Hvem er den snedigste…?

– Av.
     Peter kiggede sig i spejlet, mens han tog sig til øjet. Det var begyndt at hæve, og den blårøde farve blev langsomt mere og mere fremtrædende. Han gik ud på badeværelset, fandt en snavset klud i den overfyldte vasketøjskurv og gjorde den våd i håndvasken. Hans blik gled uvilkårligt op til det splintrede spejl over vasken, og han sukkede igen over den stædige vicevært, som havde nægtet at skifte det ud, fordi det var Peter selv, som havde smadret det. Det vil sige, det var nogen af hans forretningsforbindelser, som ville vise ham, at de mente det alvorligt, det med at han skulle betale de penge han skyldte, men på en eller anden måde mente Peter ikke, at den oplysning ville gøre viceværten mere venlig stemt.
     Han tog den opvredne klud med ind i stuen og stillede sig igen foran spejlet. Han var ikke specielt forfængelig, men i dette tilfælde, hvor skaderne skulle besigtiges, var det rart nok at have sin morfars gamle spejl. Det var et stort, ovalt skrummel i en gammel guldramme, og det optog en stor del af gulvpladsen i hans lille etværelses lejlighed. Det var røget ud for længe siden, hvis ikke det var fordi han havde en mistanke om, at det måske var antikt. På grund af størrelsen var det dog ikke lige til at få bugseret ned i et antikvariat, så planen havde været at få Simon til at komme og vurdere det. Simon var pantelåner og vidste en del om hvad gamle ting var værd, men lige i øjeblikket skyldte han Simon penge, så Peter var ikke så meget for at opsøge ham.
     Den opvredne klud blev forsigtigt lagt over det flækkede øjenbryn, så det størknede blod kunne blive opløst. Peter mærkede med et par fingre efter inde i munden, men det virkede ikke som om nogen af hans tænder var blevet skadet. Det havde ellers været tæt på.
     Peter sukkede og mumlede for sig selv. Han burde have vidst bedre end at låne penge af de der typer, men han havde fået et rigtig godt tip, og hvis det bare havde holdt vand, ville han have vundet tilstrækkeligt meget til at komme af med en stor del af sin gæld. Han skulle bare være rigtig heldig en enkelt gang…
     Han tog forsigtigt kluden væk fra øjet, mens han studerede skaden. Da skete det.
     Hans spejlbillede blinkede til ham.
     Han stivnede i bevægelsen og hans hjerte begyndte at hamre. Nej, det kunne ikke være rigtigt. Det måtte være ham selv, som havde blinket. Han stirrede på sit eget spejlbillede, som stirrede igen. Intet skete, ingen blink. Så havde han godt nok slået hovedet værre end han havde regnet med. Selvfølgelig, han måtte have set syner. Han begyndte at slappe af, den hånd, som havde holdt kluden og nu var stivnet midt i bevægelsen, faldt slapt ned langs han side, mens han begyndte at le af sig selv. Men så skete det igen.
     Spejlbilledet blinkede en gang til.
     Forfærdet tog han hånden op til munden, mens han stirrede på sit eget spejlbillede, som gjorde det samme. Men med et fortrak spejlbilledets læber sig i et hånligt grin.
     – Nå, er du overrasket, gamle jas?
     Med åben mund stirrede Peter på spejlbilledet, som gloede tilbage med synlig morskab i blikket.
     – Luk munden, der kommer en flyvemaskine.
     Spejlet begyndte at le, mens det slog sig på lårene af grin.
     – Nej, altså, hvis du kunne se dig selv…
     Endelig fik Peter mælet igen.
     – Hvem… hvem er du?
     – Nå, endelig fik du talens brug tilbage. Ja, hvem er jeg? Det er jo et godt spørgsmål. Sådan set er jeg jo dig, men kald mig bare Dolf. Det gjorde min mor altid.
     – Din… din mor?
     – Ja, hun er det gamle klædeskab, som stod inde i din morfars soveværelse. Nej, nej, jeg laver bare sjov. Mit mødrene ophav skal du ikke tænke på, hun er det mindste af vores problemer.
     Peter gned sine øjne. Så kiggede han op på spejlet igen. Spejlet fulgte atter hans bevægelser, men ansigtet smilede overlegent, og sådan som Peter havde det indeni lige nu, var han overbevist om, at det ikke var ham selv, som smilede.
