Den forliste by

Af Tim Jeffreys

Jeg har på fornemmelsen, at jeg aldrig nogensinde i hele mit liv vil kunne se på en solnedgang uden at blive berørt af den samme følelse, som jeg havde den dag jeg trådte ud af Neath skoven og så himlen over Marystown. Jeg blev overvældet af en stor lettelse, som jeg var overbevist om ville være hos mig altid. Jeg var sikker på, at en dalende sol og ujævne røde og orange striber tværs over himlen for evigt ville være forbundet i mit sind med et andet billede: Tid. Eller mere nøjagtigt, tiden der rinder. For blandet med min glæde, min store lettelse, var en mørkere følelse. Den kom fra bevidstheden om, at jeg ikke kunne have tilbragt endnu en nat i de skove.

Jeg ved ikke hvorfor jeg siger dette, da drengen – på trods af hans tavshed og fjerne blik og på trods af, at han havde tilbragt tre nætter alene i skovene – var uskadt. Han var ikke, som folkene i Marystown vil fortælle dig, hvis du spørger, den første unge mand, som var faret vild i skoven. Ikke desto mindre var han den første, som blev fundet i live. Og jeg var den, som hentede ham tilbage, jeg, som bragte hans historie hjem.

Drengens navn er Adam Parkes. Jeg kalder ham en dreng, men han er høj og hans ansigt har begyndende hårvækst. Jeg troede han var død, da jeg fandt ham tidligt den morgen. Han sad støttet op af et træ, bleg og stille i det tiltagende lys. Hans øjne var stirrende og glasagtige. Men selvfølgelig var han levende. Hans hjerte slog. Han drejede hovedet, da vi ankom. Han rejste sig hurtigt. Han gik ved min side tilbage til byen, selvom han virkede ude af stand til at få det døde udtryk væk fra øjnene. Han sagde heller ikke meget til hverken mig eller min følgesvend på vejen tilbage, med undtagelse af en meget mærkelig samtale vi havde, da mørket faldt på. Han kiggede tilbage mod skovene. Jeg spurgte om han havde det godt, og han vendte sig om mod mig og svarede:

  ”De venter. De venter på mig. Det gør de.”

Jeg kunne kun lige ane hans ansigt i det svindende lys. Blidt spurgte jeg ham hvad han mente. Adam blev pludselig hemmelighedsfuld og mistænksom. Han blev fjern og smilede for sig selv. Da jeg kom tættere på ham, opdagede jeg, at han rystede.

  ”Du må fryse, Adam. Tag det roligt, du er snart hjemme.”

Han så på mig og hans øjne var skinnende og dristige. ”Jeg skælver af glæde.”

  ”Hvad mener du?”

  ”Hvem er du?” spurgte han pludselig.

  ”Det har jeg fortalt dig før, Adam. Mit navn er Warren, jeg er forfatter.”

  ”Forfatter!?” Adams ansigt fortrak sig. ”Nå, det var derfor du ledte efter mig, for at få en historie?” Han sagde ikke noget et øjeblik, så stoppede han og stirrede på mig. ”Hvad vil du skrive om?” spurgte han med foragt i stemmen. Han ventede på et svar, men jeg trak bare på skuldrene.

  ”Vi får se,” svarede jeg forsigtigt. ”Så du noget, mens du var faret vild?”

  ”Jeg var ikke faret vild,” bjæffede han.

  ”Adam, du har været forsvundet i tre dage! Du ville have været død, hvis vi ikke var kommet og havde reddet dig.”

  ”Nej!” sagde han med skinnende øjne. ”Nej!” Så blev han stille og nægtede at sige mere. Når jeg prøvede at sige noget, ignorerede han mig. Men på det tidspunkt blev jeg ikke bekymret over hans tavshed og mutte humør. Det var en anden, hvis stilhed gjorde mig meget mere ængstelig.

