som for at bevise, at han var af fast stof, af kød og blod. Hun holdt ham ind til sig i lang tid, idet en diset regn begyndte at falde. Idet hun til sidst trak sig tilbage, stirrede hun ind i hans ansigt. Hun skævede over på mig. Mens hun stirrede på drengen igen, tog hun fat i hans skuldre og rystede ham lidt, mens hun bekymret spurgte:

  ”Hvad?”

Jeg følte en stigende forventning, men efter en lang tavshed mumlede drengen blot: ”Jeg er sulten.”

Adams mor gik forrest ind i huset, men Abs greb fat i min skulder.

  ”Warren, jeg skal hjem.”

  ”Okay, Abs,” sagde jeg, ”vi tales ved i morgen.” Jeg vendte mig og rystede hans hånd energisk. ”Tak. Endnu en gang tak. Vi gjorde det. Vi fik ham hjem. Dig og mig, Abs. Der vil være…”

Jeg holdt op med at tale, da jeg opdagede, at Abs kiggede på mig med et rådvildt blik.

  ”Warren,” sagde han i et betydningsfuldt tonefald, ”vil vi selv fortælle om den nat vi har haft?”

Jeg var stille et øjeblik, idet jeg kiggede på ham. ”Hvad mener du?”

Han virkede ængstelig. ”Vil vi fortælle hvad vi selv så?”

Vi?!

På det tidspunkt tænkte jeg: ’Han må mene Adam. Han må mene hvad Adam så. Vi så ikke noget.’

Jeg klappede ham på skulderen. ”Vi finder snart ud af hvordan denne historie udformer sig,” sagde jeg, og som svar på dette gik han blot forvirret sin vej.

Kort efter var jeg alene med Adam, mens hans mor lavede mad. Han virkede forvirrede og lettere misfornøjet med at være tilbage i et så indskrænket og velkendt sted som hans hjem. Han så på mig som om jeg havde svaret på de tanker, som plagede hans sind.

  ”Hvad er der galt, Adam? Du blev reddet. Du har det godt og er i sikkerhed?”

Han stirrede på mig, og nu kom et glimt af foragt til syne i hans øjne.

  ”Hvorfor ledte du efter mig?” spurgte han med en hviskende stemme, som jeg ikke kunne undgå at bemærke var tung af beskyldninger.

Forbløffet spurgte jeg ham: ”Ville du hellere have, at jeg ikke havde gjort det?” Det var min første mulighed for at betragte Adam rigtigt. Jeg så, at han havde simple og surmulende træk.

”Hvad vil du have, taknemmelighed?”

Igen blev jeg chokeret. ”Det var en mulighed!”

Han drejede hovedet væk.

  ”Adam,” sagde jeg. ”Tidligere i dag, da vi gik ned af bakken, sagde du, at ’de vil vente på mig.’ Hvem mente du?”

Nu ignorerede han mig.

  ”Adam, det er vigtigt.”

Han afbrød mig med en brummen.

  ”Hvad er det?”

 Efter et øjeblik kiggede han på mig og hans øjne skinnede igen. ”Hun sagde hendes navn var Or-ee-ad.”

  ”Hvad? Hvem sagde det?”

  ”Hun sagde hendes navn var… Goad”

  ”Hvem? Hvem taler du om?”

Men på dette tidspunkt vendte hans mor tilbage for endnu en gang at overdynge ham med knus og kys. Jeg fornemmede det var på tide at sige farvel nu. Jeg var meget træt efter eftersøgningen, men jeg lovede Adam og hans mor, at jeg ville vende tilbage den næste dag. De lovede mig, at de ikke ville tale med andre, som måske ville komme forbi. Adams historie, hvad den end var, tilhørte mig. Jeg havde tilbragt 36 timer i Neath-skoven med at lede efter ham, og jeg var ikke indstillet på at få min belønning stjålet fra mig.

Jeg blev forskrækket, da telefonen i gæstehuset ringede. Jeg havde siddet ved skrivebordet. Lampen var tændt. Mine papirer var foran mig. Men jeg havde stirret ud af vinduet. Fra mit værelse kunne jeg se det første af bakken, silhuetten af den halvt ødelagte fabrik mod himlen. Bagved lå Neath-skoven i mørke.

  ”Ja? Hallo?”

  ”Warren.”

Jeg genkendte stemmen med det samme. ”Abs. Hvad er der galt? Du lyder bekymret. Er der noget galt?”

  ”Warren, det er Marie.”

  ”Marie? Er hun okay? Hvor er hun?”

  ”Hun har det fint. Hun sover.”

Jeg så flygtigt på uret på væggen. Jeg blev tavs chokeret over tidspunktet. Jeg måtte have stirret ud af vinduet i lang tid. ”Nå,” sagde jeg til Abs, ”det er sent.”

Der var stille lidt før han atter talte. ”Jeg vil ikke have hun skal være alene. Jeg hader at tænke på hende helt alene.”

En skælven gik igennem mig. Jeg stirrede tilbage mod vinduet. ”Alene? Hvorfor skulle hun være alene? Hun har dig.”

  ”Jeg kan huske hvordan min mors hjerte blev knust, da min far… da han… da han forlod os.”

Da Abs sagde dette, følte jeg en knugen i mellemgulvet, noget gik pludselig op for mig.

  ”Din far forlod hjemmet? Det har du aldrig fortalt mig. Var det… gik han… skoven?”

  ”Det ødelagde min mor ikke at vide det. Ventetiden. Det slog hende ihjel, Warren.”

  ”Men Abs,” sagde jeg, i et påtaget lettere tonefald. ”Hvad har det med Marie at gøre?”

Igen en længere pause. ”De kalder mig tilbage, Abs.”

Jeg kunne ikke svare. Jeg blev overvældet af hans ord. Jeg var bange for at høre på ham, bange for hvad han måske ville sige næste gang. Jeg fik en pludselig trang til at trække gardinerne for, men var bange for at rejse mig. Det var som om jeg kunne mærke nogen, langt væk i natten, som holdt øje med mig.

Abs fortsatte. Hans stemme fik et desperat, bedende tonefald. ”Sig mig hvad jeg skal gøre, Warren. Skal jeg gå hen til dem? Skal jeg gå? Eller skal jeg blive her hos min kone?”

  ”Abs, du…”

Der var dæmpede stemmer i baggrunden i den anden ende af linjen. Han talte beroligende til en eller anden, før han sagde til mig: ”Jeg må gå.”

Det var de sidste ord jeg hørte ham sige, og selvom jeg gennemgik dem i mit hoved igen og igen den nat, kunne jeg ikke huske hans præcise tonefald eller finde ud af præcis hvad han havde ment.

Jeg ville gerne have været gået over og have talt personligt med Abs i samme minut jeg lagde røret, men det var midt om natten, og af en eller anden grund var jeg bange for at forlade gæstehuset mens det var mørkt udenfor. I stedet sov jeg, en meget urolig søvn. Det var tidligt næste morgen, da jeg bankede på Abs’ hoveddør. Det var en klar og strålende dag. Mine mørke tanker fra natten før var tilsyneladende forsvundet.

Det vil sige, indtil Marie åbnede døren. Hun virkede overrasket over at se mig.

  ”Warren?” Hun stirrede forbi mig ud på gaden.

  ”Undskyld. Vækkede jeg dig?”

  ”Ja. Jeg troede du var…” Selv søvndrukken var hun smuk.

  ”Hvad?”

  ”Jeg troede du måske var Abs.”

Jeg fik en tung fornemmelse i maven, som om tyngdekraften trak mig ned.

  ”Er Abs ikke her?”

  ”Nej. Han lå ikke ved siden af mig i sengen, da jeg vågnede. Han er ikke i huset. Hvor kan han være?”

  ”Hvad skete der i går aftes?” spurgte jeg forsigtigt. ”Hvad skete der efter han ringede til mig?”

  ”Var det dig?” Hun så på mig med sammenknebne øjne, som om hun forsøgte at huske. ”Vi havde en mærkelig samtale. Ja. Han blev ved med at sige, at han var ked af det. Han sagde, at han elskede mig og at han var ked af det.”