     – Jeg må være blevet skør. Godt nok var det en ordentlig omgang, men jeg har da aldrig hallucineret på den måde før.
     – Nej, jeg kan forsikre dig for, at du ikke hallucinerer. Jeg er lige så virkelig som du.
     – Men hvordan kan det gå til? Og hvad vil du mig?
     Peters hjerte hamrede stadig, men livet havde lært ham at være på vagt over for direkte farer, såsom fysisk vold, og et spejlbillede, som stod og grinede af ham, virkede ikke direkte farligt, så selvom han stadig var bange, slappede han lidt mere af. Hans hjerteslag var nu nede på ca. 150.
     – Hvordan det kan gå til, det gemmer vi til senere. Men hvad jeg vil dig, se det er en helt anden sag. Jeg er faktisk trådt frem for at hjælpe dig.
     – Hjælpe mig?
     – Ja, inden du ødelægger vores fælles liv fuldkommen. Hvis du forsvinder, så forsvinder jeg jo også. Og nu har jeg tilhørt gamle mennesker i en del år, hvis jeg ikke har stået i mørke med et klæde over mig, og det er der ikke meget sjov ved, kan jeg godt betro dig. Derfor må jeg jo hjælpe dig med at passe bedre på dig selv.
     Tankerne kørte rundt i Peters hoved. Hvad var dog alt det her? Var han ved at blive skør eller var spejlbilledet – var det Dolf han kaldte sig – virkeligt? Og hjælpe ham? Hvordan skulle et spejlbillede dog kunne gøre det?
     Han sukkede højlydt, mens han kløede sig i håret. I det samme ømmede han sig, og sårskorpen mindede ham om hvilke problemer han var i.
     – Men hvordan vil du hjælpe mig? Du kender mig jo ikke, og jeg tvivler på, at nogen kan hjælpe mig ud af de problemer jeg er i nu.
     – Og det er der du tager fejl. Jeg kender dig skam udmærket. Og jeg ved alt om dine problemer. Forstår du, når jeg er dit spejlbillede, er jeg også i dine tanker, så jeg ved en hel del om dine problemer. Men fortæl mig, hvad er dit største problem, lige nu og her?
     – Han hedder Ivan. Han arbejder for nogle østeuropæere, og jeg skylder dem 50.000 kr.
     Spejlbilledet piftede lavt.
     – Det var ellers en slat. Har du spillet dem alle sammen væk?
     Peter nikkede, mens han studerede sine skosnuder.
     – Ja, men jeg har altså også været meget uheldig. Jeg mangler bare et heldigt spil, så…
     – Okay, men nu gælder det altså ham Ivan. Og hvad så når du har betalt ham? Og hvornår skal det være?
     – Når han er betalt, er det kun lidt klatgæld rundt omkring. Ikke meget, det kan jeg snakke mig ud af og betale lidt hist og her. Men Ivan skal betales senest på torsdag. Det var et par af hans venner, som gav mig disse… huskekager. Hvis ikke jeg har pengene på torsdag…
     Han førte sin pegefinger tværs hen over halsen i en bevægelse, som sagde alt.
     – Okay. Kan du lokke ham Ivan hertil?
     – Her? Men… så ved han jo hvor jeg bor. Det ved jeg ikke om jeg har lyst til.
     – Hvis du bare kan få ham herhen, så er det ligegyldigt, om han ved hvor du bor. Det vil løse dine problemer med ham for evigt, det lover jeg dig.
     – Men hvordan?
     – Det tror jeg faktisk ikke jeg kan forklare dig, du vil alligevel ikke tro på mig.
     – Du vil have jeg skal invitere en sindssyg morder til min lejlighed, men du vil ikke forklare mig hvordan jeg skal klare det? Det kan du godt glemme alt om.
     Spejlet sukkede.
     – Okay, men jeg kan ikke forklare dig det, du må opleve det. Kom herover og læg din hånd på spejlet.
     Peter kiggede undrende på spejlet. Så nærmede han forsigtigt sin venstre hånd til det, mens han så spejlets hånd gøre det samme. Hans hjerte hamrede hårdt og han var helt tør i munden. Da hans hånd berørte den kølige flade stivnede han. Han stod helt stille et øjeblik. Så skete der noget. Han følte spejlet give efter under sin hånd. Med et gisp trak han hånden til sig.