Jeg har endnu ikke præsenteret Abs, den eneste mand, som stod frem og tilbød mig at følge med ind i skoven for at lede efter Adam; en mørkhåret tidligere faldskærmssoldat i starten af trediverne. Abs voksede op i Marystown, og vendte nygift tilbage for nylig sammen med sin hustru efter at have forladt hæren. Abs ville ikke afsløre sine grunde til at følge med mig ind i skoven. Min eneste tanke var, at han fascination var lig min egen. I starten havde han været snaksalig og spændende, og jeg forestillede mig, at han ville være godt selskab til en eftersøgning. Han talte ofte om sin hustru Marie, som han tydeligvis var meget forelsket i. Jeg havde selv mødt Marie og forstod hans dybe hengivenhed. Aftenen før Abs og jeg drog af sted på vores eftersøgning, lavede Marie aftensmad til os. Under måltidet gik det op for mig, at jeg misundte Abs. Jeg så ham som en mand, som var tilfreds med lidt. Han havde et behageligt liv og en smuk og charmerende hustru. Dette fik mig selvfølgelig til at stille spørgsmålstegn ved hans årsag til at ville følge mig ind i Neath-skoven. Mens Abs vaskede op, var jeg alene med Marie. Jeg spurgte hende om hun var urolig over at han skulle følge med mig på eftersøgningen, og hun lo bare.

  ”Da jeg mødte Abs,” sagde hun, ”var han stadig i hæren, udstationeret i min by nær Berlin. En dag blev hans deling smidt ned i en nærliggende skov, kun med kompas og ingen kort. Abs var tilbage i byen en dag før alle andre, fordi han ville tilbringe så meget tid som muligt sammen med mig. Så jeg vil være urolig for dig, Warren, og urolig for Adam Parkes. Men jeg vil ikke være urolig for min mand.” Hun lo igen og jeg tænkte: ’Måske er hun ikke urolig, fordi hun ikke er herfra. Hun er ikke vokset op med myterne om Neath-skoven.’

Abs, derimod, som var vokset op i Marystown, kendte alt til frygten og mistanken, som omgav Neath-skoven. Jeg tvivler ikke på, at han som mig var fascineret af det hele. Et forbudt sted er fascination nok i sig selv. Hvis han havde andre grunde til at ville ledsage mig, talte han ikke om dem.

Og hvad med mine grunde? Jeg indrømmer, at jeg ikke havde noget forhold til Adam Parkes. Jeg gik ikke ind i skoven for at lede specifikt efter ham. Hvad jeg ledte efter, var en historie. Det er sjældent at finde en myte i den moderne verden, sjældent at finde et sted så omgærdet af overtro som Marystown og skovene omkring den. I begyndelsen var jeg usikker på om mit mål var at afsløre myten eller forstærke den. Hvis Adam blev fundet i live, hvad kunne han så fortælle om det han havde set i skoven?

Noget overhovedet?

Ville det være nok til at holde overtroen i live eller simpelthen et eventyr om at fare vild, en nær-døds-oplevelse, som handlede mere om dårlig stedsans end om noget, der bare mindede om noget overnaturligt?

Byen Marystown er i sig selv ikke særlig bemærkelsesværdig. Da vi vendte tilbage fra skoven og kom ned af bakkeskråningen, blev vi mødt af en halvt ødelagt fabrik. Jeg har gjort mit hjemmearbejde. Engang var der en stor industri og fremgang i byen. Men alt for mange mænd, som forsvandt i skoven, har reduceret byen til en halvt forladt dynge af huse, et par mørke gader, en eller to butikker, en restaurant og et par barer. En fremmed bliver mødt med mistænksomhed. De fleste forlader forbløffede stedet, som om de lokale har lavet en spøg med dem, og forstår ikke hvorfor de ikke blev mødt med åbne arme. Sådan et lille samfund byder da et nyt ansigt velkomment?

Nej. Tro mig. Det gør det ikke.

Jeg følte mig ikke velkommen, da jeg ankom. Der var ingen opmuntring, da jeg stillede mig op i en af pubberne og fortalte om mine intentioner om at finde Adam Parkes. I et lettere truende tonefald blev jeg faktisk tilskyndet til at forlade byen. Det viste sig, at de lokale mere frygtede, at jeg ville bringe Adam levende hjem, end de egentlig bekymrede sig for mig. Og som jeg selv var de ikke bekymrede for Adam som sådan, men for den historie han ville bringe med hjem. Mine instinkter fortalte mig, at hvor jeg ønskede at fortælle historien – hvad den så end ville være – var de lokales eneste ønske at dysse den ned.