  ”Åh nej!”

    ”Warren?” sagde Marie, idet hun rakte ud efter mig, men jeg havde allerede vendt mig om og var på vej væk. Jeg ville tilbage til mit værelse og pakke. Frygten i mig var så stor, at det var det eneste jeg kunne tænke på at gøre. Marie kaldte efter mig. ”Hvad sker der?” råbte hun. Hvad kunne jeg sige? At jeg efter min første og eneste nat i Neath-skoven vågnede op et andet sted end i mit telt? Skulle jeg have fortalt hende, at inden jeg dagen før var begyndt at lede efter Adam Parkes måtte finde Abs? Skulle jeg fortælle hende at det havde vist sig, at han var ganske tæt på mig? Hvordan vi begge var vågnet op ved bredden af en lille sø?

Hun blev ved at kalde på mig, så jeg begyndte at løbe. Da jeg nærmede mig gæstehuset, løb en kvinde ind foran mig. Jeg genkendte hende ikke først.

  ”Han er væk!”

  ”Hvad?”

  ”Han er væk! Min dreng er væk igen!”

  ”Undskyld mig. Lad mig komme forbi. Jeg skal…”

  ”Du må hjælpe mig! Han er taget tilbage! Det ved jeg!”

  ”Slip mig. Jeg skal væk herfra.”

  ”Du kan ikke tage af sted. Du må tage tilbage. Du må tage tilbage efter Adam!”

Jeg tog hende om håndleddene, idet hun rakte ud efter mig. Jeg holdt hendes hænder løftede og stirrede hende ind i ansigtet. ”Hør her,” hvæsede jeg. ”Jeg kan ikke hjælpe dig. Jeg dør, hvis jeg tager tilbage. Hører du? Jeg dør!”

Halvvejs gennem pakningen begyndte jeg at tænke på den nat jeg tilbragte i Neath-skoven. Da gik det op for mig, at jeg var nødt til at skrive. Mine papirer var stadig spredt ud over skrivebordet. Jeg tændte lampen, satte mig ned foran det åbne vindue og tog en kuglepen op. Jeg ville skrive hvad jeg kunne huske. Måske ville det kaste noget lys over hvad det var, der skete her. Måske ikke.

Jeg tilbragte kun en nat i Neath-skoven. Her er hvad der skete.

Abs og jeg havde slået lejr. Vi havde tændt bål og sad på hver sin side af det og fik varmen, før vi trak os tilbage til vores telte. Hvis jeg skal være helt ærlig, udsatte jeg nok tidspunktet, hvor jeg skulle forlade Abs og lyset fra bålet. Skovens mørke omringede os. Der var konstant bevægelse i træerne eller i bevoksningen. Jeg fokuserede på flammerne og talte for at berolige mig selv. Abs sagde meget lidt. Jeg troede han lyttede til mig, men da jeg løftede mit hoved, blev jeg slået af det intense udtryk i hans ansigt. Hans øjne var fikserede på et punkt et stykke fra mig.

  ”Hvad er det?” sagde han. ”Kan du høre det?”

Jeg lyttede. I et stykke tid hørte jeg ingenting.

  ”Din fantasi,” sagde jeg til Abs.

Han stirrede mig ind i ansigtet. ”Du kan også høre det, kan du ikke?”

Jeg sagde ikke noget, selvom jeg udmærket vidste hvad han mente. Et sted langt borte fra kom lyden af sang. Mange bløde stemmer var forenede i sang. Jeg kunne ikke genkende sangen eller ordene, men det kan have været en vuggevise. Der var noget blødt og blidt over det, men også noget dybt og mørkt som skovene selv.

Abs rejste sig og kastede et blik på omgivelserne.

  ”Lyt, Warren.”

  ”Det er et dyr, eller… eller sådan noget.”

  ”Nej. Men det nærmer sig.”

  ”Vi burde få noget søvn.” Jeg rejste mig unaturligt hurtigt, strakte mig og gabte påtaget. Imens hamrede hjertet i brystet på mig. Panikken var ved at få magten. Ved du hvad jeg så gjorde? Jeg gik direkte til mit telt, kravlede indenfor og lynede det til. Jeg så mig ikke tilbage. Jeg efterlod Abs ved bålet, mens han stirrede ud i mørket.  Jeg kravlede ned i soveposen, pressede mit ansigt ind mod den sweater jeg brugte som hovedpude og lukkede mine øjne. Jeg lod Abs stå alene ude ved bålet. Jeg efterlod ham, fordi jeg ikke ønskede at vide hvad som kom frem fra skoven, og jeg kunne ikke hjælpe ham nu. Jeg kunne høre hans stemme, han talte ikke til mig men nogle andre. Jeg hørte bløde kvindestemmer, som svarede ham. Jeg hørte ham ikke råbe eller skrige. Jeg troede ikke han var i fare. Men alligevel kunne intet få mig ud af teltet før næste morgen. Intet

Men… men der er

  ”Vi burde få noget søvn.”

Stemmer. Ja. Ja. De lyder så unge og søde. Deres

Latter er som musik.

Og – åh! – de løfter de kommer med! Prøver de at

Jeg efterlod Abs ved bålet, stirrende ud i mørket!

Lokke mig ud? Stor viljekraft – eller er det frygt? – får mig til at ligge urørlig sammenkrøllet i

Min sovepose.

Det eneste jeg kan høre fra Abs er

Latter og sukken. For at lukke de hviskende lyde ude

Og jeg føler de kalder på mig, for de ved jeg er her, jeg tænker på hvad der

Sker når

Jeg vender tilbage til byen med Adam

Parkes.

Jeg forestiller mig jeg er i

Et talkshow

Mens jeg bliver interviewet. I mit hoved drømmer jeg om at jeg

Besvarer fantasispørgsmål fra min

Vært. Og

Lynet til… min sovepose. Jeg pressede mit ansigt ind i

Dæmon bøjer sig lurende ind over mig!

Panikken truer lige under overfladen.

Øjne, der brænder mig!

Jeg efterlod bare Abs!

Og hvad fandt du i Neath-skoven? Spørger talkshowværten.

Ingenting. Ingenting

Ingenting

Ingenting – åh

Hovedet på hendes bryst. Hamren i min brystkasse. Vil du vide hvad jeg gjorde?

Ingenting.

Nej!

Ingenting! Mit hjerte var hele tiden

Ingenting!

Nej!

Gik direkte hen til mit telt, kravlede ind og

Nej! Vær sød at lade mig… jeg vil… lad nu være!

Jeg kravlede ind i min sovepose, pressede ansigtet mod den sweater jeg brugte som hovedpude og lukkede mine øjne.

Og det er så svært at stå imod, men

Jeg efterlod Abs der. Jeg forlod ham fordi

Jeg ønskede ikke at vide det

Ingenting

Ingenting

Overhovedet ingenting.

Stop. Jeg ved ikke hvad jeg skriver. Jeg er nervøs. Det er noget sludder. Åh, mit hjerte. Lad mig lige trække vejret. Lad mig læne mig tilbage. Jeg vender tilbage til dette her. Måske skulle jeg gå en tur og få noget frisk luft. Jeg vil have frisk luft. Jeg vil gå en tur væk fra denne by. Jeg går op af bakken. Jeg vil have godt af luften. Jeg burde gå en tur fordi

Mit hjerte

Jeg vil have godt af luften og gåturen. Jeg vil gå forbi fabrikken. Måske gå en tur til skoven…

Til skoven, jeg vil gå en tur til Neath skoven og vende tilbage til min skrivning senere, når jeg er blevet klar i hovedet.

Udgivet i Gysernoveller | 2 kommentarer

Det magiske øje

Af Tim Jeffreys

Clare havde et grønt øje og et blåt øje. Med sit blå øje så hun verden som alle andre, med sit grønne øje så hun ting ingen andre kunne se. For eksempel monstrene på sit værelse.

Det var hendes far, som lærte hende tricket, fordi hun ikke ville sove alene om natten. Hans øjne var ligesom hendes: et grønt, et blåt.