     – Ikke være bange, du kan godt. En gang til.
     Peter rystede på hovedet, mens han med store øjne betragtede sin hånd og bøjede og strakte fingrene. Den så ud som den altid havde gjort. De nedbidte negle og nikotinen på pege- og langefingeren havde ikke ændret sig. Bortset fra at den rystede. Rystede, så han måtte holde den stille med højre hånd.
     – Jeg vil ikke. Jeg tør ikke. Hvad sker der?
     – Ja, det må du selvfølgelig selv om. Men du skal ikke komme grædende til mig, når Ivan eller hans venner har haft fat i dig.
     Peter kiggede hurtigt op. Spejlbilledet smilede til ham igen. Der var noget sælsomt i blikket, som Peter ikke kunne tyde og som han ikke brød sig om, men hans værkende krop mindede ham om alternativet. Han traf en rask beslutning, tog hånden op til spejlet, og da han igen mærkede det give efter, trak han ikke hånden til sig, men trådte nærmere, ind i spejlet, mens han lukkede øjnene.
     Han mærkede et sug igennem hele kroppen, et øjeblik følte han sig helt elektrisk, som om han fik stød, men det var ikke ubehageligt. Da han stod med begge ben inde i spejlet og var kommet til sig selv igen, åbnede han langsomt øjnene. Han kiggede rundt i sin lille lejlighed, som var nøjagtig magen til den han kom fra, bare spejlvendt. Forbløffet stirrede han rundt, mens han langsomt drejede sig omkring. Til sidst stod han ansigt til ansigt med spejlet igen, og hans alter ego stirrede tilbage med et stort smil.
     – Men… det er jo fantastisk. Det er jo en kopi af min lejlighed.
     – Ja, forstår du nu, at jeg ikke kunne fortælle dig det? Du ville ikke have troet mig. Men nu skal du prøve noget mærkeligt.
     – Du mener, noget som er mærkeligere end det her? Det har jeg svært ved at forestille mig.
     – Det her er det vildeste du nogensinde har prøvet. Vend dig nu om og gå hen til døren. Luk den op, gå udenfor uden at smække den og luk den langsomt efter dig. Og det her er meget vigtigt. Husk at holde hånden på håndtaget hele tiden.
     – Men det er jo ud til min opgang. Hvad vildt skulle der være ved det? Og hvorfor må jeg ikke slippe håndtaget? Det bliver da ikke væk for mig.
     – Gør nu bare som jeg siger, ikke? Jeg havde jo ret før. Bagefter bytter vi plads igen og så sker der ikke flere sære ting i dag, det lover jeg.
     Med et suk vendte Peter sig om. Tankerne kørte rundt i hovedet på ham, og han var ikke sikker på hvor meget mere han kunne tage. Nå, han gav jo ikke sådan op, så hvad pokker…
     Han åbnede døren ud til sin opgang, som også var spejlvendt, gik ud og lukkede den langsomt, som han havde fået besked på. Med undren så han til, mens der langsomt blev mørkere og mørkere omkring ham. Til sidst, da der kun var en lille revne tilbage, kom han i tanker om at han skulle holde fast i håndtaget, og da opgangen forsvandt rundt om ham og mørket sænkede sig, klamrede han sig til håndtaget, som en alkoholiker til sin flaske.
     – Så kan du godt komme ind igen.
     Stemmen var dæmpet og kom langt væk fra, men lige så snart Peter hørte den, flåede han døren op og styrtede ind i sin spejlvendte lejlighed igen. Han overvejede, om hans hjerte overhovedet kunne klare alle de sindsbevægelser – eller var det mon hovedet, som havde taget mere skade end han havde troet?
     Med et par store skridt var han henne ved spejlet igen, lagde sin hånd på glassets blanke flade og trykkede til. Ingenting skete. Så pressede han lidt hårdere, og pludselig mærkede han spejlets flade give efter, fik følelsen af stød igen, og øjeblikket efter stod han på den rigtige side igen.
     – Puha, der var jeg lige ved at blive bange. Men hvad skete der? Hvad er alt det her?