Abs og jeg nåede frem til byen idet mørket faldt på og afleverede Adam hjemme. I det mindste var hans mor glad for at få ham tilbage. Da hun åbnede døren, stod hun et øjeblik forvirret, som om hun havde opgivet håbet i samme øjeblik drengen vovede sig ind i skoven. Jeg følte det som om jeg præsenterede hende for et spøgelse, og jeg puffede drengen ind i hendes arme, som for at bevise, at han var af fast stof, af kød og blod. Hun holdt ham ind til sig i lang tid, idet en diset regn begyndte at falde. Idet hun til sidst trak sig tilbage, stirrede hun ind i hans ansigt. Hun skævede over på mig. Mens hun stirrede på drengen igen, tog hun fat i hans skuldre og rystede ham lidt, mens hun bekymret spurgte:

  ”Hvad?”

Jeg følte en stigende forventning, men efter en lang tavshed mumlede drengen blot: ”Jeg er sulten.”

Adams mor gik forrest ind i huset, men Abs greb fat i min skulder.

  ”Warren, jeg skal hjem.”

  ”Okay, Abs,” sagde jeg, ”vi tales ved i morgen.” Jeg vendte mig og rystede hans hånd energisk. ”Tak. Endnu en gang tak. Vi gjorde det. Vi fik ham hjem. Dig og mig, Abs. Der vil være…”

Jeg holdt op med at tale, da jeg opdagede, at Abs kiggede på mig med et rådvildt blik.

  ”Warren,” sagde han i et betydningsfuldt tonefald, ”vil vi selv fortælle om den nat vi har haft?”

Jeg var stille et øjeblik, idet jeg kiggede på ham. ”Hvad mener du?”

Han virkede ængstelig. ”Vil vi fortælle hvad vi selv så?”

Vi?!

På det tidspunkt tænkte jeg: ’Han må mene Adam. Han må mene hvad Adam så. Vi så ikke noget.’

Jeg klappede ham på skulderen. ”Vi finder snart ud af hvordan denne historie udformer sig,” sagde jeg, og som svar på dette gik han blot forvirret sin vej.

Kort efter var jeg alene med Adam, mens hans mor lavede mad. Han virkede forvirrede og lettere misfornøjet med at være tilbage i et så indskrænket og velkendt sted som hans hjem. Han så på mig som om jeg havde svaret på de tanker, som plagede hans sind.

  ”Hvad er der galt, Adam? Du blev reddet. Du har det godt og er i sikkerhed?”

Han stirrede på mig, og nu kom et glimt af foragt til syne i hans øjne.

  ”Hvorfor ledte du efter mig?” spurgte han med en hviskende stemme, som jeg ikke kunne undgå at bemærke var tung af beskyldninger.

Forbløffet spurgte jeg ham: ”Ville du hellere have, at jeg ikke havde gjort det?” Det var min første mulighed for at betragte Adam rigtigt. Jeg så, at han havde simple og surmulende træk.

”Hvad vil du have, taknemmelighed?”

Igen blev jeg chokeret. ”Det var en mulighed!”

Han drejede hovedet væk.

  ”Adam,” sagde jeg. ”Tidligere i dag, da vi gik ned af bakken, sagde du, at ’de vil vente på mig.’ Hvem mente du?”

Nu ignorerede han mig.

  ”Adam, det er vigtigt.”

Han afbrød mig med en brummen.

  ”Hvad er det?”

 Efter et øjeblik kiggede han på mig og hans øjne skinnede igen. ”Hun sagde hendes navn var Or-ee-ad.”

  ”Hvad? Hvem sagde det?”

  ”Hun sagde hendes navn var… Goad”

  ”Hvem? Hvem taler du om?”