”Sniger de sig ind på dig, prinsesse?”

Clare nikkede trist.

”Jeg forstår,” sagde hendes far. ”Skal jeg vise dig et trick, som afslører dem?”

Clare stirrede tilbage på ham. Hun havde aldrig kendt andre som havde to forskellige farver øjne. Han havde tidligere sagt, at det gjode dem begge anderledes, specielle.

”Det grønne øje er et magisk øje,” fortalte han hende, med lav, hemmelighedsfuld stemme. ”Luk det andet og kig kun med det, og så kan du se monstre, når de skjuler sig eller prøver at forklæde sig.”

Clare lukkede sit højre øje og kiggede rundt i værelset med det andet. Hun kunne ikke se nogen monstre. De måtte være forsvundet for nu.

Med det ene øje lukket kiggede Clare op på sin far. ”Hvad så nu?”

”Nu…” Hendes far kiggede rundt i værelset og tog en fastelavnsmaske fra toppen af klædeskabet. Han lænede sig fremover med masken over ansigtet. ”Må du skræmme dem væk!” Han stak tungen ud gennem den smalle revne i heksens mund.

Clare lo, så så hun alvorligt på sin far igen. ”Men jeg kan ikke skræmme monstre.”

Hendes far smilede. “Selvfølgelig kan du det. Du må bare lære at være frygtingydende. Mere skræmmende og frygtindgydende end de er.”

Clare satte sig brat op, så hendes ansigt næsten rørte hendes fars. Så skar hun nogle frygtelige grimasser, mens hun lød som et spøgelse.

Hendes far lod som om han blev bange. ”Sådan! Så har du vist ikke brug for mig mere.”

”Nej!” lo hun.

”Sov godt, prinsesse.”

I mørket øvede Clare sig i at kigge kun med det venstre, mens hun smilede for sig selv. Monstrene var væk. De brød sig ikke om at blive set.

Kort tid efter skete ulykken. En dag kom Clares far ikke hjem efter arbejde. Han var kørt galt med bilen. Clare så sin mor græde. I de efterfølgende uger begyndte hun at samle på fastelavnsmasker. Hun brugte al sin vrede og sorg til at jage monstrene væk når de kom.

Et år gik. Knebet hun havde lært af sin far svigtede aldrig. Så en dag kom en mand til middag.

”Clare, det her er Frank. Sig hej.”

Clare betragtede den høje, buttede fremmede, som stod ved siden af hendes mor. Hun vidste med det samme, at hun ikke kunne lide ham. Han smilede venligt til hende over middagsbordet, så spurgte han bekymret: ”Hvad er det hun gør?”

Clares mor stod henne ved komfuret med ryggen til dem. ”Hvad gør hun?”

”Hun bliver ved med at blinke til mig.”

Clares mor, som havde brune øjne, sendte pigen et skarpt. ”Hold op med det der og kom og hjælp mig med at dække bord,” sagde hun.

Med et sidste surt blik på Frank rejste Clare sig og gik over til sin mor.

”Nogle gange kommer de i forklædning. Man ved det ikke før de har fået fat i dig.”

Hendes mor lagde bestikket fra sig. ”Hvad snakker du om? Frank, vil du have en drink?”

Clare  hev i sin mors kjole. ”Du kan ikke se dem. Du har ikke det magiske øje.”

Frank lo fra den anden ende af lokalet. Da Clare sendte ham et skarpt blik, stivnede han frygtsomt.

”Hvor kommer den slags dog fra?” Clares mor stillede en tallerken med en bøf og pommes frites foran Frank, mens hun smilede til ham. Han smilede tilbage, men under middagen skævede han nervøst til Clare.

Da måltidet var slut, tændte Frank en cigaret, og Clare fortalte ham hadefuldt, ”Der plejede min far at sidde!”

Selvfølgelig flyttede Frank ind. Da han ankom, sprang Clare fra det øverste trappetrin, iført en sort troldemaske og kappe.

”Åh!” Frank tabte flyttekassen i sine arme og tog sig til brystet. Clare lo bag troldemasken.

En nat, hvor vinden hylede udenfor og ruskede i vinduerne, hørte Clare Frank i gangen udenfor hendes værelse. Hun hørte hvordan hans fødder bevægede sig over gulvet mod hendes dør. Da hans silhuet viste sig i den halvåbne dør, stirrede Clare på den, mens hun åbnede og lukkede sit venstre øje. Frank skiftede form når hun gjorde det. Det ene øjeblik var han høj og bred, det næste var han krumrygget og vansiret. Clare rakte ud efter masken hun havde ved siden af sengen og satte sig op mens hun hylede. Frank forsvandt.

Efter dette vidste Clare, at det var på tide hun drev Frank-monstret væk for evigt. Hun var nådesløs i sine anstrengelser. Når han steg ind i sin bil om morgenen, sprang et spøgelse op fra bagsædet. Når han kom hjem fra arbejde, ventede en varulv under bordet i det mørke køkken på at snappe efter hans fødder før han nåede at tænde lyset. Hun sprang frem fra gardinerne, udklædt som Frankenstein, eller faldt ud af skabene med et lagen viklet omkring sig. En dag så hendes mor med rædsel hvordan pigen bugtede sig som en slange henover køkkengulvet bag Frank, med tungen svirpende ind og ud og øjnene fast fikserede på manden. Frank vendte sig om, da han så udtrykket på moderens ansigt, men så ingenting. Så gav han et hyl fra sig, idet Clares satte sine tænder dybt i hans ankel. Bagefter sad Frank i en lænestol, mens han tyllede cognac. Hans øjne stirrede tomt ud i luften. En cigaret brændte mellem hans fingre. Clares mor sad hovedrystende ved siden af ham. Senere hørte Clare, at de snakkede om hende.

Næste morgen blev Clare misfornøjet da hun så Frank til morgenmaden. Han gemte sig for hendes stirren bag avisen. Han kunne ikke klare når hun blinkede med øjet. Hun blev enig med sig selv om, at hun stadig ikke havde skræmt ham nok. Hun havde været frygtelig. Nu måtte hun være forfærdelig. Endelig kom dagen, hvor der skete noget virkelig specielt. Det var oktober. Bladene hvirvlede rundt i gaderne. Frank var begyndt at se træt og bleg ud. Han blev hjemme fra arbejde. Så snart han så Clare, blev han anspændt og nervøs.

Da Clare kom hjem fra skole, sad Frank foran fjernsynet, hvor hendes far plejede at sidde. Da hun nærmede sig, trak han sig umærkeligt væk. Hun smilede til ham med hænderne på ryggen. Hendes lysblonde hår lagde sig omkring hendes ansigt som en ramme om hendes sære uensartede træk.

”Hvad vil du?” spurgte Frank varsomt. ”Hvad er der?”

”Jeg fandt noget på vej hjem,” sagde hun sødt. ”Jeg har taget det med til dig.”

Frank smilede næsten. Han slappede lidt af. “Har du?”

“Ja.”

Og så smed Clare en død kat i skødet på ham, som hun havde samlet op i vejkanten. Frank sprang skrigende op og smed den rådnende ting på gulvtæppet. Han stirrede på den, så vendte han sig mod vantro mod Clare.

”Hvad er der galt med dig?,” råbte han. ”Du har brug for hjælp, pigebarn.”

Clare lo og løb ud af værelset. Hun løb ovenpå, hvor hun fandt sin mors make-up pung og pudrede sit ansigt foran spejlet til det var spøgelseshvidt. Så malede hun sig med læbestift rundt om øjnene og munden.

Hun krøb nedenunder igen og stak sit hoved gennem døråbningen ind til stuen. Hun kunne se ud til køkkenet, hvor Frank stod ved vasken og vaskede sine hænder. Hun kiggede på ham, mens hun åbnede og lukkede sit højre øje. Når hun kiggede med begge øjne, var det Frank, som stod ved vasken, når hun kun kiggede med sit magiske øje, var det et krumbøjet pelset væsen, et væsen med flagermusevinger og hale.