     – Ja, velkommen til mit liv. Der findes kun det, som spejlet viser. Alt udenfor dette rum er sort i min verden. I hvert fald når døren lukkes. Min plan er at du lokker Ivan herhjem, vi får ham ind i min verden, jeg hiver ham ud og lukker døren. Hvis ikke han holder fast i håndtaget, finder han aldrig tilbage, det er umuligt i mørket. Dit problem er løst for altid.
     – Men kan du virkelig det? Og hvorfor hjælper du mig egentlig?
     – Ja, selvfølgelig kan jeg det, jeg har bare brug for din hjælp til at bringe ham her. Jeg har fortalt dig, hvorfor jeg hjælper dig. Jeg har brug for at holde dig i live, ellers havner jeg igen i mørke, ligesom jeg har prøvet før. Eller hos en gammel kone, som kun bruger mig en gang imellem. Men jeg kan lide at være her hos dig. Der er altid lyst, og du er ung og har livet foran dig. Hvem ved, måske får jeg oplevet sex igen. Hvis altså bare du kommer af med ham Ivan. Og stopper med at spille.
     – Jeg lover dig, at når Ivan er væk, så er jeg færdig med at spille. Jeg skal nok få rettet op på mit liv.
     – Det ved jeg, svarede spejlet roligt.
     – Godt, altså planen er, at jeg skaffer Ivan herhjem, vi får ham ind til dig og så får du ham ud i intetheden? Men hvad er der egentlig derude?
     – Ja, det er planen. Hvad ved jeg om hvad der er derude? Dem, som ved det, de er her ikke til at fortælle om det. Så længe man holder godt fast i håndtaget, så er man sikker. Men det ved Ivan ikke. Har vi så en aftale?
     – Vi har en aftale. Men jeg vil altså gerne høre mere om din verden, du må have oplevet en masse?
     – Du skulle bare vide. Spejlet smilede hemmelighedsfuldt. – Men jeg skal nok fortælle dig mere, ligeså snart Ivan er væk.
     

                                                                              * * *

     Med hjertet oppe i halsen åbnede Peter døren. Det måtte være Ivan, nu var det knald eller fald.
     Ivan kiggede ned på ham fra sin tyrenakke. Arret på kinden lyste blodrødt, og hans hænder var ikke i ro. Peters ører fyldtes med lyden af Ivans fingre, som han knækkede lystigt, idet han gik rundt og inspicerede lejligheden. Da hans øjne faldt på spejlet, gav det et ryk i ham, og hans øjne fik et grådigt blik.
     – Nå, så det er det her, som skulle være de 50 kilo værd, du skylder mig?
     – Ja, jeg har arvet det fra min farfar. Prøv at se den smukke ramme.
     Spejlet er mindst 300 år gammelt.
     – Siger du. Jeg synes nu, at det ligner noget gammelt lort. Men jeg vil da tage imod det for en afskrivning af din gæld på… skal vi sige 5.000 kr.? Men så er jeg også flink.
     – 5.000 kr.? Det kan du da ikke mene. Det er meget mere end 50.000 værd. Kig nu grundigt på det, føl på det.
     Det gibbede i Peter, da han så Ivans hånd kærtegne den gyldne ramme. Bare han nu lagde hånden på glasset, hvis nu bare…
     Han trak næsten ikke vejret, da Ivans hånd gled fra rammen og hen over glasset. Nu stod han med hele håndfladen på spejlet. Ingenting skete.
     Peters hjerne stod stille. Hvorfor skete der ikke noget? Hvorfor forsvandt Ivan ikke? Han forsøgte at tænke, men kunne ikke komme på hvad der kunne være galt. Så slog det ned i ham. Hvis nu han selv lagde hånden på spejlet, så kunne han måske trække Ivan med ind i spejlet på den måde og så smutte tilbage igen bagefter?
     – Ok, 10 kilo, men så skal du også skaffe mig de sidste 40 om senest 14 dage. Jeg sender et par fyre op for at hente spejlet i morgen.
     Ivan stirrede forbløffet på Peter, da denne tog fat i hans arm med den ene hånd, lagde den anden på spejlet og trykkede til. Men hans ansigtsudtryk var intet imod det der kom, da Peter trak ham ind i spejlet.
