Maren

Alle holdt af Maren. Når hun ekspederede i bagerbutikken, smilede hun venligt til alle kunder. Hun kendte dem alle sammen og også deres familier, for det var en lille by hun boede i, hvor alle kendte alle. Maren kendte sine kunders børn, deres familier og venner. Når nogen havde fortalt Maren noget, huskede hun det. Når kunden så kom igen senere, huskede hun altid at spørge hvordan det gik med sønnens brækkede ben eller svigermors ildebefindende. Hun interesserede sig oprigtigt for deres svar, og kom med deltagende kommentarer og enkelte gange gode råd.
     
Maren gik meget op i sit arbejde. Alle sneglene, spandauerne og de overskårne lå på snorlige rækker. Nogen gange, når bagersvendene i al godmodighed ville drille hende lidt, lagde de wienerbrødene eller flødeskumskagerne skævt. Når Maren så det blev hun helt stiv i blikket, kiggede hvast på dem og skyndte sig at lægge dem ordentligt. Men det skete dog ikke så tit.
     
Maren var ikke retarderet, men nogen ville nok mene, at hun var lidt enfoldig. Hun havde ikke klaret sig så godt i skolen, så hun havde ikke fået nogen uddannelse. Hun var begyndt at arbejde hos bageren efter skole i weekenden, og da hun sluttede i 10. klasse, virkede det naturligt for både hende og alle andre, at hun startede fuld tid hos bageren. Der havde hun været nu i 10 år, og var godt tilfreds med det.
     
Maren var alene. Hendes mor havde forladt dem da hun var ca. 15 år gammel, og for en måneds tid siden var hendes far også rejst. Han havde mødt en anden kvinde, havde hun fortalt kunderne, og nu ville han flytte hjem til hende. Hun boede i en helt anden by, langt væk. Maren savnede selvfølgelig sin far, men hun var blevet boende i huset, og det var nu også rart at have sit eget. Nu var hun jo også 27.
     
Huset havde en lille have til, som Maren brugte som nyttehave. Hun havde altid elsket den have. Her havde hun, fra hun var ca. 10 år gammel, dyrket gulerødder, ærter og hvad hun ellers fandt på. Hun havde også haft nogle jordbærplanter. I sin have følte hun sig normal. Her var der ingen, der stillede krav om, at hun skulle læse noget, eller om hun kunne de små tabeller. Her handlede det om den rette pleje, om at planten skulle have den rette dosis sol, vand og kærlig pleje, og Maren havde altid været god med sine hænder og til at få tingene i haven til at vokse.
     
Maren var begyndt at få mareridt. Hun drømte om den dag hun dræbte sin far. Han havde fortalt hende om den kvinde han havde mødt, og at han ville flytte hjem til hende. Maren havde skreget i afmagt og raseri.
     
“Jamen lille Maren dog”
     
“Jeg er ikke din lille Maren. Hvordan kan du forlade mig, efter alt det jeg har gjort for dig – for os? Jeg elsker dig jo.”
     
“Jeg ved det, Maren, og jeg elsker også dig, men det kan jo ikke blive ved med at gå. Det er forkert, og det ved du også godt. Jeg tror det jeg gør er det bedste – for os begge. En frisk start for os begge.”
     
“Hvordan kan det være det bedste, når du knuser mit hjerte fuldstændig?”
     
Maren var gået ud i køkkenet, havde grebet den store kødkniv fra knivblokken, var gået tilbage til sin far og havde stukket ham i maven med den. Da han var faldet om, havde hun sat sig på hans mave og havde stukket ham yderligere et par gange, så hun var sikker på, at han var død. Ingen skulle forlade hende. Ingen skulle forråde hende. Bagefter var hun sunket sammen i sofaen. Her sad hun og tænkte tilbage, tænkte på tiden efter hendes mor forsvandt. Maren og hendes far var blevet meget tæt knyttet. Om aftenen hørte hun ham græde inde i sengen, af sorg og savn. Hun gik ind for at trøste ham, strøg ham over panden, som hun havde set sin mor gøre det. En aften var hun krøbet ned til ham, og de havde ligget og holdt om hinanden.
        Så skete DET. Det som ikke måtte ske, det som en far ikke må gøre mod sin datter eller noget andet barn, men det var sket alligevel. Bagefter var hendes far dybt ulykkelig og hadede sig selv, men Maren havde trøstet ham igen. Næste aften var hun gået ind til ham igen.
     
Maren rejste sig fra sofaen, fik hentet nogle plastsække, som hun fik anbragt sin far på, og var begyndt at partere ham, mens hun passede på ikke at stænke på møblerne. Kødstykkerne blev begravet i køkkenhaven, ved siden af hendes mor.
     
Maren drømte om dengang hun slog sin mor ihjel. Hendes mor havde gjort noget utilgiveligt. Hun havde læst noget hun ikke skulle have læst. Marens hemmelige dagbog. Maren havde skrevet dagbog i mange år. Hun skrev om alle sine drømme, om alle sine ønsker og fantasier. Maren elskede sin far meget højt. Hun skrev også om sin far i dagbogen. Om alle de ting hun havde hørt og læst om at voksne gjorde, når de var sammen – og at hendes far gjorde det ved hende. I skolen var hun blevet drillet. De store drenge havde været efter hende og fortalt om alle de frække ting de ville gøre ved hende. Maren havde ikke sagt noget. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Men i sin fantasi havde hun digtet videre – og havde draget sin far med ind i den.
     
Maren var kommet hjem fra skole en dag og havde taget sin mor i at sidde på hendes værelse og læse hendes dagbog. Tårerne var løbet ned ad kinderne på moderen og hun var helt hvid i ansigtet. Hun kiggede forfærdet på Maren, da hun kom ind i værelset.
     
“Maren, hvad er det dog du skriver? Er det sandt? Hvorfor har du ikke sagt noget? Hvordan kunne han – og han er din far. Nu går jeg til politiet, og så skal jeg nok sørge for, at han aldrig kommer til at gøre dig noget igen. Du skal aldrig mere se ham.”
     
Da Maren hørte sin mors sidste ord, vidste hun hvad hun måtte gøre. Hun strøg ned i køkkenet og hentede kødkniven og stak den i hjertet på sin mor. Maren tilbad sin far. Hendes mor skulle ikke komme og sige, at hun aldrig skulle se ham igen. Aldrig. Far skulle ikke i fængsel, det skulle hun nok sørge for.
     
Maren begravede sin mor i haven. Det havde været om foråret, og hendes have havde aldrig været smukkere end det år.
     
Nu lå hendes far der også. Det ville blive et godt køkkenår. Måske ville hun endda kunne vinde byens konkurrence om hvem der kunne avle det smukkeste og største græskar.