”Jeg kan se hvem du virkelig er,” sagde Clare lavt til sig selv. Hun smuttede ud af hoveddøren. I garagen fandt hun en fakkel. Da hun var kravlet i skjul under køkkenvinduet, var det allerede mørkt. På den anden side af ruden kunne hun høre Frank rumstere med tallerknerne i vasken. Dette skulle være hendes øjeblik. Hun tændte faklen og sprang op med lysskæret pegende mod ansigtet. Da Frank så hende komme ud af mørket med et ondskabsfuldt blik, skreg han. Så stivnede han. Hans ansigt fortrak sig i smerte. Han faldt om, så hun ikke kunne se ham, og der hørtes lyden af knust porcelæn.

Clare lo.

Klokken seks kom hendes mor hjem og fandt ham. Clare havde ventet i garagen. Hun havde tørret al make-uppen af med en fedtet klud. Da ambulancen og politiet var kørt, gik hun ind og fandt sin mor, som sad på trappen.

”Hvor har du været?” græd hendes mor og omfavnede hende.

”Hos en ven,” sagde Clare. ”Hvorfor? Hvad er der sket? Hvor er Frank?”

Men hendes mor knugede hende bare tættere ind til sig.

Otte måneder senere kom Tony til middag. Han kiggede på Clare over spisebordet. Da Clare blinkede til ham, blinkede han tilbage. Da hun blev ved at blinke, drejede han hovedet og spurgte: ”Hvad er der galt med hende?”

Udgivet i Gysernoveller | Skriv en kommentar

Maren

Alle holdt af Maren. Når hun ekspederede i bagerbutikken, smilede hun venligt til alle kunder. Hun kendte dem alle sammen og også deres familier, for det var en lille by hun boede i, hvor alle kendte alle. Maren kendte sine kunders børn, deres familier og venner. Når nogen havde fortalt Maren noget, huskede hun det. Når kunden så kom igen senere, huskede hun altid at spørge hvordan det gik med sønnens brækkede ben eller svigermors ildebefindende. Hun interesserede sig oprigtigt for deres svar, og kom med deltagende kommentarer og enkelte gange gode råd.
     
Maren gik meget op i sit arbejde. Alle sneglene, spandauerne og de overskårne lå på snorlige rækker. Nogen gange, når bagersvendene i al godmodighed ville drille hende lidt, lagde de wienerbrødene eller flødeskumskagerne skævt. Når Maren så det blev hun helt stiv i blikket, kiggede hvast på dem og skyndte sig at lægge dem ordentligt. Men det skete dog ikke så tit.
     
Maren var ikke retarderet, men nogen ville nok mene, at hun var lidt enfoldig. Hun havde ikke klaret sig så godt i skolen, så hun havde ikke fået nogen uddannelse. Hun var begyndt at arbejde hos bageren efter skole i weekenden, og da hun sluttede i 10. klasse, virkede det naturligt for både hende og alle andre, at hun startede fuld tid hos bageren. Der havde hun været nu i 10 år, og var godt tilfreds med det.
     
Maren var alene. Hendes mor havde forladt dem da hun var ca. 15 år gammel, og for en måneds tid siden var hendes far også rejst. Han havde mødt en anden kvinde, havde hun fortalt kunderne, og nu ville han flytte hjem til hende. Hun boede i en helt anden by, langt væk. Maren savnede selvfølgelig sin far, men hun var blevet boende i huset, og det var nu også rart at have sit eget. Nu var hun jo også 27.
     
Huset havde en lille have til, som Maren brugte som nyttehave. Hun havde altid elsket den have. Her havde hun, fra hun var ca. 10 år gammel, dyrket gulerødder, ærter og hvad hun ellers fandt på. Hun havde også haft nogle jordbærplanter. I sin have følte hun sig normal. Her var der ingen, der stillede krav om, at hun skulle læse noget, eller om hun kunne de små tabeller. Her handlede det om den rette pleje, om at planten skulle have den rette dosis sol, vand og kærlig pleje, og Maren havde altid været god med sine hænder og til at få tingene i haven til at vokse.
     
Maren var begyndt at få mareridt. Hun drømte om den dag hun dræbte sin far. Han havde fortalt hende om den kvinde han havde mødt, og at han ville flytte hjem til hende. Maren havde skreget i afmagt og raseri.
     
“Jamen lille Maren dog”
     
“Jeg er ikke din lille Maren. Hvordan kan du forlade mig, efter alt det jeg har gjort for dig – for os? Jeg elsker dig jo.”
     
“Jeg ved det, Maren, og jeg elsker også dig, men det kan jo ikke blive ved med at gå. Det er forkert, og det ved du også godt. Jeg tror det jeg gør er det bedste – for os begge. En frisk start for os begge.”
     
“Hvordan kan det være det bedste, når du knuser mit hjerte fuldstændig?”
     
Maren var gået ud i køkkenet, havde grebet den store kødkniv fra knivblokken, var gået tilbage til sin far og havde stukket ham i maven med den. Da han var faldet om, havde hun sat sig på hans mave og havde stukket ham yderligere et par gange, så hun var sikker på, at han var død. Ingen skulle forlade hende. Ingen skulle forråde hende. Bagefter var hun sunket sammen i sofaen. Her sad hun og tænkte tilbage, tænkte på tiden efter hendes mor forsvandt. Maren og hendes far var blevet meget tæt knyttet. Om aftenen hørte hun ham græde inde i sengen, af sorg og savn. Hun gik ind for at trøste ham, strøg ham over panden, som hun havde set sin mor gøre det. En aften var hun krøbet ned til ham, og de havde ligget og holdt om hinanden.
        Så skete DET. Det som ikke måtte ske, det som en far ikke må gøre mod sin datter eller noget andet barn, men det var sket alligevel. Bagefter var hendes far dybt ulykkelig og hadede sig selv, men Maren havde trøstet ham igen. Næste aften var hun gået ind til ham igen.
     
Maren rejste sig fra sofaen, fik hentet nogle plastsække, som hun fik anbragt sin far på, og var begyndt at partere ham, mens hun passede på ikke at stænke på møblerne. Kødstykkerne blev begravet i køkkenhaven, ved siden af hendes mor.
     
Maren drømte om dengang hun slog sin mor ihjel. Hendes mor havde gjort noget utilgiveligt. Hun havde læst noget hun ikke skulle have læst. Marens hemmelige dagbog. Maren havde skrevet dagbog i mange år. Hun skrev om alle sine drømme, om alle sine ønsker og fantasier. Maren elskede sin far meget højt. Hun skrev også om sin far i dagbogen. Om alle de ting hun havde hørt og læst om at voksne gjorde, når de var sammen – og at hendes far gjorde det ved hende. I skolen var hun blevet drillet. De store drenge havde været efter hende og fortalt om alle de frække ting de ville gøre ved hende. Maren havde ikke sagt noget. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Men i sin fantasi havde hun digtet videre – og havde draget sin far med ind i den.
     
Maren var kommet hjem fra skole en dag og havde taget sin mor i at sidde på hendes værelse og læse hendes dagbog. Tårerne var løbet ned ad kinderne på moderen og hun var helt hvid i ansigtet. Hun kiggede forfærdet på Maren, da hun kom ind i værelset.
     
“Maren, hvad er det dog du skriver? Er det sandt? Hvorfor har du ikke sagt noget? Hvordan kunne han – og han er din far. Nu går jeg til politiet, og så skal jeg nok sørge for, at han aldrig kommer til at gøre dig noget igen. Du skal aldrig mere se ham.”
     
Da Maren hørte sin mors sidste ord, vidste hun hvad hun måtte gøre. Hun strøg ned i køkkenet og hentede kødkniven og stak den i hjertet på sin mor. Maren tilbad sin far. Hendes mor skulle ikke komme og sige, at hun aldrig skulle se ham igen. Aldrig. Far skulle ikke i fængsel, det skulle hun nok sørge for.
     
Maren begravede sin mor i haven. Det havde været om foråret, og hendes have havde aldrig været smukkere end det år.
     
Nu lå hendes far der også. Det ville blive et godt køkkenår. Måske ville hun endda kunne vinde byens konkurrence om hvem der kunne avle det smukkeste og største græskar.