     Inde på den anden side kiggede Peter sig hurtigt omkring. Jo, lejligheden var som ventet spejlvendt.
     Ivan kiggede med rædsel i blikket på Peter, mens et par gutturale lyde trængte op gennem hans hals, og han kiggede rundt i lejligheden og ind i spejlet.
     Peter stirrede muntert igen.
     – Forsøger du at sige noget, Ivan? Ved du hvad, jeg er egentlig ikke interesseret i dit tilbud. Jeg synes bare, at du skulle gå.
     Han gik hen til hoveddøren åbnede den, greb fat i den forbløffede Ivan, og inden han kunne nå at reagere, fik han et skub ud af lejligheden og døren lukkedes.
     Peter stod helt stille et øjeblik, lige så forbløffet som Ivan over hvad der var sket. Der var helt stille. Med hjertet i halsen åbnede han sin hoveddør igen. Han stirrede ud i sin spejlvendte trappeopgang. Ingen spor af Ivan. Han var virkelig væk.
     Med let hjerte gik han tilbage til spejlet og lagde sin hånd på det. Intet skete. Han trykkede lidt hårdere. Stadig ingenting. Han så på sit eget dumme spejlbillede, som stirrede tilbage på ham med en blanding af rædsel og overraskelse i blikket. Endnu en gang trykkede han, mens han med vilde øjne stirrede ind i spejlet. Så flækkedes spejlbilledet af et ondskabsfuldt grin.
     – Ja, jeg havde også svært ved at tro det. Det tog mig faktisk ret lang tid at fatte det. Forstår du, jeg har været samme sted, som du er nu. Engang for mange år siden havde min far det her spejl. Ånden i spejlet lokkede mig som jeg lokkede dig. Og nu er det min tur til at få min frihed igen, desværre på bekostning af din, men jeg vil gøre dig en tjeneste, som jeg aldrig fik. Jeg vil fortælle dig, hvad der virkelig skete, hvad du har i vente. Denne ånd afslørede sig for mig i en ret ung alder. Jeg måtte love aldrig nogensinde at sige noget om ånden til nogen, og hvem ville også have troet mig? Af forskellige årsager hadede denne her ånd kommunister og jøder, den mente, at de stod bag al ondskab i verden. Nåja, kommunisterne, det var vist noget med, at de ødelagde en masse værdifulde ting, heriblandt en del gamle spejle, som den vist havde en stor svaghed over for. Og så tror jeg, at det var en jøde, som fik fanget ham i spejlet. Jeg synes jo ikke, at man kan skære alle over en kam på den måde, men det må han jo om. Alle de år som fange kan også godt påvirke ens forstand, det kan jeg godt love dig. Det vil du også selv erfare. Det jeg husker fra min barndom er, at jeg voksede op i Østrig, inden vi flyttede til Tyskland. Gad vide hvad der egentlig blev af ham, Adolf? Ja, for han tog vel mit navn, som jeg nu tager dit. Jeg overvejede faktisk at tage dig til fange allerede første gang du var derinde, men så tænkte jeg, hvorfor ikke vente, til Ivan var væk? Du kendte ham jo, det gjorde jeg ikke. Så nu vil jeg begynde at leve mit liv – eller egentlig dit liv – starte forfra og sådan. Du var jo godt på vej til at ødelægge det, jeg var nødt til at gribe ind, hvis jeg skulle have bare lidt glæde af dig, inden du havnede i en kørestol eller endnu værre, blev slået ihjel. Det er svært at vænne sig til, men det kommer med årene. Når jeg engang dør og du måske får lov at kigge ud igen, så kan du øve dig, ligesom jeg har gjort de sidste mange år, på at overtage kontrollen med din krop, og en dag kan du måske narre en anden ind i spejlet. Men indtil da må du have det godt. Nu vil jeg ud og rejse, jeg har altid drømt om at se verden, især USA.
     Med rædslens gru om sit hjerte mærkede Peter hvordan Adolf overtog kontrollen over hans krop. Hans ansigtsmuskler fortrak sig i et veltilfreds grin, mens han rejste sig op, gik hen til skabet, tog et sort stræklagen ud og trak det ud over spejlet. Idet mørket sænkede sig over ham, hørte han lyden af døren, der smækkede, og Adolfs triumferende latter fulgte ham længe.