Men på dette tidspunkt vendte hans mor tilbage for endnu en gang at overdynge ham med knus og kys. Jeg fornemmede det var på tide at sige farvel nu. Jeg var meget træt efter eftersøgningen, men jeg lovede Adam og hans mor, at jeg ville vende tilbage den næste dag. De lovede mig, at de ikke ville tale med andre, som måske ville komme forbi. Adams historie, hvad den end var, tilhørte mig. Jeg havde tilbragt 36 timer i Neath-skoven med at lede efter ham, og jeg var ikke indstillet på at få min belønning stjålet fra mig.

Jeg blev forskrækket, da telefonen i gæstehuset ringede. Jeg havde siddet ved skrivebordet. Lampen var tændt. Mine papirer var foran mig. Men jeg havde stirret ud af vinduet. Fra mit værelse kunne jeg se det første af bakken, silhuetten af den halvt ødelagte fabrik mod himlen. Bagved lå Neath-skoven i mørke.

  ”Ja? Hallo?”

  ”Warren.”

Jeg genkendte stemmen med det samme. ”Abs. Hvad er der galt? Du lyder bekymret. Er der noget galt?”

  ”Warren, det er Marie.”

  ”Marie? Er hun okay? Hvor er hun?”

  ”Hun har det fint. Hun sover.”

Jeg så flygtigt på uret på væggen. Jeg blev tavs chokeret over tidspunktet. Jeg måtte have stirret ud af vinduet i lang tid. ”Nå,” sagde jeg til Abs, ”det er sent.”

Der var stille lidt før han atter talte. ”Jeg vil ikke have hun skal være alene. Jeg hader at tænke på hende helt alene.”

En skælven gik igennem mig. Jeg stirrede tilbage mod vinduet. ”Alene? Hvorfor skulle hun være alene? Hun har dig.”

  ”Jeg kan huske hvordan min mors hjerte blev knust, da min far… da han… da han forlod os.”

Da Abs sagde dette, følte jeg en knugen i mellemgulvet, noget gik pludselig op for mig.

  ”Din far forlod hjemmet? Det har du aldrig fortalt mig. Var det… gik han… skoven?”

  ”Det ødelagde min mor ikke at vide det. Ventetiden. Det slog hende ihjel, Warren.”

  ”Men Abs,” sagde jeg, i et påtaget lettere tonefald. ”Hvad har det med Marie at gøre?”

Igen en længere pause. ”De kalder mig tilbage, Abs.”

Jeg kunne ikke svare. Jeg blev overvældet af hans ord. Jeg var bange for at høre på ham, bange for hvad han måske ville sige næste gang. Jeg fik en pludselig trang til at trække gardinerne for, men var bange for at rejse mig. Det var som om jeg kunne mærke nogen, langt væk i natten, som holdt øje med mig.

Abs fortsatte. Hans stemme fik et desperat, bedende tonefald. ”Sig mig hvad jeg skal gøre, Warren. Skal jeg gå hen til dem? Skal jeg gå? Eller skal jeg blive her hos min kone?”

  ”Abs, du…”

Der var dæmpede stemmer i baggrunden i den anden ende af linjen. Han talte beroligende til en eller anden, før han sagde til mig: ”Jeg må gå.”

Det var de sidste ord jeg hørte ham sige, og selvom jeg gennemgik dem i mit hoved igen og igen den nat, kunne jeg ikke huske hans præcise tonefald eller finde ud af præcis hvad han havde ment.

Jeg ville gerne have været gået over og have talt personligt med Abs i samme minut jeg lagde røret, men det var midt om natten, og af en eller anden grund var jeg bange for at forlade gæstehuset mens det var mørkt udenfor. I stedet sov jeg, en meget urolig søvn. Det var tidligt næste morgen, da jeg bankede på Abs’ hoveddør. Det var en klar og strålende dag. Mine mørke tanker fra natten før var tilsyneladende forsvundet.

Det vil sige, indtil Marie åbnede døren. Hun virkede overrasket over at se mig.

  ”Warren?” Hun stirrede forbi mig ud på gaden.

  ”Undskyld. Vækkede jeg dig?”

  ”Ja. Jeg troede du var…” Selv søvndrukken var hun smuk.

  ”Hvad?”

  ”Jeg troede du måske var Abs.”

Jeg fik en tung fornemmelse i maven, som om tyngdekraften trak mig ned.