Udgivet i Gysernoveller | Skriv en kommentar

Naboens børn

   – Kristoffer! Bente Hansens stemme forsøgte forgæves at skære igennem parcelhusets vægge, men det var som en smørkniv mod beton at forsøge at trænge igennem støjen fra hendes teenagesøns værelse.
     - Kristoffer! Gjaldede hendes stemme en gang til, med samme resultat.
     ’Det er da også typisk teenagere og deres støj’, tænkte hun irriteret, mens hun trampede ud ad bryggerset og hen ad gangen til sønnens værelse, som hun bankede hårdt på et par gange, inden hun åbnede den.
     - Hvor mange gange skal jeg sige til dig, at du ikke skal spille så høj musik? Hvordan kan du overhovedet lave lektier i sådan en larm? råbte hun til sin søn, der sad bøjet over skrivebordet, mens heavy metal drønede ud igennem højttalerne.
     - Jeg kan ikke høre hvad du siger, mor, svarede Kristoffer, og gik hen og skruede ned for musikken.
     - Nej, sagde Bente hovedrystende, – det kan jeg da godt forstå, når du spiller den støj. Det var da forfærdeligt at høre på.
     -Det er da fed musik. Kristoffer forstod ikke rigtigt sin mors reaktion. – Alle mine kammerater er helt vilde med dem.
     Da han fik øje på det hans mor havde mellem hænderne, blev han en anelse blegere.
     - Hvad er det du har der, mor? spurgte han hurtigt.
     Bente kiggede ned på sine hænder, et øjeblik havde hun glemt hvorfor hun egentlig havde kaldt på Kristoffer.
     - Nåja, det er denne her hvide t-shirt. Hvad er der sket med den? Hvordan er det den ser ud?
     Kristoffer rødmede lidt og fik pludselig øje på noget nede på gulvet.
     - Jeg mener, unge mand, hvorfor er din nye, hvide t-shirt oversmurt med en eller anden rusten lyserød væske? Hvordan skal den nogensinde blive ren? Er du overhovedet klar over, hvor meget den koster?
     - Nåh, det. Ja, det er jeg også meget ked af, men det var her forleden, da vi var hjemme hos Tommy, du ved. Jeg skulle hjælpe ham med at male deres skur, i sådan en rustrød farve. Jeg fik desværre maling på tøjet, og så forsøgte jeg at lægge den lidt i blød, så jeg kunne få så meget som muligt af farven af, men det lykkedes vist ikke helt.
     - Nej, det skal jeg lige love for. Den er jo helt ødelagt, den bliver aldrig til t-shirt igen. Kunne du ikke tage og passe lidt bedre på dine ting? Du kunne jo have taget en gammel t-shirt på.
     - Jo, mor, sagde Kristoffer afvæbnende, – jeg er også frygtelig ked af det. Hvad skal vi egentlig have at spise? Skal jeg ikke hjælpe med at dække bord?
     - Nu skal du ikke skifte emne, unge mand. Men vi skal have frikadeller, og du må godt dække bord. Men hvordan får jeg nogensinde den t-shirt ren igen? sukkede hun opgivende.
     
                                                                            * * *
     - Har I hørt om ham den ældre mand, som blev slået ned på torvet i aftes? spurgte Holger, mens frikadellefadet gik rundt.
     - Nej, sagde Bente, – hvad skete der?
     - Ja, altså politiet siger, at det var en flok på fire-fem unge mennesker, teenagere, som overfaldt ham den hjemløse, som altid ligger og sover nede på bænken. De kaldte det for happyslapping eller sådan noget.
     - Det har jeg hørt om før, udbrød Bente. – Det er noget med unge mennesker, som filmer sig selv, mens de overfalder en eller anden tilfældig person. Ved de, hvem det er?
     - Nej, ikke så vidt jeg har hørt. Men det er da uhyggeligt. Og hvor er forældrene henne, om man må spørge?
     - Mor, må jeg gå over til Jesper? Jeg er færdig med at spise.
     - Nu igen? Du var også derovre i går.
     - Ja, men vi er jo i gang med det der geografiprojekt.
     - Jaja, så stik du bare af, min dreng, selv om du egentlig burde have stuearrest for at have ødelagt din t-shirt, men når det nu er skolen…
     - Tak mor, jeg er hjemme senest kl. ti. 
     
                                                                                  * * *
     Næste morgen, da Kristoffer kom ud til morgenmad, kiggede hans mor på ham med store øjne.
     - Jamen dog, hvad er der sket med din kind – og dine hænder?
     - Øhh, det var Jespers kat, den kradsede og rev mig, da jeg ville kæle med den.
     - Nå, så må du lade være med at røre den en anden gang. Spis nu, du kommer for sent.
     
                                                                                  * * *
     - Har I hørt – nu er der en ny, som er blevet overfaldet, i går aftes. En lettere bedugget mand, på vej hjem fra værtshus. Politiet mener, at det er de samme teenagere som sidst. Hvor er det dog skammeligt, at forældre ikke holder bedre styr på deres børn.
     Familien sad og spiste aftensmad.
     - Jamen dog, det var da forfærdeligt, sukkede Bente. – Hvad sker der dog i hovedet på mennesker, som kan gøre sådan noget?
     - De keder sig måske bare, foreslog Kristoffer.
     - Keder sig? Keder sig!! Spruttede hans far. – Og det skulle være grund nok til at gøre sådan noget? Men ham her kæmpede heldigvis imod. Han fik sparket og slået ud efter dem, så de løb deres vej. Bente, er der flere kartofler? Ungdommen nu til dags. Næ, dengang jeg var dreng, da havde børn respekt for de voksne, og der kunne man også afstraffe sine børn ordentligt, så de ikke lavede den slags numre. En dragt prygl, det er der ingen, der nogensinde har taget skade af, bare se på mig.
     - For øvrigt, Kristoffer, jeg vil gerne have, at du lægger den bluse til vask, som du havde på i går. Vi skal ud til mormor og morfar på lørdag, og de må gerne se, at du er glad for den bluse, de har køb til dig.
     - Blusen? Kristoffer rødmede. – Den har jeg vist glemt hos Jesper i går. Kan jeg ikke bare få en anden på?
     - Jo, det bliver du jo nødt til, hvis altså ikke du kan få Jesper til at tage den med i skole i morgen.
     
                                                                               * * *
     Den næste dag, da Bente var nede i Brugsen, fik hun pludselig øje på en velkendt skikkelse.
     - Jamen, hej Hanne. Hvordan går det? Det er længe siden. Ja, jeg ved jo fra Kristoffer, at Jesper har det godt, men hvordan går det med resten af familien?
     Da de havde sludret lidt, kommer Bente i tanke om blusen, og siger:
     - Du, den bluse Kristoffer havde på i forgårs, da han var hjemme hos jer, kan du ikke bede Jesper om at tage den med i skole i morgen? Jeg vil så gerne have den vasket til på lørdag.
     - Bluse? I forgårs? Hanne rynkede brynene. -Kristoffer var da ikke hjemme hos os i forgårs.
     - Hvad siger du? Jamen det sagde han jo.
     - Det er jeg ret sikker på, at han ikke var. Vi var nemlig slet ikke hjemme. Drenge i den alder… Du skal se, han har nok fået sig en kæreste, han vil bare ikke sige det endnu.
     - Ja, mumlede Bente. – Det må være det. Nå, men vi må snakkes ved.
     Bente gik fortumlet ud af butikken, mens tankerne kværnede rundt i hovedet på hende. Kristoffers løgn om hvor han havde været, bluserne, rifterne – og overfaldene. Han havde ændret sig meget de seneste måneder, var blevet mere indadvendt og distræt. Han hørte meget af det der larm, som han kaldte musik. Men – overfald? Det kunne han da ikke finde på – eller?
     Selvom solen bagte ned, frøs hun pludselig.
     
                                                                                 * * *
     - Kristoffer, kom lige ind i stuen, far og jeg vil gerne lige tale med dig.
     - Ja, hvad er der?
     Bente så lidt nervøst på sin store søn. Hun havde fortalt Holger om sin mistanke, og han havde i første omgang afvist den, men da hun fik forklaret ham det hele, ja, så ville han pludselig også gerne høre en forklaring.
     - Hvor var du henne i forgårs aftes?
     - Det har jeg jo sagt, henne hos Jesper.
     - Lyv ikke for os, unge mand. Din mor har talt med Jespers mor i dag, og hun siger, at du ikke var derhenne. De var nemlig slet ikke hjemme.
     Kristoffer rødmede.
     - Nå, min ven, hvad har du at sige?
     Kristoffer tav stadig.
     - Altså, du lyver for os om hvor du er, dit tøj bliver ødelagt og du er fyldt med skrammer. Samtidig sker der voldelige overfald nede på torvet af nogen på din alder. Hvad har du at sige til det?
     Kristoffer kiggede forbløffet op.
     - Tror I virkelig, at jeg har noget med det at gøre? At jeg kunne finde på at tæve løs på tilfældige mennesker? Helt ærligt, hvad tror I egentlig om mig? At jeg er syg i hovedet?
     - Ærlig talt, Kristoffer, din mor og jeg ved ikke hvad vi skal tro. Har du ikke nogen kommentarer?
     - Jo, lød det sammenbidt fra Kristoffer. – Jeg har to kommentarer. For det første, de har fanget dem der bankede tilfældige mennesker. Det var nogen fra min parallelklasse, og jeg har ikke noget med det at gøre. For det andet, jeg har været sammen med Patrick, men jeg ved I ikke kan lide ham, derfor løj jeg om hvor jeg var. Er forhøret færdigt nu?
     - Åh, gudskelov, kom det fra Bente. – Det… det må du undskylde, Kristoffer, det er jo ikke fordi vi tror sådan noget om dig, men omstændighederne, og du løj for os og…
     - Og så bliver man stemplet som voldsforbryder? Nej, nu må jeg altså ud og have lidt luft.
     - Men Kristoffer… kom det fra Bente.
     - Farvel, jeg er hjemme inden kl. ti – og jeg skal nok lade være med at slå nogle gamle damer ned.
     
                                                                                    * * *
     Kristoffer tog sin cykel og rystede på hovedet. Tænk, at de kunne tro han kunne finde på sådan noget.
     Nå, Patrick ventede. I aften skulle de futte en hund af for første gang. Patrick havde fundet en gammel hjemløs en, som ingen ville savne. Det havde været sjovt at gøre det med hamsteren og også med katten, men det her var højdepunktet. Først overhælde den med benzin, så ned i posen og så en tændstik til – og puf. Det var det fedeste sus. Men overfalde tilfældige mennesker – det var da det sygeste.

Udgivet i Gysernoveller | Skriv en kommentar

Hvem er den snedigste…?