  ”Er Abs ikke her?”

  ”Nej. Han lå ikke ved siden af mig i sengen, da jeg vågnede. Han er ikke i huset. Hvor kan han være?”

  ”Hvad skete der i går aftes?” spurgte jeg forsigtigt. ”Hvad skete der efter han ringede til mig?”

  ”Var det dig?” Hun så på mig med sammenknebne øjne, som om hun forsøgte at huske. ”Vi havde en mærkelig samtale. Ja. Han blev ved med at sige, at han var ked af det. Han sagde, at han elskede mig og at han var ked af det.”

  ”Åh nej!”

    ”Warren?” sagde Marie, idet hun rakte ud efter mig, men jeg havde allerede vendt mig om og var på vej væk. Jeg ville tilbage til mit værelse og pakke. Frygten i mig var så stor, at det var det eneste jeg kunne tænke på at gøre. Marie kaldte efter mig. ”Hvad sker der?” råbte hun. Hvad kunne jeg sige? At jeg efter min første og eneste nat i Neath-skoven vågnede op et andet sted end i mit telt? Skulle jeg have fortalt hende, at inden jeg dagen før var begyndt at lede efter Adam Parkes måtte finde Abs? Skulle jeg fortælle hende at det havde vist sig, at han var ganske tæt på mig? Hvordan vi begge var vågnet op ved bredden af en lille sø?

Hun blev ved at kalde på mig, så jeg begyndte at løbe. Da jeg nærmede mig gæstehuset, løb en kvinde ind foran mig. Jeg genkendte hende ikke først.

  ”Han er væk!”

  ”Hvad?”

  ”Han er væk! Min dreng er væk igen!”

  ”Undskyld mig. Lad mig komme forbi. Jeg skal…”

  ”Du må hjælpe mig! Han er taget tilbage! Det ved jeg!”

  ”Slip mig. Jeg skal væk herfra.”

  ”Du kan ikke tage af sted. Du må tage tilbage. Du må tage tilbage efter Adam!”

Jeg tog hende om håndleddene, idet hun rakte ud efter mig. Jeg holdt hendes hænder løftede og stirrede hende ind i ansigtet. ”Hør her,” hvæsede jeg. ”Jeg kan ikke hjælpe dig. Jeg dør, hvis jeg tager tilbage. Hører du? Jeg dør!”

Halvvejs gennem pakningen begyndte jeg at tænke på den nat jeg tilbragte i Neath-skoven. Da gik det op for mig, at jeg var nødt til at skrive. Mine papirer var stadig spredt ud over skrivebordet. Jeg tændte lampen, satte mig ned foran det åbne vindue og tog en kuglepen op. Jeg ville skrive hvad jeg kunne huske. Måske ville det kaste noget lys over hvad det var, der skete her. Måske ikke.

Jeg tilbragte kun en nat i Neath-skoven. Her er hvad der skete.

Abs og jeg havde slået lejr. Vi havde tændt bål og sad på hver sin side af det og fik varmen, før vi trak os tilbage til vores telte. Hvis jeg skal være helt ærlig, udsatte jeg nok tidspunktet, hvor jeg skulle forlade Abs og lyset fra bålet. Skovens mørke omringede os. Der var konstant bevægelse i træerne eller i bevoksningen. Jeg fokuserede på flammerne og talte for at berolige mig selv. Abs sagde meget lidt. Jeg troede han lyttede til mig, men da jeg løftede mit hoved, blev jeg slået af det intense udtryk i hans ansigt. Hans øjne var fikserede på et punkt et stykke fra mig.

  ”Hvad er det?” sagde han. ”Kan du høre det?”

Jeg lyttede. I et stykke tid hørte jeg ingenting.

  ”Din fantasi,” sagde jeg til Abs.

Han stirrede mig ind i ansigtet. ”Du kan også høre det, kan du ikke?”

Jeg sagde ikke noget, selvom jeg udmærket vidste hvad han mente. Et sted langt borte fra kom lyden af sang. Mange bløde stemmer var forenede i sang. Jeg kunne ikke genkende sangen eller ordene, men det kan have været en vuggevise. Der var noget blødt og blidt over det, men også noget dybt og mørkt som skovene selv.