- Av.
     Peter kiggede sig i spejlet, mens han tog sig til øjet. Det var begyndt at hæve, og den blårøde farve blev langsomt mere og mere fremtrædende. Han gik ud på badeværelset, fandt en snavset klud i den overfyldte vasketøjskurv og gjorde den våd i håndvasken. Hans blik gled uvilkårligt op til det splintrede spejl over vasken, og han sukkede igen over den stædige vicevært, som havde nægtet at skifte det ud, fordi det var Peter selv, som havde smadret det. Det vil sige, det var nogen af hans forretningsforbindelser, som ville vise ham, at de mente det alvorligt, det med at han skulle betale de penge han skyldte, men på en eller anden måde mente Peter ikke, at den oplysning ville gøre viceværten mere venlig stemt.
     Han tog den opvredne klud med ind i stuen og stillede sig igen foran spejlet. Han var ikke specielt forfængelig, men i dette tilfælde, hvor skaderne skulle besigtiges, var det rart nok at have sin morfars gamle spejl. Det var et stort, ovalt skrummel i en gammel guldramme, og det optog en stor del af gulvpladsen i hans lille etværelses lejlighed. Det var røget ud for længe siden, hvis ikke det var fordi han havde en mistanke om, at det måske var antikt. På grund af størrelsen var det dog ikke lige til at få bugseret ned i et antikvariat, så planen havde været at få Simon til at komme og vurdere det. Simon var pantelåner og vidste en del om hvad gamle ting var værd, men lige i øjeblikket skyldte han Simon penge, så Peter var ikke så meget for at opsøge ham.
     Den opvredne klud blev forsigtigt lagt over det flækkede øjenbryn, så det størknede blod kunne blive opløst. Peter mærkede med et par fingre efter inde i munden, men det virkede ikke som om nogen af hans tænder var blevet skadet. Det havde ellers været tæt på.
     Peter sukkede og mumlede for sig selv. Han burde have vidst bedre end at låne penge af de der typer, men han havde fået et rigtig godt tip, og hvis det bare havde holdt vand, ville han have vundet tilstrækkeligt meget til at komme af med en stor del af sin gæld. Han skulle bare være rigtig heldig en enkelt gang…
     Han tog forsigtigt kluden væk fra øjet, mens han studerede skaden. Da skete det.
     Hans spejlbillede blinkede til ham.
     Han stivnede i bevægelsen og hans hjerte begyndte at hamre. Nej, det kunne ikke være rigtigt. Det måtte være ham selv, som havde blinket. Han stirrede på sit eget spejlbillede, som stirrede igen. Intet skete, ingen blink. Så havde han godt nok slået hovedet værre end han havde regnet med. Selvfølgelig, han måtte have set syner. Han begyndte at slappe af, den hånd, som havde holdt kluden og nu var stivnet midt i bevægelsen, faldt slapt ned langs han side, mens han begyndte at le af sig selv. Men så skete det igen.
     Spejlbilledet blinkede en gang til.
     Forfærdet tog han hånden op til munden, mens han stirrede på sit eget spejlbillede, som gjorde det samme. Men med et fortrak spejlbilledets læber sig i et hånligt grin.
     - Nå, er du overrasket, gamle jas?
     Med åben mund stirrede Peter på spejlbilledet, som gloede tilbage med synlig morskab i blikket.
     - Luk munden, der kommer en flyvemaskine.
     Spejlet begyndte at le, mens det slog sig på lårene af grin.
     - Nej, altså, hvis du kunne se dig selv…
     Endelig fik Peter mælet igen.
     - Hvem… hvem er du?
     - Nå, endelig fik du talens brug tilbage. Ja, hvem er jeg? Det er jo et godt spørgsmål. Sådan set er jeg jo dig, men kald mig bare Dolf. Det gjorde min mor altid.
     - Din… din mor?
     - Ja, hun er det gamle klædeskab, som stod inde i din morfars soveværelse. Nej, nej, jeg laver bare sjov. Mit mødrene ophav skal du ikke tænke på, hun er det mindste af vores problemer.
     Peter gned sine øjne. Så kiggede han op på spejlet igen. Spejlet fulgte atter hans bevægelser, men ansigtet smilede overlegent, og sådan som Peter havde det indeni lige nu, var han overbevist om, at det ikke var ham selv, som smilede.
     - Jeg må være blevet skør. Godt nok var det en ordentlig omgang, men jeg har da aldrig hallucineret på den måde før.
     - Nej, jeg kan forsikre dig for, at du ikke hallucinerer. Jeg er lige så virkelig som du.
     - Men hvordan kan det gå til? Og hvad vil du mig?
     Peters hjerte hamrede stadig, men livet havde lært ham at være på vagt over for direkte farer, såsom fysisk vold, og et spejlbillede, som stod og grinede af ham, virkede ikke direkte farligt, så selvom han stadig var bange, slappede han lidt mere af. Hans hjerteslag var nu nede på ca. 150.
     - Hvordan det kan gå til, det gemmer vi til senere. Men hvad jeg vil dig, se det er en helt anden sag. Jeg er faktisk trådt frem for at hjælpe dig.
     - Hjælpe mig?
     - Ja, inden du ødelægger vores fælles liv fuldkommen. Hvis du forsvinder, så forsvinder jeg jo også. Og nu har jeg tilhørt gamle mennesker i en del år, hvis jeg ikke har stået i mørke med et klæde over mig, og det er der ikke meget sjov ved, kan jeg godt betro dig. Derfor må jeg jo hjælpe dig med at passe bedre på dig selv.
     Tankerne kørte rundt i Peters hoved. Hvad var dog alt det her? Var han ved at blive skør eller var spejlbilledet – var det Dolf han kaldte sig – virkeligt? Og hjælpe ham? Hvordan skulle et spejlbillede dog kunne gøre det?
     Han sukkede højlydt, mens han kløede sig i håret. I det samme ømmede han sig, og sårskorpen mindede ham om hvilke problemer han var i.
     - Men hvordan vil du hjælpe mig? Du kender mig jo ikke, og jeg tvivler på, at nogen kan hjælpe mig ud af de problemer jeg er i nu.
     - Og det er der du tager fejl. Jeg kender dig skam udmærket. Og jeg ved alt om dine problemer. Forstår du, når jeg er dit spejlbillede, er jeg også i dine tanker, så jeg ved en hel del om dine problemer. Men fortæl mig, hvad er dit største problem, lige nu og her?
     - Han hedder Ivan. Han arbejder for nogle østeuropæere, og jeg skylder dem 50.000 kr.
     Spejlbilledet piftede lavt.
     - Det var ellers en slat. Har du spillet dem alle sammen væk?
     Peter nikkede, mens han studerede sine skosnuder.
     - Ja, men jeg har altså også været meget uheldig. Jeg mangler bare et heldigt spil, så…
     - Okay, men nu gælder det altså ham Ivan. Og hvad så når du har betalt ham? Og hvornår skal det være?
     - Når han er betalt, er det kun lidt klatgæld rundt omkring. Ikke meget, det kan jeg snakke mig ud af og betale lidt hist og her. Men Ivan skal betales senest på torsdag. Det var et par af hans venner, som gav mig disse… huskekager. Hvis ikke jeg har pengene på torsdag…
     Han førte sin pegefinger tværs hen over halsen i en bevægelse, som sagde alt.
     - Okay. Kan du lokke ham Ivan hertil?
     - Her? Men… så ved han jo hvor jeg bor. Det ved jeg ikke om jeg har lyst til.
     - Hvis du bare kan få ham herhen, så er det ligegyldigt, om han ved hvor du bor. Det vil løse dine problemer med ham for evigt, det lover jeg dig.
     - Men hvordan?
     - Det tror jeg faktisk ikke jeg kan forklare dig, du vil alligevel ikke tro på mig.
     - Du vil have jeg skal invitere en sindssyg morder til min lejlighed, men du vil ikke forklare mig hvordan jeg skal klare det? Det kan du godt glemme alt om.
     Spejlet sukkede.
     - Okay, men jeg kan ikke forklare dig det, du må opleve det. Kom herover og læg din hånd på spejlet.
     Peter kiggede undrende på spejlet. Så nærmede han forsigtigt sin venstre hånd til det, mens han så spejlets hånd gøre det samme. Hans hjerte hamrede hårdt og han var helt tør i munden. Da hans hånd berørte den kølige flade stivnede han. Han stod helt stille et øjeblik. Så skete der noget. Han følte spejlet give efter under sin hånd. Med et gisp trak han hånden til sig.
     - Ikke være bange, du kan godt. En gang til.
     Peter rystede på hovedet, mens han med store øjne betragtede sin hånd og bøjede og strakte fingrene. Den så ud som den altid havde gjort. De nedbidte negle og nikotinen på pege- og langefingeren havde ikke ændret sig. Bortset fra at den rystede. Rystede, så han måtte holde den stille med højre hånd.
     - Jeg vil ikke. Jeg tør ikke. Hvad sker der?
     - Ja, det må du selvfølgelig selv om. Men du skal ikke komme grædende til mig, når Ivan eller hans venner har haft fat i dig.
     Peter kiggede hurtigt op. Spejlbilledet smilede til ham igen. Der var noget sælsomt i blikket, som Peter ikke kunne tyde og som han ikke brød sig om, men hans værkende krop mindede ham om alternativet. Han traf en rask beslutning, tog hånden op til spejlet, og da han igen mærkede det give efter, trak han ikke hånden til sig, men trådte nærmere, ind i spejlet, mens han lukkede øjnene.
     Han mærkede et sug igennem hele kroppen, et øjeblik følte han sig helt elektrisk, som om han fik stød, men det var ikke ubehageligt. Da han stod med begge ben inde i spejlet og var kommet til sig selv igen, åbnede han langsomt øjnene. Han kiggede rundt i sin lille lejlighed, som var nøjagtig magen til den han kom fra, bare spejlvendt. Forbløffet stirrede han rundt, mens han langsomt drejede sig omkring. Til sidst stod han ansigt til ansigt med spejlet igen, og hans alter ego stirrede tilbage med et stort smil.
     - Men… det er jo fantastisk. Det er jo en kopi af min lejlighed.
     - Ja, forstår du nu, at jeg ikke kunne fortælle dig det? Du ville ikke have troet mig. Men nu skal du prøve noget mærkeligt.
     - Du mener, noget som er mærkeligere end det her? Det har jeg svært ved at forestille mig.
     - Det her er det vildeste du nogensinde har prøvet. Vend dig nu om og gå hen til døren. Luk den op, gå udenfor uden at smække den og luk den langsomt efter dig. Og det her er meget vigtigt. Husk at holde hånden på håndtaget hele tiden.
     - Men det er jo ud til min opgang. Hvad vildt skulle der være ved det? Og hvorfor må jeg ikke slippe håndtaget? Det bliver da ikke væk for mig.
     - Gør nu bare som jeg siger, ikke? Jeg havde jo ret før. Bagefter bytter vi plads igen og så sker der ikke flere sære ting i dag, det lover jeg.
     Med et suk vendte Peter sig om. Tankerne kørte rundt i hovedet på ham, og han var ikke sikker på hvor meget mere han kunne tage. Nå, han gav jo ikke sådan op, så hvad pokker…
     Han åbnede døren ud til sin opgang, som også var spejlvendt, gik ud og lukkede den langsomt, som han havde fået besked på. Med undren så han til, mens der langsomt blev mørkere og mørkere omkring ham. Til sidst, da der kun var en lille revne tilbage, kom han i tanker om at han skulle holde fast i håndtaget, og da opgangen forsvandt rundt om ham og mørket sænkede sig, klamrede han sig til håndtaget, som en alkoholiker til sin flaske.
     - Så kan du godt komme ind igen.
     Stemmen var dæmpet og kom langt væk fra, men lige så snart Peter hørte den, flåede han døren op og styrtede ind i sin spejlvendte lejlighed igen. Han overvejede, om hans hjerte overhovedet kunne klare alle de sindsbevægelser – eller var det mon hovedet, som havde taget mere skade end han havde troet?
     Med et par store skridt var han henne ved spejlet igen, lagde sin hånd på glassets blanke flade og trykkede til. Ingenting skete. Så pressede han lidt hårdere, og pludselig mærkede han spejlets flade give efter, fik følelsen af stød igen, og øjeblikket efter stod han på den rigtige side igen.
     - Puha, der var jeg lige ved at blive bange. Men hvad skete der? Hvad er alt det her?
     - Ja, velkommen til mit liv. Der findes kun det, som spejlet viser. Alt udenfor dette rum er sort i min verden. I hvert fald når døren lukkes. Min plan er at du lokker Ivan herhjem, vi får ham ind i min verden, jeg hiver ham ud og lukker døren. Hvis ikke han holder fast i håndtaget, finder han aldrig tilbage, det er umuligt i mørket. Dit problem er løst for altid.
     - Men kan du virkelig det? Og hvorfor hjælper du mig egentlig?
     - Ja, selvfølgelig kan jeg det, jeg har bare brug for din hjælp til at bringe ham her. Jeg har fortalt dig, hvorfor jeg hjælper dig. Jeg har brug for at holde dig i live, ellers havner jeg igen i mørke, ligesom jeg har prøvet før. Eller hos en gammel kone, som kun bruger mig en gang imellem. Men jeg kan lide at være her hos dig. Der er altid lyst, og du er ung og har livet foran dig. Hvem ved, måske får jeg oplevet sex igen. Hvis altså bare du kommer af med ham Ivan. Og stopper med at spille.
     - Jeg lover dig, at når Ivan er væk, så er jeg færdig med at spille. Jeg skal nok få rettet op på mit liv.
     - Det ved jeg, svarede spejlet roligt.
     - Godt, altså planen er, at jeg skaffer Ivan herhjem, vi får ham ind til dig og så får du ham ud i intetheden? Men hvad er der egentlig derude?
     - Ja, det er planen. Hvad ved jeg om hvad der er derude? Dem, som ved det, de er her ikke til at fortælle om det. Så længe man holder godt fast i håndtaget, så er man sikker. Men det ved Ivan ikke. Har vi så en aftale?
     - Vi har en aftale. Men jeg vil altså gerne høre mere om din verden, du må have oplevet en masse?
     - Du skulle bare vide. Spejlet smilede hemmelighedsfuldt. – Men jeg skal nok fortælle dig mere, ligeså snart Ivan er væk.
     

                                                                              * * *

     Med hjertet oppe i halsen åbnede Peter døren. Det måtte være Ivan, nu var det knald eller fald.
     Ivan kiggede ned på ham fra sin tyrenakke. Arret på kinden lyste blodrødt, og hans hænder var ikke i ro. Peters ører fyldtes med lyden af Ivans fingre, som han knækkede lystigt, idet han gik rundt og inspicerede lejligheden. Da hans øjne faldt på spejlet, gav det et ryk i ham, og hans øjne fik et grådigt blik.
     - Nå, så det er det her, som skulle være de 50 kilo værd, du skylder mig?
     - Ja, jeg har arvet det fra min farfar. Prøv at se den smukke ramme.
     Spejlet er mindst 300 år gammelt.
     - Siger du. Jeg synes nu, at det ligner noget gammelt lort. Men jeg vil da tage imod det for en afskrivning af din gæld på… skal vi sige 5.000 kr.? Men så er jeg også flink.
     - 5.000 kr.? Det kan du da ikke mene. Det er meget mere end 50.000 værd. Kig nu grundigt på det, føl på det.
     Det gibbede i Peter, da han så Ivans hånd kærtegne den gyldne ramme. Bare han nu lagde hånden på glasset, hvis nu bare…
     Han trak næsten ikke vejret, da Ivans hånd gled fra rammen og hen over glasset. Nu stod han med hele håndfladen på spejlet. Ingenting skete.
     Peters hjerne stod stille. Hvorfor skete der ikke noget? Hvorfor forsvandt Ivan ikke? Han forsøgte at tænke, men kunne ikke komme på hvad der kunne være galt. Så slog det ned i ham. Hvis nu han selv lagde hånden på spejlet, så kunne han måske trække Ivan med ind i spejlet på den måde og så smutte tilbage igen bagefter?
     - Ok, 10 kilo, men så skal du også skaffe mig de sidste 40 om senest 14 dage. Jeg sender et par fyre op for at hente spejlet i morgen.
     Ivan stirrede forbløffet på Peter, da denne tog fat i hans arm med den ene hånd, lagde den anden på spejlet og trykkede til. Men hans ansigtsudtryk var intet imod det der kom, da Peter trak ham ind i spejlet.
     Inde på den anden side kiggede Peter sig hurtigt omkring. Jo, lejligheden var som ventet spejlvendt.
     Ivan kiggede med rædsel i blikket på Peter, mens et par gutturale lyde trængte op gennem hans hals, og han kiggede rundt i lejligheden og ind i spejlet.
     Peter stirrede muntert igen.
     - Forsøger du at sige noget, Ivan? Ved du hvad, jeg er egentlig ikke interesseret i dit tilbud. Jeg synes bare, at du skulle gå.
     Han gik hen til hoveddøren åbnede den, greb fat i den forbløffede Ivan, og inden han kunne nå at reagere, fik han et skub ud af lejligheden og døren lukkedes.
     Peter stod helt stille et øjeblik, lige så forbløffet som Ivan over hvad der var sket. Der var helt stille. Med hjertet i halsen åbnede han sin hoveddør igen. Han stirrede ud i sin spejlvendte trappeopgang. Ingen spor af Ivan. Han var virkelig væk.
     Med let hjerte gik han tilbage til spejlet og lagde sin hånd på det. Intet skete. Han trykkede lidt hårdere. Stadig ingenting. Han så på sit eget dumme spejlbillede, som stirrede tilbage på ham med en blanding af rædsel og overraskelse i blikket. Endnu en gang trykkede han, mens han med vilde øjne stirrede ind i spejlet. Så flækkedes spejlbilledet af et ondskabsfuldt grin.
     - Ja, jeg havde også svært ved at tro det. Det tog mig faktisk ret lang tid at fatte det. Forstår du, jeg har været samme sted, som du er nu. Engang for mange år siden havde min far det her spejl. Ånden i spejlet lokkede mig som jeg lokkede dig. Og nu er det min tur til at få min frihed igen, desværre på bekostning af din, men jeg vil gøre dig en tjeneste, som jeg aldrig fik. Jeg vil fortælle dig, hvad der virkelig skete, hvad du har i vente. Denne ånd afslørede sig for mig i en ret ung alder. Jeg måtte love aldrig nogensinde at sige noget om ånden til nogen, og hvem ville også have troet mig? Af forskellige årsager hadede denne her ånd kommunister og jøder, den mente, at de stod bag al ondskab i verden. Nåja, kommunisterne, det var vist noget med, at de ødelagde en masse værdifulde ting, heriblandt en del gamle spejle, som den vist havde en stor svaghed over for. Og så tror jeg, at det var en jøde, som fik fanget ham i spejlet. Jeg synes jo ikke, at man kan skære alle over en kam på den måde, men det må han jo om. Alle de år som fange kan også godt påvirke ens forstand, det kan jeg godt love dig. Det vil du også selv erfare. Det jeg husker fra min barndom er, at jeg voksede op i Østrig, inden vi flyttede til Tyskland. Gad vide hvad der egentlig blev af ham, Adolf? Ja, for han tog vel mit navn, som jeg nu tager dit. Jeg overvejede faktisk at tage dig til fange allerede første gang du var derinde, men så tænkte jeg, hvorfor ikke vente, til Ivan var væk? Du kendte ham jo, det gjorde jeg ikke. Så nu vil jeg begynde at leve mit liv – eller egentlig dit liv – starte forfra og sådan. Du var jo godt på vej til at ødelægge det, jeg var nødt til at gribe ind, hvis jeg skulle have bare lidt glæde af dig, inden du havnede i en kørestol eller endnu værre, blev slået ihjel. Det er svært at vænne sig til, men det kommer med årene. Når jeg engang dør og du måske får lov at kigge ud igen, så kan du øve dig, ligesom jeg har gjort de sidste mange år, på at overtage kontrollen med din krop, og en dag kan du måske narre en anden ind i spejlet. Men indtil da må du have det godt. Nu vil jeg ud og rejse, jeg har altid drømt om at se verden, især USA.
     Med rædslens gru om sit hjerte mærkede Peter hvordan Adolf overtog kontrollen over hans krop. Hans ansigtsmuskler fortrak sig i et veltilfreds grin, mens han rejste sig op, gik hen til skabet, tog et sort stræklagen ud og trak det ud over spejlet. Idet mørket sænkede sig over ham, hørte han lyden af døren, der smækkede, og Adolfs triumferende latter fulgte ham længe.

Udgivet i Gysernoveller | 2 kommentarer

Velkommen til Gyseriet.dk

Hej med dig. Denne side kommer til at indeholde spændings- og gysernoveller, så kan du lide når de små hår rejser sig på armene, er du kommet til det rette sted. Her er både psykologiske gys og overnaturlige af slagsen.

Velkommen og tak fordi du kiggede forbi.

Hilsen Pia

Udgivet i Gysernoveller | En kommentar