Abs rejste sig og kastede et blik på omgivelserne.

  ”Lyt, Warren.”

  ”Det er et dyr, eller… eller sådan noget.”

  ”Nej. Men det nærmer sig.”

  ”Vi burde få noget søvn.” Jeg rejste mig unaturligt hurtigt, strakte mig og gabte påtaget. Imens hamrede hjertet i brystet på mig. Panikken var ved at få magten. Ved du hvad jeg så gjorde? Jeg gik direkte til mit telt, kravlede indenfor og lynede det til. Jeg så mig ikke tilbage. Jeg efterlod Abs ved bålet, mens han stirrede ud i mørket.  Jeg kravlede ned i soveposen, pressede mit ansigt ind mod den sweater jeg brugte som hovedpude og lukkede mine øjne. Jeg lod Abs stå alene ude ved bålet. Jeg efterlod ham, fordi jeg ikke ønskede at vide hvad som kom frem fra skoven, og jeg kunne ikke hjælpe ham nu. Jeg kunne høre hans stemme, han talte ikke til mig men nogle andre. Jeg hørte bløde kvindestemmer, som svarede ham. Jeg hørte ham ikke råbe eller skrige. Jeg troede ikke han var i fare. Men alligevel kunne intet få mig ud af teltet før næste morgen. Intet

Men… men der er

  ”Vi burde få noget søvn.”

Stemmer. Ja. Ja. De lyder så unge og søde. Deres

Latter er som musik.

Og – åh! – de løfter de kommer med! Prøver de at

Jeg efterlod Abs ved bålet, stirrende ud i mørket!

Lokke mig ud? Stor viljekraft – eller er det frygt? – får mig til at ligge urørlig sammenkrøllet i

Min sovepose.

Det eneste jeg kan høre fra Abs er

Latter og sukken. For at lukke de hviskende lyde ude

Og jeg føler de kalder på mig, for de ved jeg er her, jeg tænker på hvad der

Sker når

Jeg vender tilbage til byen med Adam

Parkes.

Jeg forestiller mig jeg er i

Et talkshow

Mens jeg bliver interviewet. I mit hoved drømmer jeg om at jeg

Besvarer fantasispørgsmål fra min

Vært. Og

Lynet til… min sovepose. Jeg pressede mit ansigt ind i

Dæmon bøjer sig lurende ind over mig!

Panikken truer lige under overfladen.

Øjne, der brænder mig!

Jeg efterlod bare Abs!

Og hvad fandt du i Neath-skoven? Spørger talkshowværten.

Ingenting. Ingenting

Ingenting

Ingenting – åh

Hovedet på hendes bryst. Hamren i min brystkasse. Vil du vide hvad jeg gjorde?

Ingenting.

Nej!

Ingenting! Mit hjerte var hele tiden

Ingenting!

Nej!

Gik direkte hen til mit telt, kravlede ind og

Nej! Vær sød at lade mig… jeg vil… lad nu være!

Jeg kravlede ind i min sovepose, pressede ansigtet mod den sweater jeg brugte som hovedpude og lukkede mine øjne.

Og det er så svært at stå imod, men

Jeg efterlod Abs der. Jeg forlod ham fordi

Jeg ønskede ikke at vide det

Ingenting

Ingenting

Overhovedet ingenting.

Stop. Jeg ved ikke hvad jeg skriver. Jeg er nervøs. Det er noget sludder. Åh, mit hjerte. Lad mig lige trække vejret. Lad mig læne mig tilbage. Jeg vender tilbage til dette her. Måske skulle jeg gå en tur og få noget frisk luft. Jeg vil have frisk luft. Jeg vil gå en tur væk fra denne by. Jeg går op af bakken. Jeg vil have godt af luften. Jeg burde gå en tur fordi

Mit hjerte

Jeg vil have godt af luften og gåturen. Jeg vil gå forbi fabrikken. Måske gå en tur til skoven…

Til skoven, jeg vil gå en tur til Neath skoven og vende tilbage til min skrivning senere, når jeg er blevet klar i hovedet.